Den rene hype (Del 1)

Fable - Xbox (Big Blue Box)
Den britiske spilproducer og motormund, Peter Molyneux, lagde alle kastanjerne i samme kurv, da han forud for lanceringen af Fable, fortalte vidt og bredt om et eventyr, hvor alle kunne blive ældre, vandre rundt i en levende og konstant omskiftelig verden, mens de plejede deres krigsskader, tatoveringer og småbørn. Albion ville blive stedet, hvor du levede og åndede eventyr, det ville være stedet, hvor virkelighed og fantasi smeltede sammen til en mageløs virtuel cocktail. Løfterne var mange, rygterne endnu flere, men da Fable endelig så dagens lys, var det et noget mere jordnært projekt der kunne sendes i Xbox-konsollen. Fable var et actioneventyr med en række stramme mål og ditto præmier. Væk var træerne, der smed deres blade i efterårsvinden, dine børns opdragelse og dine detaljerede krigsskader. Et ligetil og ret ufarligt rollespil. Måske var Project Ego en passende arbejdstitel til et spil, der i den grad blev pisket rundt i manegen, mens cirkuschef Molyneux gik så langt som til at kalde det "det bedste spil nogensinde"

Blinx: The Time Sweeper - Xbox (Artoon)
"Lille orange kat med store modekvaler og en guitar søger retarderet ejer." Det burde have været titlen på Microsoft Game Studios og Artoons forsøg ud i platformtidsmanipulation (pyh) med i stedet endte de med Blinx: The Time Sweeper. Uanset hvad, så ændrede det ikke på spillet, som værende andet end lort på skive. Blinx, der blev til i Japan og som fik uendelig meget standerplads på E3 i både 2002 og 2003, var ovenud skuffende. Ikke bare var Blinx, til trods for at blive foreslået som maskot for Xbox, irriterende, ligegyldig og ringe designet, han var også ude af stand til at tidsmanipulere noget som helst uden en række funklende krystaller, en beslutning der gjorde The Time Sweeper kedeligt, lineært og uendeligt trægt. Alligevel kunne man ikke gå en meter på f.eks. spilmessen E3 2002 uden at falde over enten et papfigur eller et banner med Blinx på. Hvis bare en tiendedel af budgettet til markedsføring, var blevet brugt på et kundepanel, så var de sikkert kommet tilbage med kommentaren "This really sucks" og så kunne vi være blevet sparet for meget. Hvem der dog bare kunne manipulere tiden.

Black & White - PC (Lionhead Studios)
Om man kan lide ham eller ej, har Peter Molyneux alle dage haft evner for at eksponere områder af elektronisk underholdning som få før har tænkt på. Ideen om at skulle opdrage en gigant af et monster, i en verden som virkede ligeså overrasket som jeg over dets herkomst, var derfor intet mindre end genial. Ligeså lovende var også løfterne om hvorledes monsterets kunstige intelligens var så avanceret, at det løbende selv ville kunne finde på løsninger til spillets gåder, såfremt jeg bare opdragede det ordentligt.
Det virkede bare ikke, og at oplære monsteret blev i stedet et spørgsmål om kontinuerlig repetition med stupide værktøjer, eller ubehageligt mange kindheste hver gang den intetanende klodsmajor igen havde besluttet sig for at sætte sig oven på byens rådhus. At se kæmpen æde løs af befolkningen eller bruge dem som kasteskyts, var langt sjovere end rent faktisk at forsøge at spille Black & White.

Crysis - PC (Crytek)
Kort tid før udgivelsen af Crysis virkede det vitterligt som alt information på internettet, havde det tyskproducerede spil i fokus. Lovprisningerne af hvad de fleste formodede ville blive den ultimative actionoplevelse, ville ingen ende tage, og var det ikke løfterne om et diverst gameplay der blev rost, var det med sikkerhed den afsindige grafik. Grafikken skulle vise sig vitterligt at være så flot som lovet, men det samme kunne ikke siges for spilbarheden. Den første halvdel af spillet var godt nok krydret med situationer hvor man ved brug af lidt usynlighed kunne forvirre modstanderne, men så faldt det hele fra hinanden. Friheden blev pludseligt skiftet ud med klaustrofobisk-trange baner, hvor enhver form for taktik blev smidt ud af vinduet til fordel for den slags "skyd-på-alt" oplevelse, som det havde forsvoret det aldrig ville blive.
Grafisk var alt på plads, men løfterne om den frie spilbarhed venter vi stadig på at den tyske udvikler indfrier.

Dead or Alive 4 - Xbox 360 (Tecmo)
"Tekken sucks" er en af de mange udtalelser som den tidligere leder af Team Ninja, Tomonobu Itagaki er kommet med i forhold til Namcos kampspilserie, oftest efterfulgt af noget lignende at de eneste kampspilserier der holder er Virtua Fighter, og naturligvis spilproducerens eget Dead or Alive. Seriens fjerde kapitel skulle være det ultimative kampspil på Xbox 360, og Itagaki selv havde i månederne inden lanceringen fortalt om grafik så flot at ingen andre ville kunne lave noget lignende, samt en spilbarhed så ren og flydende at den ville få alt andet til at ligne klatmalerier fra første dag i børnehaven. Det kan godt være at Soul Calibur, Tekken, Virtua Fighter og alle de andre kampspil i et par sekunder frygtede Itagakis super-kampspil, men det var kun lige indtil spilet ramte markedet. Det var ganske vist flydende og fyldt med tricks, men også så hurtigt at man skulle tro det helt kørte i dobbelt hastighed. Yderligere var det hele igen fokuseret omkring et counter-system som den bedste offensiv, hvilket betød at en kamp kunne være over på sekunder. Det var dog grafikken der i forhold til tidligere udtalelser var den værste synder, og detaljeløse porcelænsdukker med vuggende attributter var så langt fra en grafisk revolution som man kunne komme.