Halo 3: ODST

Det kom som lidt af en overraskelse, da Bungie fortalte, at de ikke var helt færdige med Halo 3. Halo 3: ODST startede som Halo 3: Recon og var egentlig bare en udvidelse. Men som tiden gik og spillet begyndte at fylde mere, skiftede det karakter fra udvidelse til fuldbårent og selvstændigt spil.

Men er Halo 3: ODST i det hele taget relevant og ikke bare "mere af det samme"? I højeste grad! ODST er nemlig en noget anden oplevelse end Master Chiefs galaktiske kamp mod rumvæsner, gale kunstige intelligenser og The Flood. ODST lægger an til et noget mere afdæmpet gameplay og lader samtidig historien udforske nye områder.

Kronologisk befinder vi os lige omkring begivenhederne i Halo 2. En gruppe ODST-soldater, der som de hårde hunde de er, er villige til at lade sig skyde ud af rumskibe ned på fremmede planeter, gør klar til en ny mission. Men som det så ofte sker, går missionen ikke efter planen.

Den Covenant-krydser, de skulle lande på, springer ind i hyperrummet, hvilket ledsages af en enorm eksplosion, der spreder ODST-soldaterne for alle vinde. Det er nu op til spilleren, i rollen som soldaten med kodenavnet The Rookie, at finde ud af hvad der er sket.

Og allerede fra de første minutter er det tydeligt, at oplevelsen bliver noget anderledes end den sædvanlige Halo-oplevelse. Først og fremmest fordi hovedpersonen er en anden. Master Chief kunne prale af at være en regulær cyborg iført en fantastisk avanceret kamprustning. The Rookie er et almindeligt menneske. Et almindeligt menneske med kamptræning og nogle lækre våben, men immervæk stadig et menneske. Dette har direkte indflydelse på gameplayet. The Rookie kan ikke hoppe så højt, han kan heller ikke slå med samme kraft som en forhammer. Derfor bliver tilgangen til kampe også en hel anden.

Selvom den svageste Grunt måske ikke lige er mere faretruende i The Rookies sko, er det nødvendigt at tage sig i agt. Brutes er store og ondskabsfulde, og selv en enlig Brute kan sagtens være lidt af en mundfuld, især når nærkamp med den er lige så effektivt som at bruge en vandpistol til at slukke en skovbrand.

Lars Bakken, en af Bungies banedesignere og netop banedesigner på ODST, fortæller at dette er en nøje planlagt forskel. "Der er forskel på Master Chief og ODST-soldater. Spillet føles stadig som Halo, men vi ville alligevel have nogle små elementer, der adskiller sig fra den klassiske Halo-formel. Man tager skade ved fald fra store højder, ingen skjolde og så videre."

Et andet nyt element er ODST-soldaternes hjelme. Her har de faktisk en fordel, som den kære Master Chief ikke har. Ved tryk på X-knappen aktiveres hjelmens VISR-funktion, der byder på "nattesyn". Omgivelserne lyser op, mens fjender bliver indrammet af røde linier, allierede bliver indrammet af grønne linier.

Hvad der dog virkelig påvirker gameplayet er The Rookies helbred. En trend i actionspil er at lade helten have et regenererende helbred. Det havde Master Chief, det har The Rookie ikke. I stedet har Bungie lavet et udholdenhedssystem. Han kan tage imod en vis portion bly uden at tage skade, derefter går det ud over hans helbred. Mens udholdenheden kommer sig af sig selv, er al skade blivende. Naturligvis indtil at man finder nogle førstehjælpskasser.

Det er medvirkende til at gøre kampene mere intense, især når helbredsmåleren står og blinker rødt og to rasende Brutes står og brøler lige i nærheden. Der bliver således lagt et større fokus på stealth og snigeri, selvom gameplayet ikke mudres til i synlighedsmålere og lignende. Tag ikke fejl, spillet er ikke nærmere Splinter Cell end actionfyldt rumaction. Rødderne er stadig fast forankret i Halos regel om 30 sekunders morskab. Men med inkluderingen af to nye våben er det blevet lettere at være en smule diskret.

Det er i denne omgang blevet til en submachinegun og en Magnum. Begge våben er lydæmpede, men de er ikke begge lige nyttige. Magnummen er udstyret med et kikkertsigte og er således et kækt nik til den berygtede pistol fra Halo 1. Den er utrolig handy til nedlæggelse af Grunts og Jackals, mens den overfor Brutes er ret ligegyldig. SMGen virker af en eller anden grund nærmest uskadelig. Du skyder på Grunts, Jackals og Brutes og det har nærmest samme effekt som at kaste papirkugler mod et frembrusende godstog.
Men så kan man jo fornøje sig med mange af de andre herlige våben i Halo-universet. Man får lov til at håndtere både Spartan Lasere, Sniperrifler og endda Brute Plasmarifle, som vi sidst så i nogle af Halo 2s baner.

