Dansk
Gamereactor
artikler

London Calling

En regn- og stormfuld onsdag, sendte vi Marcus til London. Her endte han i kamp med stormtropper, MMA-helte og underlige bosser med mærkelige brystkasser...

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ

Et eller andet snurrer rundt inde i hovedet på mig. Mit hoved dunker. Hvad er der galt? Jeg har jo sovet godt. Jeg ruller over på den anden side af den gæsteseng min gode ven, har redt op til mig i en lejlighed udenfor det centrale Stockholm. Jeg kigger på uret "04.15" Jeg sukker, kravler langsomt ud af sengen og gør mig klar. Udenfor venter en Taxa, der skal fragte mig til Arlanda Lufthavn. Jeg er på vej. Ved lufthavnen støder jeg ind i flere spiljournalister, der er mindst lige så søvndrukne som jeg selv er det. Jeg kæmper mod trætheden med at hvad jeg har. No retreat, no surrender, er min mantra.

Jeg misunder ikke taxichaufførerne deres arbejde i London, ikke det mindste. Rejsen fra Heathrow til EA-arrangementet føles lang. Unødigt lang. Taxichaufføren tvinges til at stoppe ved en rød lyskurve hver tiende sekund, og da vi endelig nærmer os stedet, hvor vi skal se nærmere på de mange spil, går det nærmest i sneglefart. "Vi er der om 20 minutter, sådan ca.", siger chaufføren, da han fornemmer utålmodigheden fra bagsædet.

Fremme. På plads. Fantastisk. Jeg rager til mig af diverse gratis kager, tager et kig ned over dagens liste af begivenheder og trækker vejret. Min hovedpine ligger lige under overfladen, men jeg nægter at give den plads til udfoldelse i dag. Ikke i dag.

EA indleder dagen med en klassisk fremvisning foran diasprojektoren, eller noget i den retning. Mass Effect 2, Skate 2 og Star Wars: The Old Republic, er de store spil, der hurtigt vises frem, så vi er forberedt på dagens spilsessions. På hallens hvide stenvægge hænger der smukke og ret flotte malerier af hvert eneste spil der vises frem. Specielt lækkert er billedet fra Dante's Inferno, det får mig nærmest til at savle.

Dette er en annonce:

Og så er vi ellers i gang. Jeg træder ind i hovedrummet, hvor spilstander efter spilstander står klar til at blive misbrugt. Jeg går gennem rækker af ivrige spiltestere, der afprøver Army of Two: The 40th Day og Left 4 Dead 2, imens forsøger jeg selv at få en plads ved Battlefield: Bad Company 2. Det er fuldt booket. Sikke noget møg. Jeg søger videre, kigger en spiller over skulderen, lytter lidt til snakken. Det er varmt, mørkt og fugtigt, som at være på maldiverne. Hovedpinen ser sin chance til at kigge frem, men jeg står imod.

Udenfor et hemmeligt rum står en stormtropper og en jediridder. Ved siden af den står en bippende R2D2 og hygger sig. Rummet de bevogter indeholder Star Wars: The Old Republic, og stedet er ret lækkert lavet. Det minder om et af rumskibene fra filmene. Da jeg går fordi, får jeg er hårdt, kold blik fra stormtropperen. Jeg fnyser, får sagt et eller andet om at Dødsstjernen var et sjusket byggeprojekt og kan nærmest fornemme, hvordan ilden brænder inde bag plastvisiret.

Varmen begynder så småt at gå hånd i hånd med min hovedpine. De små kære hopper rundt inde i mit hoved og synger sange. Jeg hader dem. Samtidig stuves vi sammen i dagens mindste rum, hvor Rocky Rivero og Laing fra EA Tiburon skal fremvise EA Sports MMA. Spillet er ca. et år fra at være færdigt, for vi at vide, mens fladskærmen tændes.

