Så hold da kæft!

"I´ll be back", "You talkin´to me?", "You can´t handle the truth", og "I´m the king of the world". Tag et kig på disse fire citater og chancen er, at du hurtigt har billeder af Schwarzenegger, Robert De Niro, Jack Nicholson og Leonardo De Caprio kørende for din indre nethinde. Ikke fordi replikkerne er blevet gentaget i en uendelighed under de respektive film, men fordi timingen var velvalgt, og filmoplevelsen stor. Samtidig er jeg sikker på, at du uden så meget som at anstrenge dig, kan komme i tanke om et hav af andre ligeså klassiske filmcitater.

Prøv nu at foretage dig samme øvelse med dine spilfavoritter. Kan du fornemme vindheksen, der farer hen over den øde ørken? Sådan er det. Lev med det. Men hvorfor pokker er vi ikke kommet videre? Her er en branche der år efter år fabler om teknologiske landvindinger og filmiske oplevelser. Og så kan vi ikke engang få bare et stykke mindeværdig dialog?

Tag nu bare Sacred 2, forleden blev det til endnu en fornøjelig omgang co-op i det enorme actionrollespil. Musikken i dette spil er absolut stemningsskabende, desværre bliver man konstant revet ud af denne. Der går sjældent over et minut uden en kampscene, og ved hver eneste af disse skal man have hældt en omgang rabalderramasjang efterfulgt af en bunke kommentarer fra helten ind i øregangene, for at understrege situationens alvor. Da jeg med min Shadow Warrior ankommer til en af de større byer, konstaterer han med en tåkrummende B-films machostemme "I´ve been in this town many times before". Okay. Få sekunder senere gentages replikken. Efter en hurtig ridetur igennem byen, er vi nu oppe på en håndfuld af disse ligegyldige konstateringer.

Min partner der i spillet er Seraphim, vrøvler også løs, og snart er følelsen af at være to store krigere blevet afløst af fornemmelsen af, at styre et par pensionister med alzheimers på flugt fra det lokale pensionat, mens de febrilsk gentager de samme meningsløse sætninger. Jeg har som spiltester flere gange skullet udfylde ark med kommentarer og råd, og hver gang er der som svar på lydkritikken blevet konstateret "at vi kigger på det", og hver gang er produktet kommet ud med samme halvsløje gentagende lydside.
Jeg beder ikke om at karaktererne skal recitere Shakespeare, men hvor ville jeg dog ønske, at de kunne holde mund.

Begrænsningens kunst er tydeligvis svær, og jeg ville efterhånden give en halv arm, for ikke at skulle høre på de samme gentagende sløjfer spil efter spil. Så kære helte: det kan godt være, at I har en super replik, men lær da af De Niro, Schwarzenegger og de andre hoveder og begræns guldkornet til en enkelt gang eller to, så ville I måske også en dag blive husket.

Heldigvis findes der i den golde ørken af ligegyldigt ordgejl nogle få oaser. Stående klapsalver går derfor til: Portal for den fortrinlige dræberrobot G.L.A.D.O.S, der lover kage, fest og død samtidig med at historien bygges op til et festfyrværkeri af en bosskamp. Call Of Duty 4 leverer overbevisende radiokommunikation, når tropperne småsnakker i de stille perioder, eller skriger paniske kommandoer i kampens hede. Ghostbusters: The Video Game brillerer ligeledes.

Med et manuskript skrevet af de originale forfattere, og alle de sædvanlige stjerner tilbage i deres vante roller, vinder denne udgave let fans af spøgelsesfilmene over på spilsiden. I Grand Theft Auto IV gives en fornuftig smagsprøve på dialog med flere samfundskritiske godbidder, og mens Saint's Row vinder mindre på hovedpersonens replikker og de varierede musikgenrer, bydes der til gengæld på satirisk topunderholdning igennem nogle af de mere højredrejede radioværters diskussioner.

Dead Space formår at skabe en følelse af desperation og jagt gennem effektiv brug af lydeffektkollager og musik. Mark Hamill er måske ikke den største skuespiller, men til gengæld bør man ikke gå glip af hans til tider fremragende stemmeskuespil. Som Jokeren i DC Animated Universe toppede hans præstation efter manges mening, og i actionspillet Batman: Arkham Asylum gentog han denne rolle til topkarakter.

På trods af alle disse eksempler på god spillyd, kan jeg ikke citere bare én mindeværdig replik fra de mange spilhistorier. Måske er mediet stadig for ungt, måske er det anmeldernes manglende fokus på lyd i spil, eller måske er det en forfejlet opfattelse fra spilproducenternes side om, at lyd kan og skal genbruges ligesom så mange andre spilkulisseelementer. Lidt skriblerier på en væg i Portal er alt der dukker op hos denne skribent, lige indtil hukommelsen byder på "It´s time to kick ass and chew bubble gum, and I´m all out of gum". Duke Nukem fra 1996 bliver derfor spilreplikkernes tvivlsomme redningsmand. Lad os håbe, at fremtiden byder på mere, ellers begynder løfterne om den store filmiske oplevelse at klinge hult.