Det oprindelige Kid Icarus blev udgivet helt tilbage i 1986 på NES, mens efterfølgeren Kid Icarus: Of Myths and Monsters blev udgivet på Game Boy i 1991, og mens begge var roste spil, skulle Pit og hans eventyr snart gå i glemmebogen.
Kid Icarus var egentlig opstået som en sammensmeltning af tidligere Nintendo hits, da det oprindeligt blev udgivet. Gumpei Yokoi var produceren på spillet, og han havde tidligere arbejdet på som spil Donkey Kong, Donkey Kong Junior og Mario Bros. Den største indflydelse havde han dog haft på Metroid, hvilket kunne mærkes på Kid Icarus der udkom kun et år efter Samus første gang havde bekæmpet de farlige Metroids.
Pit som hovedrolleindehaveren i Kid Icarus hed, var dog noget helt andet end en indergalaktisk dusørjæger, for Pit var nemlig en ung engel der stadig manglede svar på de fleste af livets store spørgsmål.
Pits skæbne var dog en anden end alle andre unge engles, for da Palutena, lysets gudinde, blev kidnappet var det Pit hun brugte sine sidste kræfter på at sende sin magiske bue til. Buen skulle bruges til at genvinde magten fra Medusa, der ikke kun havde fanget Palutena, men som også havde stjålet og fordelt Palutenas tre magiske skatte til sine mest trofaste dæmon-undersåtter.
Det hele var naturligvis en god undskyldning for at lave et nyt platformseventyr, der kombinerede alle de bedste elementer fra Nintendos tidligere succeser, og derfor var der både lidt Mario, Zelda og Metroid at spore i spillet.
Platformshopperiet var en større del af eventyret end hos Metroid, og havde mere til fælles med Mario, selvom det bød på baner der også skulle udforskes i højden. Til gengæld var blandingen af eventyr og udfordring hentet fra Zelda, mens Pits indsamling af de tre magiske våben, Mirror Shield, Arrow of Light og Wings of Pegasus gav ham mulighed for yderligere udforskning af spilverdenen ligesom i Metroid.
I stedet for at lade dig gemme dit spil ligesom i Zelda, var den amerikanske udgave af Kid Icarus udstyret med et password system, som var noget helt nyt ved dets udgivelse. Det betød at spilleren skulle nedskrive en 24 cifre lang kode hver gang man ønskede at genoptage det på et senere tidspunkt.
Password-systemet var naturligvis besværligt at bruge, men stadig kærkommen i en tid hvor det at kunne fortsætte fra hvor man sidst slap, ikke var noget man så i alle spil. Det bedste ved det nye system, var dog at det tillod snydekoder, og alle der nogensinde har forsøgt at hjælpe Pit med at redde verden husker nok koden "ICARUS FIGHTS MEDUSA ANGELS" som gjorde Pit udødelig.
Noget helt nyt ved Kid Icarus, var også at spillet bød på fem forskellige slutninger, alt efter hvordan man gennemførte spillet. Der var ganske vist ikke den store variation i de fire af dem, men gennemførte man spillet med alle hemmeligheder afsløret, ventede der en slutning hvor Pit ikke kun befriede Palutna, men også blev forvandlet til en teenager og fik et kys.
Responsen på Nintendos nyeste eventyr var positiv, med gav alligevel en mulig ide om hvorfor der er gået så lang tid siden det sidste Kid Icarus-eventyr. For det første udkom spillet mindre end et år efter det første Metroid, på et marked hvor det at købe et spil stadig kun var noget man sjældent gjorde, og Pit og hans eventyr sank derfor hurtigt i skyggen af den kvindelige dusørjæger.
Kid Icarus største problem var dog at det var hårrejsende, tæskeindbydende, joypad-knusende, "jeg-spiller-det-aldrig-igen"-svært. Nye spillere fik aldrig et ben til jorden, og selv de mest erfarende spillere, måtte tage sig til takke med pixelperfekte-hop, og et banedesign der uden dårlig samvittighed åd dine liv og konstant bad dig om at forsøge de samme udfordringer igen og igen.
Måske er det også derfor Nintendo synes at gå i en anden retning med det kommende Kid Icarus Uprising, og skifter platformshopperiet ud med et tredjepersonsskydespil. Både lysets gudinde og Medusa ser dog igen ud til at være hovedpersonerne, som Pit henholdsvis skal hjælpe og stoppe, og mon ikke Nintendo på trods af genreskiftet, stadig vil formå at implementere mere af seriens klassiske gameplay.