Gamereactor debatterer: hvad betyder fysiske butikker for dig?

Støvet har dårligt lagt sig fra gårsdagens udmelding: Gamestop lukker i Danmark. Bum. For mange kommer det måske ikke som en større overraskelse, men alligevel er det værd at stoppe op for en stund og gøre status. Status, som jeg lærte i den tid hvor jeg selv stod i butik, er når man slidsomt optæller alle varer i en butik - uanset hvor mange postkort, kuglepenne og klistermærker det måtte dreje sig om. Det arbejde får de 187 (tidligere) ansatte i Gamestop dog lov til selv at stå med.

Fysiske spilbutikker har betydet gradvist mindre for mig i løbet af det sidste årti. På det punkt er jeg nok meget gennemsnitlig - og en indirekte bidragsyder til forretningernes skræntende økonomi. Men sådan har det ikke altid været. Som ung drømte jeg om at stå i en Gamestop! Men ak, jeg fik aldrig svar de på talrige uopfordrede ansøgninger som blev sendt i deres retning. Og som barn... som barn var der få steder som kunne fange min opmærksomhed som en spilbutik. Fona, Merlin, Stereo Studio, Gamestop - det var fyrtårne i mørket for børn og barnlige sjæle, små oaser i Silkeborgs ubønhørlige ørken af dødssyge tøjbutikker, banker og isenkræmmere.

Dengang handlede det sjældent om de nyeste spil. De var - og er stadig - alt for dyre for en bitte knægt, hvis primære indkomst var betinget af evnen (og viljen) til at tage opvasken eller at gå ud med skraldet. Men vigtigere endnu, så var nyhedsbegrebet relativt. Alt var nyt! Meget var i hvert fald. Oblivion, spritnyt og til 550 kroner, så ikke nødvendigvis mere interessant ud end det tudsegamle Morrowind. Begge blev paraderet frem i butikkerne, med løfter om eventyrverdener udenfor kategori, hundredvis af timers underholdning og en barndom uden ophør. Og så kastede det ene kun en brøkdel af det andet.

Det var på den måde jeg stiftede bekendtskab med mange skæve, men indflydelsesrige titler: spil som ikke længere havde popularitet eller nyhedsværdi til en trecifret pris eller en central hyldeplads, men som stadig fik lov at friste, et sted ude i butiksmarginen. For halvtreds kroner - en mere overkommelig pris for en ung døgenigt - hev jeg spil som Fallout 2, Dark Corners of the Earth, Undying og den helt igennem rædselsfulde PC-udgave af Resident Evil 4 i hus. Ja, det sågar var blandt hylderne med sådanne spil, at jeg fandt mit første eksemplar af Gamereactor...

Jeg ved ikke om det er ironisk, men i takt med at interessen for spil voksede, blev butikkerne kun mindre relevante. "Skal du ikke ind og kigge i Gamestop?" er jeg blevet spurgt utallige gange af min mor eller søster, når julegaveræset eller vinterudsalget har tvunget familien op i byen. Men svaret har de sidste mange år været det samme: "Jeg har det hele." Eller måske snarere: "Jeg ved, hvad de har derinde." Det er ikke kun spørgsmål om størrelsen på mit spilbibliotek - der i grunden også kun har oplevet vækst på den digitale front de sidste fem år - eller visheden om at kunne finde spillene til bedre priser på nettet.

Det handlede aldrig (kun) om penge, nej, men om opdagelsesglæden ved at støde på et gammelt, hidtil ukendt spil - et spil som ikke var populært nok til at blive revet af hylderne af kunderne, men heller ikke tilstrækkeligt irrelevant til at blive fjernet af personalet. Jeg kan næppe bebrejde nogen spilbutik for ikke fortsat at kunne hive ukendte, esoteriske titler op af hatten. Men i takt med at kendskabet for spil voksede sig større, blev interessen for de butikker som solgte dem kun mindre.

Jeg besøger dem stadig, bevares. Og det vil jeg givetvis blive ved med, indtil butiksdøden er total og kun internationale juiceforretninger og prætentiøse kaffebarer består. Men det føles efterhånden som en tom gestus. En slags inspektion, næsten. "Nå, de har også fået det nye Call of Duty." Hvorfor skulle de dog ikke det? "Nå, det står endda til samme pris som i alle andre butikker." Hvorfor skulle det være anderledes?

Det sidste større køb jeg foretog mig i en fysisk spilbutik, var min Playstation 4. Udgivelsen af en ny konsol var, og er måske stadig, en begivenhed af en sådan karakter, at det faktisk kan få folk til at lægge forudbestillinger ind hos fysiske butikker - og sågar trappe op på slaget tolv, bævrende af kulde og barnlig iver. Men ikke mere - i hvert fald ikke hos Gamestop. Jeg må finde et andet sted at forudbestille min Playstation 5.

Det bliver sikkert på nettet.