Den offentlige gabestok

I en tid, hvor stort set alle med en konsol, har en firesporet motorvej af en bredbåndsforbindelse, er multiplayerdelen gået hen og blevet det forjættede land. Skal du lave et spil i dag, uanset om det har en toptrænet kommandosoldat eller en jord beton-arbejder i hovedrollen, så skal der være kilometervis af åbent online-landskab klar. Spil, der er som skræddersyet til kampe, er proppet med baner, våben og indstillingsmuligheder, mens spil, der slet ikke er egnet til det, er proppet med baner, våben og indstillingsmuligheder. Forskellen mellem Halo 3 og The Darkness, er derfor også pinlig åbenlys. Halo 3 kan spilles i ugevis, mens The Darkness kan spilles i sekunder, hvorefter du er nødt til at finde noget køkkenrulle frem, fordi du bløder fra samtlige kropsåbninger. Desuden skal du have held og lykke med overhovedet, at finde en modstander i The Darkness.

Nu kunne denne indledning lyde som om jeg kipper med flaget for singleplayerdelen og de gode, dybe historier og karakterudviklingen, men det er helt forkert. For modsat Jesper, der mener at kunne spore en historie i Halo 3 eller Simon, der af en eller anden grund er vild med obskure familiære forhold og virtuelle verdener i ja... virtuelle verdener i Metal Gear Solid-serien, så har jeg endnu til gode, at opleve et spil med en historie, jeg har været synderligt optaget af eller som ville kunne stå mål med en 100 sider letlæsningsbog i folkeskolen - men det er en helt anden snak, i en helt anden kronik.

Nej, mit problem med onlinedelen i nutidens spil, stammer fra det faktum, at jeg hverken er tæt på eller i nærheden af at "sparke røv", og det indrømmer jeg gerne. Onlinespil, specielt i den genre, hvor jeg elsker at befinde mig, tiltrækker åbenbart for det meste kun teenagere, og gerne den slags, der har 40-50 timer om ugen til at sidde og spille online, og som derfor har et helt sygeligt forhold til deres spil. Det er som regel de første 14 dage af ethvert større spils udgivelse, at det er værd at være online - herefter går det hele i hundene. I den periode roder vi alle sammen rundt på banerne, usikre på hinanden, usikre på præcis, hvad vi skal gøre og hvorfor, og der synes ligesom at være en bred konsensus, om at få det bedste ud af oplevelsen.

Men så kommer handskerne også af. I løbet af to uger, går jeg fra at vinde et par kampe i Deathmatch, til udelukkende at være online som kanonføde og officiel prygelknappe. Pludselig bliver ethvert spil, jeg ikke har dedikeret den bedre del af min fritid på, til en offentlig gabestok, hvor mit eneste job er at agere skydeskive for dem, der sigter efter at få en højere rang eller bare skal nedlægge 100 spillere med et maskingevær, for at indkassere endnu en Achievement. I Halo 3 bliver Big Battle-kampene også til en underlig omgang roderi. Folk kigger forbi, logger ud, nye kommer til, vader hvileløst rundt og kaster til sidst en granat på de nærmeste allierede. Imens sidder en knægt og synger "You suck, you suuuuck... you guys suck!!!", ind i mikrofonen. Det er omtrent på dette tidspunkt at jeg logger af, sætter Portal i maskinen og nyder roen ved de ensformige, hvide rum og en let summen fra mit eksperimenterende gevær.

Ghost Recon: Advanced Warfighter var en af mine helt store besættelser i forbindelse med udgivelsen af spillet. Jeg kunne snildt bruge tre dage om ugen på at være online efter arbejde, og jeg var helt vild med at møde mine engelske og amerikanske venner i cyberspace, til sjov og ballade. Vi lagde strategier, diskuterede taktikker og morede os kosteligt, når vi lykkes med noget - og når det ikke gjorde, så var det tilbage til tegnebordet i håbet om at blive bedre, absolut ingen surmuleri. 14 dage senere blev jeg pløkket ned gentagne gange på afstande af femhundrede meter, mens ivrige, amerikanske teenagere enten sang, bandede eller fløjtede ind i mikrofonen. Andre gange sad de på lur, der hvor hele holdet genopstår, og kun sekunder senere, kunne jeg så igen tælle antallet af småsten på grusvejen - jeg loggede af, og jeg har ikke haft spillet i konsollen siden.

At øvelse gør mester, siger sig selv, men hvor efterlader det os andre? Os, der ikke er 14 år gamle, os som skal gå på arbejde, som er nødt til at vaske bilen eller renovere facaden på huset - hvad skal vi med en onlinedel, der stort set bare fungerer som et regulært slagtehus? Nok udsendes der jævnligt nye baner til Halo 3 eller Gears of War, men er det ikke ligegyldigt, hvor du dør henne? Og hvis du skal bruge tiden på at høre, hvor meget alle dem, der ikke er født i guds eget land suger, kunne du så ikke bare stille dig op på gågaden i København og fortælle alle, at du er rødglødende nazist, så kommer det hele jo alligevel af sig selv.

For mig har svaret været vennerne. Hvis onlinedelen af et spil skal nydes i dag, så gør jeg det sammen med mine venner og folk fra redaktionen. Jeg ved godt, at det, at kunne nå ud over landets grænser, kunne berige mine spilsessions, men det har ikke været tilfældet indtil videre. Med mine venner på banen i Gears of War, har vi alle chancen for at vinde (naturligvis fordi vi alle sammen suger bagdel), og sammen med dem, så spiller vi også de forskellige modes, som de skal og ikke som en slags soloridt, der skal pudse vores forslåede ego grundigt af. I deres selskab mærker jeg pludselig glæden ved onlinedelen i mit mere end 500 kroner dyre spil, og med dem som mine allierede, er jeg pludselig ret sikker på, at jeg ikke opgiver glæden ved kampe i cyberspace, men at jeg absolut er blevet både for gammel og for klog til at sidde op den halve nat, sammen med en flok narrehatte, der i den grad mangler et liv.