Vi kigger endnu en gang på Google Stadia-tjenesten

Selvom mange medier er kastet sig hovedkuls over adskillige "færdige" anmeldelser af Google Stadia, så er det umiddelbart svært at sige hvornår tjenesten, rent funktionelt om ikke andet, er der hvor man som kritisk anmelder kan tillade sig at sige; "så, nu er det tid". Det koster penge at bruge Stadia, og deri er et centralt argument for hvorfor en gigantisk streamingtjeneste fra en af verdens største virksomheder ikke skal beskyttes fra sønderrivende kritik, ligegyldig hvor ambitiøs og "in-progress" den nu er, for hvis en forbruger betaler for eksempelvis Borderlands 3 og Doom Eternal på Stadia, med henblik på at gøre tjenesten til ens nye centrale spilleplatform, bliver man så ikke skuffet?

Samtidig med det er det svært at argumentere imod, at Stadia vitterligt har ændret sig rigtig, rigtig meget siden den originale lancering sidste efterår, hvor jeg udgav en artikel hvor jeg, mildest talt chokeret, måtte slå fast at Stadia, i det pågældende stadie, simpelthen ikke var værd at anbefale til nogen.

Så i stedet for at "anmelde" Stadia, så har jeg nu valgt at kigge kritisk på tjenesten igen, og fremsætte mine observationer om de mange forbedringer, og de afgørende problematikker der endnu gør platformen til en samlet set svag konkurrent imod eksisterende løsninger. Forhåbentlig er det muligt løbende at følge op med nye indtryk som tjenesten ændrer sig og bliver gjort mere robust af Google, der indtil videre må siges at have gjort meget for at ændre det dårlige førstehåndsindtryk.

At starte Stadia er stadig forvirrende. Selve brugerfladen er delt imellem ens Chromecast Ultra (nu kræver der ikke en særlig Chromecast Ultra mere), en webbrowser og mest af alt en applikation på Android og iOS, og visse features, såsom at indsætte koder, kan kun tilgås fra én af de brugerflader. Selve designet, udformningen af menuerne og måden der bliver kommunikeret til brugeren på fejler som sådan ikke noget, men de afgørende indstillinger og tilpasninger man er vant til fra andre platforme er enten ikke der hvor du forventer de er, eller også mangler de helt fra den pågældende flade du bruger. Det er mildest talt overraskende at Google ikke har valgt at arbejde med dette problem først, da brugeroplevelsen inden man trykker "spil" er med til at danne et afgørende førstehåndsindtryk af tjenestens samlede funktionalitet.

Desværre er det stadig ikke muligt at bruge Stadia over 4G, som må siges at være en ret så tragisk problematik, da man ellers let ville kunne forvente, at det netop var udenfor traditionelle WIFI-zoner at Stadias funktionalitet bliver så attraktiv, altså imellem ens konsoller. Når det så er sagt, så er Stadia nu tilgængelig på mange, mange flere telefoner end tidligere, så netop det at bruge tjenesten på ens telefon er blevet en hel del lettere. Jeg holder fast i at netop det at bruge Stadia på en telefon, en tablet eller en ultrabook når man er væk fra hjemmet, forbliver den mest attraktive brugssituation for den her tjeneste, og der hvor den kan distancere sig fra centrale konkurrenter. Samtidig tilbyder Stadia nu endelig 4K igennem en browser, og selvom oplevelsen fortsat er mærkbart værre end via et Chromecast Ultra, så er browser-versionen nu tættere på end tidligere. Det var særligt en fornøjelse at spille Stadia via Chrome-browseren på en iPad Pro.

Selvom du fortsat skal betale for de store spil på Stadia, en forretningsmodel som mange nok endte med at blive en kende skuffede over, da Google endte med at afsløre den for omverdenen, så har de dog nu for nylig tilføjet en "gratis" version af tjenesten i 1080p og uden surround sound, så det kræves ikke længere at have et Pro-abonnement for overhovedet at få adgang. Det er svært at give pluspoint for noget der burde være en basal ret, nemlig at tilgå tjenesten uden først at skulle betale et abonnement, men Google lovede det, og nu har de leveret. Desuden har de fastholdt en fin kadence med gratis spil til Stadia Pro-abonnenter, og har givet Destiny 2, Grid, Gylt, SteamWorld Dig 2 og nu sågar Zombie Army 4: Dead War gratis væk til abonnenter. Det er ikke helt tosset.

Desuden er der nu også et ordentligt Achievement-system, hvor du både får en notifikation i det du låser op for en, og du kan tilgå en komplet liste ved enten at trykke på Stadia-knappen på controlleren, eller shift+tab på en computer. Små skridt, jeg ved det godt, men det tæller alt sammen. Desuden er Stadia-controlleren, ulig hvad andre siger, fortsat et slam dunk i min bog. Den er simpel, let at bruge og forstå, og virker virkelig uppåklageligt. Den beviser bare at Google virkelig burde have lavet en konsol sammen med Stadia, om ikke andet her i overgangsfasen, for de ved altså bare hvordan man designer hardware... om ikke andet det meste af tiden.

