Dansk
Gamereactor
artikler
The Longest Journey

Holder det?! - The Longest Journey

Claus kigger nærmere på endnu et klassisk point & click-eventyr, og spørger; "holder det?"

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt

Den måske største genre indenfor spillenes verden, som har haft min interesse, er de gamle "Point & Click"-eventyrspil. Jeg kan tydeligt huske hvordan jeg næsten gennemførte Monkey Island 2: LeChuck's Revenge uden faktisk at kunne engelsk. Jeg grinede med Sam & Max, gysede med Phantasmagoria, og lod mig rive med da Robert Foster fandt hans fader forbundet til en computer i Beneath A Steel Sky. Så jeg har været med hele vejen, men der er nok ikke noget eventyrspil som ramte mig så hårdt i hjertet som The Longest Journey gjorde. Spillet udkom til PC i 1999, og er udviklet af Funcom, som senere er kendt for en bunke Conan-spil, som jeg selv har anmeldt et par stykker af. The Longest Journey kan fås på iOS, Steam og Good Old Games.

HQ

April Ryan er en pige på 18 år, som lige er kommet til storbyen, efter at have haft en tumultfyldt opvækst. Hun læser på kunstakademiet, og arbejder på den lokale café for at få det hele til at gå op. På overfladen er der tale om en ganske almindelig teenager. Det eneste problem er at hun lider af mareridt, og hun ser fra tid til anden ting som ikke burde være der. En dag mens hun er på arbejde ser hun hvad der kun kan beskrives som en dansende muldvarp, og herfra begynder hun at forstå, at noget ikke er som det skal være. En ældre herre, som hedder Cortez, beder hende komme til en forladt biograf, hvor hun får at vide at der findes to verdener - en teknologisk der hedder Stark, og en magisk der hedder Arcadia. Disse to verdener er forskellige, da de ikke har henholdsvis teknologi og magi. Oven i al den information finder April også ud af at hun kan hoppe imellem de to verdener, hvilket hun gør i samme åndedrag. Efter at være hoppet lidt frem og tilbage finder hun ud af at vægteren, som skal holde balancen imellem de to verdener, er forsvundet, og at der er en chance for at de to verdener kolliderer med hinanden. Det er indviklet og esoterisk, men også fascinerende på samme tid. Det hele giver mening hen ad vejen, men nogle ting bliver ikke besvaret, hvilket resulterede i Dreamfall, som kom nogle år efter. Måske når jeg til det en dag.

The Longest Journey

Historien i The Longest Journey er absolut en af de bedste jeg har oplevet i et spil, og det mere modne emne gør at man både griner og græder hele vejen igennem. Det var modent og fantastisk, og April Ryan er ens avatar hele vejen igennem, for hun er lige så fascineret af det hele, og det eventyr hun er på, som jeg var, og den fascination følte jeg igen, da jeg spillede det for nyligt. April er nemlig ekstrem sympatisk, og hendes stemmeskuespiller, Sarah Hamilton, formåede at gøre hende både naiv, men også stærk og intelligent at lytte til. Hun udvikler sig igennem spillet til en rigtig heltinde, og man kan mærke hvordan hver eneste lille opgave gør hende mere moden. Derudover er stemmeskuespillet bare generelt fantastisk, og nok et af de bedste sæt præstationer jeg nogensinde har hørt. Specielt skal Crow nævnes, som følger April mens hun er i Arcadia. Så er man til den desværre ret lidt stillestående genre, som eventyrspil er i dag, så skal The Longest Journey bare prøves, om ikke andet for historien.

Kontrasten imellem de to verdener, hvor den ene er en cyberpunk-agtig fremtidsverden, Stark, med computere og avanceret teknologi, sat overfor Arcadias næsten eventyragtige middelalderverden, er fantastisk. Menneskene i Stark sukker efter mindre kontrol og en mere simpel tilværelse, hvor væsenerne i Arcadia gerne vil have et lettere liv igennem teknologi. Det er en sjov modsætning, som bliver udforsket på en spændende måde igennem alle tre spil faktisk.