I den digitale oktagon står Brett Rogers side om side med MMA-mesteren Fedor Emelianenko. De skal tilfældigvis mødes i ringen bare et par dage senere ude i virkeligheden, men indtil da, kan den samlede spiljournalistverden nyde dem på fladskærmen, hvor der uddeles slag, spark og greb. Figurdesignet kan der ikke klages over på dette tidlige stadie. Både Rogers og Fedor ser svulmende ud, hver på deres typiske facon, og det er ret tydeligt, at EA Tiburon har kigget både en og to gange over skulderen på staldkammeraten bag Fight Night-serien. Da jeg et par dage senere sidder derhjemme og ser den første trailer fra spillet, er jeg ikke synderligt imponeret. Det vi så i London var betydeligt flottere end det, der vises i traileren.

Dette er en annonce:

Kampene er der dog ikke mange af, på nær et par slag, spark og brydedyster. Fedor er som bekendt en specialist på måtte, og det skal man kunne se i EA Sports MMA.
"Vi vil fremhæve udøvernes typiske egenskaber i det her spil, helt ulig noget andet spil tidligere i genren. Fedor er fremragende til at få modstanderen i måtten, Rogers har de tunge knockout-slag", siger Rivero.

Smidighed og tyngde i en skøn symbiose er de indtryk jeg tager med mig, da jeg forlader det trange, varme rum. Der er stadig meget at arbejde på for EA Tiburon, og som bekendt er der stadig en del licensproblemer at få udjævnet med UFC-chefen Dana White, men vi er godt på vej. Lykkes det blot at få tilpas mange interessante navne med i dette spil, så behøver det ikke være det store problem. Det vigtigste er, at man får skabt et godt kampspil, gerne i stil med Fight Night, hvor det lykkedes EA at blande slagsmålsrealismen med en enkel og meget smidig kontrol. I 2010 får vi svaret.

London Calling

Jeg er tilbage på gulvet, godt på vej mod Battlefield: Bad Company 2, men har stadig intet held med at få en plads ved maskinerne. I stedet får jeg lidt at spise og slår mig ned lidt væk fra den værste spilstress. Snart er det tid til at se nærmere på Mass Effect 2. Da jeg er tilbage i rummet, hvor The Old Republic fremvises, forsøger med virkelig ikke at have øjenkontakt med stormtropperen, og så snart han vender sig om, slår jeg mig hurtigt ned ved siden af Biowares Adrian Chu, der sidder med den seneste version af Mass Effect 2.

Chu viser mig, hvor et af år 2010's mest eftertragtede rollespil, nu har lagt mere fokus på actiondelen. Shepherd, helten fra det første spil, havner hurtigt i store problemer og så gælder det ellers om at bruge dækket ordentligt via Biowares nye coversystem.

Og det mærkes med det samme, at der er pudset af på en række områder. Fjendernes kunstige intelligens føles mere smart i denne omgang. De beskytter sig bedre, forsøger at flankere dig, kaster granater og holder dig i det hele taget på afstand.
"Vi har omskrevet den kunstige intelligens til denne toer. Du er nødt til at bruge din muligheder for beskyttelse optimalt, hvis du skal overleve, og du får brug for forskellige taktikker alt efter hvilke fjender vi snakker om" siger Chu.

Chu skifter våben til min personlige favorit, ispistolen. Han sigter på et par fjender, affyrer et par skud, der med det samme fryser modstanderne, der så efterfølgende kan sprænges i stumper og stykker. Det hele ender med et skønt blodbad af is og rød rhesus. I øvrigt imponerer, præis som forventet, historien i Mass Effect 2. Stemmeskuespillet sidder lige i skabet, og animationerne af mundbevægelserne samt øjnene er i den grad forbedret. Spilfigurerne føles mere levende end tidligere.

London Calling

Jeg takker Adrian Chu for hans selskab og begiver mig endnu engang ud i den store sal. Det er der jeg ser ham. Kane. Paniken griber mig med det samme, og jeg har pludselig svært ved at trække vejret. Kan det virkelig være sandt, at det onde geni er her i London, i dag? Hvad går han og planlægger. Skal skal han her? Har han slået sig sammen med stormtropperen fra tidligere? Konspirationsteorierne farer igennem mig, inden det går op for mig, at det bare er Joseph Kucan, skuespilleren der indtager rollen som Kane i Command and Conquer-serien. Jeg slapper pludselig en smule mere af, men har et vågnet øje på dem begge resten af dagen. Broderskabet er ikke til at stole på. Nod kan dukke op hvor som helst. Men de tager mig aldrig levende.