Det skal dog lige siges, at ingen af disse systemer er synderligt stærke, hvis man placerer den overfor de primære konkurrenter. Både DualShock 4 og Xbox-controlleren er bedre, begge konsoller har mere robuste brugerflader med flere features, de har begge gigantiske førstepartsstudier der har til formål at sælge platformen via ambitiøs, eksklusiv software, og i stort set samtlige tilfælde er tredjepartsspil sågar billigere på PSN eller Xbox Store end på Stadia. Men kigger man væk fra Googles veletablerede tendens til at dræbe initiativer der ikke sætter sig på en bred nok forbrugerskare, så har de faktisk holdt deres løfte om løbende at optimere platformen, og fra et helt funktionelt perspektiv, så er dette en fundamental anderledes tjeneste, end den i november. Det bliver man bare nødt til at anerkende, og det gør jeg bare glædeligt.

Dog bliver vi nok nødt til at adressere elefanten i lokalet, og det er spillene. Der er i skrivende stund bare 41 spil på Stadia, hvor en stor portion er enten relativt gamle, eller indie-spil. Der er som sådan ikke noget problem med hverken gamle eller små spil, men de er ikke ligefrem med til at sælge ideen om, at når gigantiske tredjepartsspil lander, så kan man per automatik forvente at en Stadia-version hører med. Det er problemet med en spilbutik, sådan en foreskriver at forbrugeren lader sig investere i økosystemet, men hvordan gør man det, hvis spillene man gerne vil have enten er forsinkede, eller hvis mange af dem mangler? Heldigvis lader det til at Google har langt større held med at sikre bredere partnerskaber med udgiverne end eksempelvis Nvidia har, som kunne betyde i fremtiden at vi ser et bredere udvalg, men indtil videre forbliver dette Stadia-platformens aller-, allerstørste problem. Lige nu mangler der for alvor spil, og Google er endnu ikke der hvor de kan supplere med førstepartstitler. Faktisk har de kun lavet ét stort studie under Jade Raymond i Montreal, og deres udtalelse om at de der vil producere mange forskellige spil til mange forskellige aldersgrupper er mildest talt bekymrende. Desuden har de købt Typhoon Studios, som ikke ligefrem ville være mit førstevalg, men nuvel, alt tyder på at Google løber den lange bane her. Stadia mangler dog spil, tjenesten mangler desperat et bredere udvalg, og løftet om at stort set samtlige store tredjepartsspil ankommer på selve lanceringsdatoen på Stadia, hvis platformen i sidste ende skal være en gedigen konkurrent til PlayStation og Xbox.

Og når ja, hvordan føles spillene så at spille? Det er nok her hvor Google har gjort mindst for at forbedre sig, men det var måske også netop dette aspekt der endte med at imponere mest, da jeg prøvede tjenesten tilbage i november. For når det hele spiller, så tager de diverse Stadia-spil sig ganske godt ud. Selve spillene er ganske responsive, på god WIFI i hvert fald, og alt lige fra Destiny 2 til Red Dead Redemption 2 lider ikke umiddelbart af hverken input lag eller pludseligt fald i opløsningen, som må siges at være de to aspekter man som spiller frygter mest, når der ikke er nogen form for hardware der afvikler spillene overhovedet. Det skal dog siges, at eksempelvis i Red Dead Redemption 2 er der et slags gråligt filter over verdenen. Måske er det selve farvepræcisionen, men det er ikke noget hverken Rockstar eller Google har udtalt sig om. Det er dog tydeligt og vidner om ringe optimering. Det noterede jeg mig tilbage i november, og det er der stadig, som naturligvis bekymrer, da det enten betyder at der er helt tekniske begrænsninger, der gør at farverne behøver at blive udvaskede, eller at Rockstar ikke har ville dedikere ressourcer til én enkelt opdatering siden lanceringen på platformen. Samtidig med det er der en betragtelig mængde forsinkelse på bevægelser i Doom Eternal, som id Software dog lader til at ønske at fikse. Alt i alt dog, på tværs af de omtrent 40 spil, så er selve spiloplevelsen ganske fin. Den slår naturligvis ikke en PS4 Pro, en Xbox One X eller sågar en PC, men når nu der ikke er nogen larm fra hardwaren, og at der ikke er nogen købspris associeret med adgangen til den pågældende platform mere, jamen så er det ikke helt tosset, og nu hvor man ikke behøver at købe et Starter Kit, så er det lettere at tilgive de små knaster der fortsat er her.

Du kan godt høre at piben har fået en anden lyd, ikke sandt? Stadia er langt fra perfekt. Faktisk er det fortsat en skuffelse i forhold til de brede, ambitiøse løfter Google gav os tilbage for et år siden under GDC, men i forhold til hvor skeptisk jeg var omkring platformens fremtid i november, så må jeg ærligt indrømme at der er sket rigtig, rigtig meget. Vi er nu en del tættere på målet takket være bredere tilgængelighed, nye features og vigtigst af alt en gratis version, og selvom vi slet, slet ikke er der endnu, og du fortsat ikke bør benytte Stadia som primærplatform, så kan du roligt følge med i tjenestens udvikling.