Gamereactor debatterer: Spilbranchen fejler ved at misrepræsentere historien

Hvor vigtigt er det egentligt at holde sig til faktuelle beretninger i et digitalt og interaktivt underholdningsmedie? Det spørgsmål har jeg længe tænkt over. Når spilbranchen eksperimenterer med en historisk begivenhed, kan man undre sig, hvorvidt det er nødvendigt at have de faktiske begivenheder i mente. Debatten omkring hvordan historiske personligheder, ikoner og områder bliver repræsenteret i medierne er ikke ny. Tværtimod. Det er en gammel og gennemtærsket debat. Vi var blandt andet vidne til det med kontroversen omkring Michael Fassbenders portrættering af Steve Jobs i filmen af samme navn. Så igen med Lorenzo Carcaterras litterære værk Sleepers. Og nu oplever vi det igen med den seneste udgivelse af Call of Duty: Modern Warfare.

Som du allerede godt ved, kære læser, blev spillet mødt med stor kritik fra brugerne og kritikken gik på, at udvikler Infinity Ward omskriver en kontroversiel aktion, "Highway of Death", foretaget af amerikanerne i grænsezonen mellem Irak og Kuwait. I Call of Duty finder en lignende situation sted, men denne gang som et resultat af russernes handlinger. Det er historisk forkert. Infinity Ward fejler stort med sin manipulation af historiske begivenheder, en manipulation af historie er en manipulation af fakta og dermed et tab af validitet. Modern Warfare-rebootet repræsenterer en slørret sammenblanding af fiktion og fakta i computerspil. Plottet foregår i det fiktive Urzikstan, der ifølge Activision selv, er en hybrid af Afghanistan og Syrien. Spillet foregår ikke i Irak eller Kuwait, men i et fiktivt område under en 'fiktiv konflikt', hvorfor Infinity Ward let kan give afkast på alt ansvar, selvom det dog er misvisende og usandt.

Ifølge diverse marketingskampagner og interviews med udviklerne af spillets "virkelighedstro" historie, var et centralt tema moderne krigsførelse og skillelinjen mellem den gode og den dårlige handling i krig, et tema som Infinity Ward eksekverer en anelse perifert i løbet af spillets fem timer. Det ville, efter min mening, være oplagt at tage udgangspunkt i faktiske begivenheder og præsentere det for brugeren. På den måde kan spillet også være med til at lære os lidt om samtidshistorien, lige dét element var de gode til at belyse med deres kapitler under Anden Verdenskrig - med det obligatoriske over-the-top moment hist og her selvfølgelig. En krig med ofte klare forskelle på de "gode" amerikanere og "onde" tyskere. Moderne krigsførelse er mere kompliceret. Det er aktuelt, men kan fremstille lande og begivenheder i et dårligt lys, hvilket medfører større politiske problemstillinger. Netop "Highway of Death"-begivenheden fra 1991 i Irak og Kuwait ville være interessant at reproducere i sin korrekte form i forbindelse med gråzonerne i militære aktioner. Her kunne Infinity Ward have udforsket, hvorfor de amerikanske soldater handlede så kontroversielt, kaste lys over heltene og skurkene indenfor hærens egne rækker og forklare deres motivationer. Det ville passe med Captain Price-citatet fra spillet "You draw the line where you need it to be". Det lød alt sammen virkelig fængende og som et spil der endelig turde udfordre forståelsen af gode helte i vesten mod de onde russere og terrorister fra mellemøsten.

I takt med, at spilbranchen vokser på det globale marked, og flere titler udforsker politik og samfundstendenser end nogensinde før, skal branchens mastodonter så ikke også vokse med? Flere store AAA-udviklere skal turde konfrontere sandheden og stille spørgsmål i stil med indie-titler som 1979 Revolution: Black Friday eller Medal of Honor forsøgte med blandede resultater i 2010. I hvert fald hvis ens marketing specifikt refererer til det. Når Infinity Ward siger, at hovedtemaet er at udforske krigens gråzoner skal det også reflekteres i det endelige indhold.

Desværre besluttede Infinity Ward sig alligevel for at eksplosioner sælger flere eksemplarer og fyldte spillets sidste akt med flere bomber og ukreative setpieces end Michael Bay i den fjerde Transformers-film.

For alle dets stærke sider, minus kontroversen omkring K/D-ratio-baserede mikrotransaktioner selvfølgelig, så er Call of Duty: Modern Warfare immervæk et godt stykke håndværk. Hvor ville jeg dog bare ønske, at de havde turde satse lidt højere, tage lidt større chancer i forhold til repræsentationen af de gode amerikanere overfor de diabolske russere og arabere. Infinity Ward snitter kort potentialet, men tør ikke tage det endelige skridt. Havde det været tilfælde ville Call of Duty med stor sandsynlighed have rystet vandene på samme måde som sin navnebror fra 2007. I stedet fik vi "bare" et solidt skydespil. Vi krydser fingre for det uundgåelige Call of Duty Modern Warfare 2.