Senere er det tid til mit interview med dagens nok mest belæste spilproducent. Dr. Ray Muzyka fra Bioware. En helt i mange spilfans øjne, en rigtig flink fyr i mine. Nedenfor er et udpluk af det, jeg nåede at runde under interviewet:

Muzyka om presset i forhold til at leverer varen "Vi har ikke været specielt berøringsangste i forhold til Mass Effect 2, selvom etteren var en gigantisk succes. Vores hold forsøger altid at være meget selvkritiske, og vi tager de mange fans feedback meget alvorligt. Du er aldrig bedre end dit seneste spil."

Om arbejdet med at fortælle historier "Det er sjovt, at give spillerne muligheden for at fordybe sig i et univers, hvor de kan indtage en rolle, en karakter - og hvor det hele har konsekvenser. At se konsekvenserne i spillet trække dem i forskellige retninger, er vel egentlig kernen i ethvert rollespil."

Om hvad der gør Mass Effect 2 til et mørkere spil "I etteren var menneskene de nye drenge på vejen, lettere naive så at sige. Hen imod slutningen fik man så alle de slibrige detaljer omkring Citadellet og den slags - og toeren starte ud i denne tone. Shepard er mere hærdet nu, medvidende om at alt ikke er så fantastisk og herlig i universet som først antaget. Bag kulisserne er der stadig et stort spindelvæv af politik og dertilhørende rævekager, og det spidser til i toeren. Nu er menneskeracen også en betydelig større rollespiller i universet end tidligere, hvilket gør at de anses som en udfordrer og derfor også en fjende. Shepard går ind i opgaverne med et væsentligt mere kynisk sindelag i denne omgang, fordi han godt ved, hvordan det hele hænger sammen. I begyndelsen af spillet, sker der ting for Shepard, der i den grad gør ham mere hærdet. Ting der helt klart vil chokere en del spillere.

Om hvorvidt Mass Effect 2 nu mere er at actionspil end et rollespil "Nej, det synes jeg ikke. Vi er i stedet nået frem til en halvtreds/halvtreds fordeling. Det er netop det, der gør spillet så unikt, at det hverken er det ene eller det andet."

Om risikoen for at skræmme traditionelle rollespilfans væk "Nej, det er jeg sådan set ikke bange for. Jeg mener, de rollespilindslag vi har er yderst velfungerende, hvilket også gælder for actionbidderne. Jeg tror det er tillokkende for både fans af action og rollespil. Faktisk har vi lidt skabt en helt ny genre med Mass Effect 2.

Om at mange sjældent oplever alt det, der er i et Bioware-spil "Det har været et problem for os i mange spil, som for eksempel Jade Empire. Der havde vi flere valgfrie missioner, som jeg ganske enkelt syntes var fantastiske. Men når jeg snakker med dem, der har spillet det, så oplever jeg tit, at de slet ikke har spillet den del. Det er en udfordring at balancere tingene sådan, at man finder dem, men så rollespillere også kan gå på jagt efter de mere sjældne ting."

London Calling

Ja, han er som sagt en flink og meget hyggelig fyr, ham Dr. Muzyka. Jeg styrer direkte med spilrummet igen, for nu skal der fandeme spilles. Først får jeg lidt tid sammen med det kommende actionspil Dante's Inferno. Banen jeg spiller mig igennem er underskøn og frækt designet. På væggene hænger noget, der minder om lyserøde vaginaer, og bossen jeg lidt senere møder har også et eller andet kørende med sin brystkasse.

Jeg vil gerne tro, at jeg er vild med det af andre grunde end de seksuelle undertoner, for det er virkeligt et herligt hack'n'slash-spil i stil med God of War, og det kan sagtens gå hen og blive en ret gennemført omgang action engang næste år.

