I don't get it: Shadow of the Colossus

Som praktikant på Gamereactor har jeg kastet mig ud i mit eget lille weekend-initiativ. Et initiativ, som er til for at skabe en uskyldig og faktisk fuldkommen fjollet debat, som vi kan hygge os med i weekenden. I de næste, forhåbentlig mange, uger vil jeg nemlig hver lørdag udgive en hyggelig lille artikel som en del af en ny serie, jeg kalder: "I don't get it".

Som navnet indikerer, handler denne serie om ting, jeg bare ikke forstår. Nærmere bestemt vil jeg i hver artikel tage udgangspunkt i et spil, en spilkategori, en specifik mission i et spil eller noget helt fjerde, som alle elsker, men som jeg ganske enkelt bare ikke forstår. Jeg er godt klar over, at det er ren dynamit at smide ind i et forum fyldt med spilelskere, men mit mål med denne serie er ikke at kaste med mudder og nå til bunds i, om et spil er godt eller ej. Min hensigt er, at serien skal give et smil på læben. Et smil på læben over, hvor utrolig forskellige holdninger vi har til spil, og hvor utrolig forskelligt vi reagerer på dem. For det er da egentlig ret utroligt, hvordan et spil kan kede nogen ihjel, mens andre slet ikke kan få armene ned over præcis det samme spil. Jeg synes, det er så sjovt og interessant, at det kan lade sig gøre. Smag kan ikke diskuteres, men det er smag, jeg elsker at diskutere allermest. Så lad os da endelig gøre det - og forhåbentlig smile lidt af vores vidt forskellige oplevelser. For i sidste ende har ingen af os mere ret end den anden.

Efter en længere pause har jeg nu igen fundet tid til min lille krakilske serie. Og jeg har på fornemmelsen, at min holdning bliver meget upopulær denne gang.
Her kan du læse, hvad de tre første omgange i serien indtil videre har budt på:

- Journey
- Kampspil
- Fortnite

Shadow of the Colossus

Dette spil er en af PlayStation 2-konsollens største klassikere. Udviklerne fra Team Ico leverede et sandt mesterværk, da de tilbage i 2005 stod klar med Shadow of the Colossus. En rørende interaktiv fortælling om en dreng, der drager til et mystisk og fjernt land for at nedlægge gigantiske kolosser i et desperat forsøg på at vække en pige til live. I 2005 var jeg GameCube-tilhænger, så jeg fik aldrig rigtig gamet så meget PlayStation 2 - til min store fortrydelse, naturligvis. Af den årsag fik jeg heller aldrig prøvet kræfter med Shadow of the Colossus. Men jeg fik heldigvis chancen igen, da spillet blev genudgivet på PlayStation 4. Og da det tilmed i år blev en del af marts måneds gratis PlayStation Plus-udvalg, var der ingen vej tilbage. Nu var det tid til at kaste sig i kamp mod kolosserne.

Med al den omtale og hype, der er omkring spillet - for ikke at tale om de skyhøje anmeldelser -, havde jeg naturligt nok sat forventningerne højt. Og det startede da også godt. Introduktionen bød på en smuk scene med en dreng, der kom ridende på sin majestætiske sorte hest med en livløs pige på slæb. Via en mægtig, forhistorisk stenbro nåede drengen frem til et lige så forhistorisk tempel midt i det umiddelbare forladte land. En mystisk gudeagtig stemme begyndte at tale til den lille dreng. For at redde pigen måtte drengen besejre alle 16 kolosser i landet, lød beskeden. Kun på den måde kunne hun atter vækkes til live. "Wow", tænkte jeg. Det her lovede godt. Mystisk, episk og storslået. Det lød som lige noget for mig.

Men jeg blev desværre slemt skuffet. Og skuffelsen bankede allerede på ved første gameplay-fløjt. Da den lange filmiske introduktion nåede sin ende, og jeg fik kontrollen over den lille dreng, blev jeg straks bekymret. Det føltes ukomfortabelt at styre rundt med ham. Og det var, som om han på en måde hakkede, hver gang jeg tog et skridt. Som om der var et manglende flow i drengens bevægelser. Som om han var én stor bug. Værre blev det, da jeg steg op på min mørke hest og begyndte at ride. Der var noget helt galt her, tænkte jeg. Hesten virkede underligt umekanisk, og kameravinklen svævede fra side til side og kunne ligesom ikke bare pege fremad. Det gjorde mig faktisk en smule svimmel. Der var ingen hjælp at hente under Options-menuen, så jeg slog det op på internettet for at finde ud af, om det var mig, der var noget galt med. Men nej, der var flere, der ikke brød sig om styringen og kameravinklen, og som faktisk blev svimle af den. Åbenbart var det også et problem i originalen, og på diverse fora herskede der en generel frustration over, at dette ikke var blevet fikset i remaket. Jeg kunne altså konkludere, at der ikke var noget at gøre. Jeg måtte bare vænne mig til disse forfærdelige mekanikker.

Jeg var dog stadig mere end spændt på at møde de majestætiske kolosser. Og på det visuelle plan blev jeg heller ikke skuffet. De var virkelig majestætiske - og kolossale. Det var fedt at stå overfor dem, det var der ingen tvivl om. Men jeg må indrømme, at jeg altså efterhånden blev lidt træt af det. Det eneste, du skal gøre i spillet, er at ride ud for at overvinde kolosserne. Og det skal du gøre 16 gange. Det blev sgu lidt for ensformigt til sidst. Selvom kolosserne selvfølgelig var forskellige i både form og størrelse, skulle du stadig besejre dem på mere eller mindre den samme måde hver gang: ved at drage et sværd igennem skallen på dem. Udfordringen var naturligvis at nå op på hovedet af disse giganter, og det var i sig selv underholdende. Men den overordnede opskrift var stadig den samme, hvilket blev lidt tamt i længden - uanset hvilke ingredienser der så var i opskriften.

Adskillige gange blev jeg også ufatteligt frustreret over klatresekvenserne, når man skulle bestige kolosserne. Jeg følte ikke, jeg havde nogen kontrol, når jeg for eksempel skulle hoppe fra én kant til en anden. Det var fuldkommen uforudsigeligt, hvad drengen endte med at gøre. Sommetider hoppede han det rigtige sted hen. Andre gange valgte han at hoppe ned fra kolossen, eller også forsøgte han at gribe fat i en kant, som slet ikke var der. Jeg ved ikke, om jeg bare var uheldig eller ikke kunne finde ud af styringen. Jeg brød mig i hvert fald ikke om at klatre, når det indebar, at man skulle springe fra kant til kant. Jeg fandt disse sekvenser totalt utilregnelige.

Jeg vil dog gerne understrege, at jeg sagtens kan se charmen og kvaliteten i Shadow of the Colossus. Den episke historie. De mægtige forladte landskaber, man rider rundt i. De underlige samvittighedskvaler man har ved at nedlægge kolosserne. Der er noget sælsomt og utraditionelt over Shadow of the Colossus. Det er en anderledes spiloplevelse. Men jeg forstår alligevel ikke, hvorfor spillet ligefrem har fået status som en PlayStation 2-klassiker. På det gameplay-mæssige plan har det virkelig ikke meget at byde på. Et ensformigt spil med et ensformigt gameplay og mekanikker, der skriger til himlen for at blive fikset. Shadow of the Colossus - jeg forstår det altså ikke rigtigt.