Et format over dem alle?

Du kommer hjem fra arbejde og vil bare se lidt fjernsyn, mens den færdiglavede lasagne luner sig selv i ovnen. Henslængt i sofaen griber du efter fjernbetjeningen og tænder for fladskærmen - men der sker intet. Du kigger ned, opdager at du har fået fat i fjernbetjeningen til dit andet fjernsyn. Famlende roder du rundt på bordet, finder den rette og får tændt for fjernsynet. Med en flimrende skærm foran dig, begynder du at zappe i udvalget af sæbeoperaer, nyhedsudsendelser og film fra 80'erne. Der er intet at se. Det er den sædvanlige omgang pladder.

Pludselig husker du, at der vist nok var premiere på en nye serie på HypeTV, så du skifter til kanal 37, hvor du mødes af en blæksortskærm. Det går op for dig, at HypeTV kun sendes på Streamia-båndet, noget som netop dette fladskærmsfjernsyn ikke kan modtage. Du får skiftet til dit andet fjernsyn, finder HypeTV og sætter dig til rette, kun for at opdage, at afsnittet for længst er slut. Ren røvtur.

Det er omtrent på dette tidspunkt, at du kommer i tanke om filmen, du har lejet på den lokale benzinstation. Med en nyfundet energi, spæner du ud i gangen, roder din taske igennem og finder filmen frem. Tilbage i stuen sættes den i afspilleren, og mens maskinen finder menuen frem, henter du så din lasagne. Klar til det helt store filmbrag og med en portion varm mad på stuebordet, venter du spændt på at filmen starter - men det sker aldrig. Og da du får fat i kassetten, forstår du hvorfor; den er lavet til Supera-formatet, og du har "kun" Blu-ray. Du skulle have valgt den anden hylde i butikken.

Ovenstående er naturligvis ren fiktion, og det er der en god grund til. For hvis det i virkeligheden var så besværligt at se fjernsyn, DVD-film eller bare lytte musik, så var det slet ikke så rasende populært, som det i virkeligheden er. Succesen for ethvert lagringsmedie og for den sags skyld afspiller, afhænger som regel af fire ting: Hvor stor en del af markedet den dækker, hvor mange producenter der støtter op omkring den, hvor let den er at bruge, samt hvor meget den koster. Når DVD-formatet er det mest udbredte, er det netop fordi alle, der så køber en DVD-afspiller, uanset fabrikatet, ved at de kan købe en hvilken som helst film og smide den i drevet. Der er intet hokuspokus i det, og hvorfor skulle der også være det?

Helt anderledes står det til, hvis man kigger på spilmarkedet, der hver eneste dag vokser sig stadigt større og mere uoverskueligt. Tager du f.eks. bare en enkelt tur forbi din lokale Game eller EB Games, hersker der total forvirring hos en stor del af kunderne, der enten handler ind til fødselsgaver eller som bare er novicer udi i spilindustrien. De kan ikke forstå, at man ikke kan bruge Nintendo DS Lite-spil i ungernes Game Boy, de spørger efter Halo 3 til PlayStation 3, da sønnen nu engang har den konsol, og de afleverer PC-spil, der hverken kan trækkes af eller installeres på deres gamle hakkebræt af en computer.

Og det kan også være svært at forstå, for hvad skal vi i virkeligheden med så mange forskellige formater? Hvem føler det nødvendigt at skifte kabler, joypads og spil ud ustandseligt, og hvem gider egentlig bøvle rundt med tre forskellige online-tjenester, tre forskellige konti og en ren jungle af spil. Hvem gider have hyldemeter efter hyldemeter af spil stående til flere forskellige formater? Svaret er naturligvis enkelt: Det gør du og jeg. Os der er opflasket på Super Nintendo, Amiga og Sega Dreamcast, os, der skal opleve det bedste, den elektroniske underholdningsbranche har at tilbyde, uanset formatet - men vi er tilsyneladende alene om det.

For på trods af omtrent 30 millioner solgte Wii-konsoller, et eller andet antal millioner Xbox 360'ere og en rigtig god håndfuld millioner PlayStation 3-maskiner, så er der langt til den slags succes, som f.eks. musik cd'en har - eller DVD'en, for den sags skyld. Her snakker vi ikke om millioner af afspillere, men om milliarder af dem, milliarder der, uanset fabrikatet, fungerer på nøjagtig samme måde.

Jeg tror, at den udskældte Denis Dyack har ret, når han siger, at fremtiden for elektronisk underholdning ender med et definitivt format. Som han påpeger, så er konsollen i sig selv intet værd, det er spillene, der har værdi, det er spillene, der driver salget, og hvis markedet blev opdelt i tre lige store dele til henholdsvis Wii, PlayStation 3 og Xbox 360, så ville taberne være forbrugeren og udvikleren. Forbrugeren, fordi junglen af konsoller og spil ville blive for stor og ligegyldig at sætte sig ind i, og udvikleren, fordi de så kunne ende med kun at få en tredjedel af verdens mange spillere til at opleve deres produkt.

Fremtiden for spilindustrien ligger i udbredelsen af ét format. Én spillekonsol, der dækker behovet for bevægelsesfølsomhed, én stærk online-tjeneste, ét fremragende bibliotek af spil og én helt åbenlyst let brugerflade. Sega stod af ræset for et par generationer siden, Atari valgte softwaren frem for hardwaren for mange år siden, mens Sony og Microsoft, til trods for deres nuværende dominans på markedet, faktisk ikke har produceret hardware i så mange år. Er det helt utænkeligt, at de alle, på et eller andet tidspunkt, samles om ét format? Nej, vel...