London Calling

Til min store glæde opdager jeg, at der er blevet en plads ledig ved Battlefield: Bad Company 2-delen. Jeg kaster mig mod stolen, som var jeg en Secret Service-agent der kastede sig beskyttende over en håndgranat for at redde præsidenten. Ha, ha, triumf. Stolen og ikke mindst controlleren er min. Og da jeg logger mig ind, så er det lige midt i et af de mest hidsige øjeblikke. Men så sker det. Digital Illusions-medarbejderen ser måbende til mens spillerne, en efter en, logges ud af systemet. Der er serverfejl, selvfølgelig. Og hvorfor ikke...det er vel ikke stormtropperens skyld? Nej, vel? Jeg sidder og venter lidt, og pludselig er vi klar igen. Endelig.

Jeg løber direkte ud på slagmarken, hvor jeg bliver skudt, respawner og løber lidt mere. Da jeg dræber min første modstander, kan jeg mærke adrenalinet suse gennem kroppen, og det skyldes ikke mindst den sublime lyd som Dice' spilserie alle dage har haft. Banen vi spiller i denne session må høre til en af de mere triste, for det er en lille ørkenby ude i ingenting, og det er ikke ligefrem noget der fremmer blodrusen, men det er okay. Sjovere bliver det, da vi begynder at sprænge alt i stykker.

Ødelæggelsen når ikke op i de højder, hvor Red Faction: Guerrilla befinder sig, men det er absolut sjovt, at ser modstanderen kravle i beskyttelse bag et hus i den anden ende af banen, blot for at sprænge hele huset til pindebrænde med lidt hjælp fra en tank. Frostbite-motoren knokler for at følge med i Battlefield: Bad Company 2 og giver genren en helt ny dimension.

I øvrigt føles multiplayerdelen mere kaotisk og intensiv end den i det første spil. Tempoet er skruet i vejret og alle klasse (fire i denne omgang) har fået bedre våben at hygge sig med. Konkurrencen i genren er uden tvivl hård, så det bliver spændende at se, hvor Battlefield: Bad Company 2 klarer sig mod resten af slænget.

London Calling

Slutteligt er det tid til dagens hemmeligste del. Jeg gennes ind bag en enorm jerndør, i et rum som ingen vidste eksisterede. En kort øjeblik tænker jeg, at det må have noget med stormtropperne at gøre, men der sker intet. Han er der slet ikke. I stedet er...ja, det kan jeg så ikke sige. Det er stadig en hemmelighed, men jeg må meget snart afsløre det for alle Gamereactors læsere - og det kan du være sikker på, at jeg også gør.

Dagen er slut. Hovedpinen bryder ud i lys lue med alt hvad den har. Det er som om, der er et par spillere, der hygger sig med en slag squash i mit hoved. Nu er det tid til at tage hjem ingen tvivl om det. Taxichaufføren byder os velkommen i minibussen og skubber sig gennem Londons overtrafikkerede vejnet. Vel fremme ved Heathrows sikkerhedskontrol er køerne flere hundrede meter lange. Alt for lange. Det tager en evighed før vi er fremme. Alt går dog som smurt, bortset fra at jeg er nødt til at tage næste alt mit tøj af, fordi maskinen bipper i en forkert toneart, eller noget i den retning.
Jeg bander for mig selv, samler mine ting op og begynder at vandre mod den nærmeste restaurant. Og så sker det. Ud af øjenkrogen ser jeg noget bag en stander. Noget hvidt, i plast med dybe, sorte øjne og en evigt sur mine. Jeg tænker at...nej, det kan ikke være sandt. Jeg gnider mine øjne og kigger igen. Men stormtroppen er borte. I det fjerne kan jeg høre et metallisk grin...

London CallingLondon CallingLondon CallingLondon Calling
London CallingLondon CallingLondon CallingLondon Calling
London CallingLondon CallingLondon CallingLondon Calling
London CallingLondon CallingLondon CallingLondon Calling
London CallingLondon CallingLondon CallingLondon Calling


Indlæser mere indhold