Holder Det?! - Resident Evil 4

Resident Evil-serien har mange år på bagen efterhånden, og har ændret sig enormt meget med tiden. Capcom har ikke altid virket som om de helt har kunnet finde ud af, hvad de skulle gøre med serien, og derfor er der mange forskellige ideer og ændringer i selv måden man spillet det på. I starten havde spilserien det man kalder tank-controls, altså at kameravinklen var fastlåst, og at ens karakter så bevægede sig rundt i det fastlåste billede. Det gjorde det svært at se alle vinkler, og man kunne sagtens blive overfaldet fra en blind vinkel, hvis man ikke vidste zombierne kunne finde på at gemme sig i disse. Så Capcom bestemte sig derfor at ændre dette til et tredjepersonskamera i Resident Evil 4, hvilket gav spillet en hel ny følelse, og var med til at sikre seriens fortsatte succes, da nærmest alle horror-spil i dag bruger dette. Resident Evil 4 udkom d. 11 januar 2005 på GameCube, men er siden blevet bragt til nærmest alle konsoller. Jeg spillede for nylig spillet på PC i den version der hedder Resident Evil 4 HD. Læg mærke til at der står HD, og tak guderne for det, for den første version til PC var mildest talt dårligt optimeret, hvis man valgte at spille med mus og keyboard. Det var simpelthen ikke en mulighed. Heldigvis er der blevet arbejdet med teksturerne i HD-versionen, som så ikke rettede min anke med styringen, men hertil er jeg blevet reddet af en uofficiel patch til spillet, der gjorde det muligt kort tid efter dets udgivelse.

Spillet starter med Leon S. Kennedy, som kommer til en lille spansk landsby, hvor tingene ikke er som de skal være. Efter man er gået rundt et par minutter bliver man angrebet af lokalbefolkningen, som i store masser angriber en med alt fra høtyve til økser. Ud over den rasende lokalbefolkning, som føler sig ret fortørnede over at man er i deres landsby, har Kennedy også den mission at finde den amerikanske præsidents datter Ashley, som er i området et sted. Resident Evil er ikke Resident Evil uden en eller anden form for virus, så sådan en er der også et bøvl med, og i alt dette kaos finder Ada Wong, som mange sikkert kender, tid til at blande sig i løjerne. Så historien er en rodet omgang, men den er på intet tidspunkt kedelig.

Det var den ikke dengang, og det er den ikke nu, for heldigvis er meget af handlingen hængt op på de meget overdrevne karakterer. Nogle er underholdende, og andre direkte irriterende ("host host, Ashley!"). Leon Kennedy spyr om sig med one-liners og dårlige-til-semigode jokes. Det lykkedes ham endda at lægge an på flere af kvinderne i spillet, hvilket er ret godt klaret når man står overfor et flerøjet hentaimonster, som har lyst til at bruge en som kløpind. Så er der Ashley, som man hurtigt redder, og hun er nok den mest irriterende karakter i noget spil, for det gælder om at holde hende i live i halvdelen af spillet. Dør hun er det game over. Så hører man hendes skingre, klagende stemme skrige "Leon", så må man droppe det man har gang i, for at sikre hendes velbefindende. Hun skal gribes hver eneste gang der er en stige, som man selv kan kravle ned af, og jeg tog mig selv i at forbande hendes nævenyttighed. Det er som en lang Escort Quest i de sekvenser Leon Kennedy er sammen med hende, og sådan nogle er bare aldrig sjove - det er jeg sikker på jeg ikke er alene om at synes.

Generelt er historien og karaktererne dog dejlig overdrevne. Det er som at være hovedpersonen i en god B-film, og der er lidt Army of Darkness over det hele. Gåderne i spillet er også ganske underholdende og medgørlige. Dog vil jeg nævne især en gåde som jeg hader, lige meget hvor jeg har mødt det. Det er gåden hvor man skal samle et helt billede, ved at rykke rundt på dele at billedet som er de forkerte steder. Jeg kalder dem selv mosaikgåder. De burde bare gøres ulovlige, for de er dovne og mange udviklere bruger dem, fordi de er nemme at lave og ret svære at løse. Gåden i Resident Evil 4 løste jeg efter tæt på en times tilfældig omrokering af billederne. Jeg var lige ved at opgive spillet, men jeg vidste det var det eneste eksempel på denne diabolske gådeform.

Som sagt er Resident Evil 4 meget lig nutidige horror-spil. Især kan det mærkes at Resident Evil 2's remake har lånt mange af mekanikkerne fra denne forgænger, som egentlig ikke er en forgænger. Det er lidt indviklet egentlig. Man skal i dette spil, som de andre, skyde diverse fjender med våben som man kan købe sig til, eller som man finder i verdenen. Der er ammunition i kasser man kan smadre, og fjender man besejrer efterlader sig også forskellige ting. Det er enormt tilfredsstillende at bruge diverse våben, da de besatte, virusinficerede landbyboeres animationer er glimrende gennemarbejdede. Det er en fornøjelse, og jeg elskede virkelig hver eneste kamp, som spillet smider efter en. I samme åndedrag skal boss-kampene nævnes, for man kommer undervejs til at kæmpe mod diverse groteske væsner, som David Cronenberg ville finde imponerende. Disse virker altid uovervindelige i starten, indtil man ser de mange øjne, som skal angribes, da det næsten altid er væsnets svage område. Det vil fans af serien sikkert genkende, og når man så har skudt de svage steder nok gange, falder væsnet fra hinanden, til ens store tilfredsstillelse. Man kommer igennem mange forskellige områder, fra den lille landsby til store slotte, og til slut kommer man til en lille ø, som er fyldt med lejesoldater. Så man får set en masse. Skulle man kritisere noget er det de kedelige farver. Alt er brunt og beskidt, hvilket til gengæld gør slottet til et friskt pust, men for det meste er det brune og kedelige farver som fylder verdenen. Det passer dog til stemningen, så måske er det alligevel godt for noget.

Så når vi snakker om farverne, så kan vi ligeså godt snakke om grafikken generelt. Som sagt er spillet 15 år gammelt, men jeg synes faktisk at den nye HD-version er ganske pæn. Karaktererne ser især meget bedre ud end de gjorde tilbage i 2005, og animationerne, som ikke er anderledes end de var dengang, bevidner at spillet bare et ret flot fra barnsben af. Derfor er stemningen også ganske glimrende stadig, for det hele er tilpas klamt og ulækkert, så man hele tiden føler en trykkende stemning, og en følelse af snarlig undergang. Musikken understøtter denne stemning, med, for det meste, umelodiske lydlandskaber. Det vil sige, at det mere er en samling lyde, som er i spillet for at skabe en stemning, hvilket de gør til fulde. Der er nogle enkelte steder, især ved "what are you buyin'"-sælgeren, og når man gemmer, at musikken er mere normal, men selv der lyder nogle af tonerne forvrængede, så lydbilledet understøtter fint den rådne stemning som spillet har.

Holder Resident Evil 4 så? Ja det synes jeg i den grad. Måden man styrer på, og hvordan gåderne er lavet, er blevet til støbeformen som mange horror-spil har fulgt siden. Her tænker jeg i sær spil som Dead Space og Alan Wake. Resident Evil gjorde det først og gjorde det godt, og derfor holder Resident Evil 4 i den grad.