Dette er en annonce:
The Longest Journey

Hvad går spillet så ud på? Jo, det er jo, som alle andre eventyrspil, et spil hvor man skal løse gåder og snakke med andre karakterer, for at komme dybere ind i historien. Gåderne i The Longest Journey er for det meste overkommelige, men der er nogle af dem der ret obskure. Det bliver i eventyrspilkredse kaldt "månelogik", og jeg vil nu dele løsningen på en af de mest ulogiske gåder, jeg nogen sinde har oplevet. Her skal man have fat i en jernnøgle, som man skal bruge til at løse en anden gåde, som kan få historien videre. Her er beskrivelsen, som jeg skrev den ned, da jeg spillede det for nyligt:

"Gå ud til togplatformen og se på gnisterne ved skinnerne i venstre side af skærmen. Der sidder en stor skruenøgle fast mellem skinnerne og højspændingsledningen. I dit inventory skal du poppe gummianden. Sørg for, at plastret er fjernet fra gummianden så luften kan slippe ud. Kig nu tættere på gummianden. Brug klemmen på den oppustede gummiand, så den holder klemmen åben. Kombiner anden med tøjsnoren. Klik med det samme gummiandsdimsen på gnisten for at få jernnøglen, mens den langsomt tømmes for luft og derved lukker klemmen om nøglen."

Puh! Som I kan se i dette eksempel, så skal fantasien på overarbejde for at løse gåden, og jeg må indrømme jeg var nødt til at prøve mig frem. Og det er nok min største kritik af spillet, for det gav absolut ingen mening at en gummiand og en klemme skulle bruges på denne måde. Der er flere, mere eller mindre skøre opgaver i spillet, men ingen er så uløselig som denne, dog skal man regne med at sidde fast, og er man ikke den tålmodige type, er det nok ikke det man drømmer mest om. Jeg synes dog historien er det værd.

Dette er en annonce:
The Longest Journey

Spillet er i sin originale form meget svært at holde ud at se på. Kører man spillet som det udkom, kører det i en opløsning på 600x800, som mange grafikkort brokker sig over. Heldigvis fandt jeg en HD-modifikation, som gør at man kan spille spillet opskaleret til HD, hvor man igennem algoritmer, som jeg ikke forstår noget om, får de smukke baggrunde at se ud end nogensinde. Udover at 3D-modellerne ser ret kantede ud, så er det et virkelig smukt spil. Efter jeg brugte modifikationen føles spillet som et indie-spil på højniveau. Teknologi er godt nok fantastisk nogle gange. Musikken er også smuk, og i Stark er den trykkende og truende, mens den i Arcadia er eventyrlig og storladen. Dette er med til at understrege den kontrast der er imellem de to verdener på fantastisk vis.

Holder The Longest Journey så i dag? Ja, det synes jeg. Man skal have en kærlighed for genren, altså eventyrspil, tænker jeg. Har man det, så skal man virkelig unde sig selv at lære April Ryan at kende. Desværre kom der ikke en direkte efterfølger til spillet, men Dreamfall fører historien videre, dog ikke på den måde jeg havde håbet, men det er en historie for en anden gang. Så vil man købe The Longest Journey, kan man gøre det for cirka 70 kroner på Steam og GOG, eller meget billigere når der er udsalg. Og vil man spille The Longest Journey i HD på en moderne skærm, så skal man bare søge efter The Longest Journey HD mod og følge anvisningerne, for at opleve dette vidunderlige spil smukkere end nogensinde. Det kan betale sig.

Relaterede tekster

3
The Longest JourneyScore

The Longest Journey

ANMELDELSE. Skrevet af Per Jørgensen

Adventurespillet The Longest Journey fra Funcom er en rejse ind i et fantastisk univers fuldt af fantasivæsener, samt en futuristisk nutid.



Indlæser mere indhold