Skulle man komme i tvivl, er ODST ikke et noget mere stillestående spil end de forgående Halo-afsnit. Selvom The Rookie får lov til at gå rundt alene i New Mombasas regnfulde nat, til den ualmindeligt stemningssættende lyd af en enlig saxofon, er der masser af action i spillet. The Rookies opgave er nemlig at finde spor efter sine holdkammerater. Når han finder et spor, får spilleren ved hjælp af flashbacks serveret, hvad der er sket med en given holdkammerat. Holdet af ODST-soldater består foruden The Rookie af Dutch, Buck, Mickey og efterretningsagenten Dare. Hvert flashback sætter spilleren i en af soldaternes jernbeslåede kampstøvler og byder på et væld af situationer. En mission satte spilleren i defensiven og her måtte man kæmpe mod den ene bølge af fjender efter den anden, mens man nervøst kunne se ammunitionstælleren nærme sig nul. En anden giver spilleren en Spartan Laser og her er følelsen af magt et gennemgående tema.

Denne anderledes tilgang til historien er et andet udslag af ODSTs designfilosofi. Joe Staten (forfatter og instruktør af både mellemsekvenser og spillets manuskript) ville skabe en mere personlig fortælling," siger Lars Bakken. "Han ville understrege, at dette her er almindelige mennesker, og det gøres ved at lade spilleren tage kontrol over hver figur. Ved at kunne se historien udfolde sig fra forskellige personers synspunkt, har vi samtidig kunne eksperimentere med hvordan den fortælles.

Missionerne i spillet skal ikke nødvendigvis spilles i rækkefølge, så vi skulle samtidig sørge for at historiebidderne var forståelige i en hvilken som helst rækkefølge." På vanlig vis er Bungies ansatte meget hemmelighedsfulde og afslører meget sjældent noget om fremtidige projekter med mindre, at det er planlagt. Derfor ville Lars ikke besvare om denne tilgang også vil præge fremtidige projekter, som eksempelvis Halo: Reach, men som Lars siger: "Vi vil altid gå efter projekter og idéer der udfordrer os."

Savner man baggrundsviden eller bare et dybere indblik i historien, vil ODST ligesom Halo 3 gjorde det, byde på terminaler hvor man kan finde ekstraviden. Disse er dog rigtigt godt gemt, så de fungerer som en belønning til spillere, der virkelig udforsker omgivelserne.

Med hensyn til historien har der siden Halo: Combat Evolved eksisteret bøger og tegneserier, der har givet et dybere indblik i Halo-universet. De har budt på nye figurer, fjender og historier.

En af de figurer, der har figureret i bøgerne, men som af en eller anden grund ikke har taget springet til spillet, er The Covenants ingeniører, Engineers. De er svævende, gasfyldte skabninger, der bliver sendt af sted for at undersøge fremmed teknologi. Disse er nu endelig blevet inkluderet, hvilket nok skal få alle Halo-fans til at juble. Eftersom de er fredelige væsner uden nogle rigtige offensive evner, er de blevet udstyret med mere defensive egenskaber. Når en Engineer er i nærheden, vil alle fjender blive udstyret med energiskjolde. Det er en interessant tilføjelse, for pludselig er man nødt til at nedlægge spillets mest uskadelige fjende, i stedet for eventuelle fremstormende Huntere, Brutes og Drones.

Halo har tit været synonym med multiplayer, og i Halo 3: ODST vil det primære multiplayer-indspark være Firefight. Firefight fungerer på samme måde som Gears of War 2s Horde-mode gør det. Du skal sammen med dine venner kæmpe mod bølge efter bølge af spillets fjender. Til at begynde med har man til deling fem liv, men hver afsluttet runde belønnes med flere liv og en genoptankning af ens våben. Det er muligvis ikke den mest originale tilføjelse, men det er meget morsomt og højspændt. Det bedste er at man endelig kan få lov til at lave knibtangsmanøvre, lave bagholdsangreb og hvad der ellers har været forbeholdt Halos forskellige baddies.

Banerne i flerspillerdelen stammer fra singleplayerkampagnen og synes opbygget med det ene formål at lade fjenderne have så mange fordele som muligt, hvilket faktisk ikke er så slemt som det lyder. I stedet for bare at være overvældende, kræver det at folk rent faktisk arbejder sammen. Kun ved at advare hinanden, dække hinanden og rent faktisk opføre sig som var man en gruppe soldater kan man nå til sidste runde.

Foruden fjenderne, der kommer i alle spillets varianter, krydres affæren med brug af de forskellige effektskabende kranier. Præcis som i Halo 2 og 3 vil kranierne ændre visse faktorer, som eksempelvis at fjenderne altid vil springe væk fra granater eller at Grunts eksploderer, når de bliver skudt i hovedet.

Halo 3: ODST er et interessant projekt. Først og fremmest fordi det rykker ved mange af de elementer, der opfattes som værende en fast bestanddel af Halo-oplevelsen. For det andet fordi historien er interessant bygget op. The Rookies søgen efter sine kammerater i kontrast til de andres actionfyldte kampe mod masser af fjender fungerer godt og støtter hinanden. Og så ser det alligevel ud til at ODST er ægte Halo med en interessant historie, hvis man interesserer sig for det. Marty O'Donnells kompositioner, der synes stærkere og mere kraftfulde for hver gang man lytter til dem, og det perfekte miks mellem action og udforskning går sammen om at lave en interessant udvidelse til et meget populært spil.