Dansk
Gamereactor
artikler
Metro: Last Light

Holder Det?! - Metro: Last Light

Exodus er lige om hjørnet, så derfor kigger Claus nærmere på Last Light, og spørger; "Holder Det?!"

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ
HQ

Jeg vil, ligesom i den sidste artikel, starte med historien, som er en vigtig del af Metro-oplevelsen, og jeg vil derfor advare om, at jeg nok er nødt til et spoile slutningen af dette forrige spil, da den er absolut nødvendig at forstå, for at forklare historien i Metro: Last Light. Så nu er I advaret.

Metro: Last Lights historie fortsætter direkte efter 2033, Artyom har guidet atommissiler mod de væsner, som bliver kaldt The Dark Ones, hvilket jeg syntes var en lidt ligegyldig historie i forgængeren, men denne træder i den grad i karakter i dette spil, og de gerninger man selv begik i det første spil, har enorme konsekvenser i Last Light. Det er super fedt at starte spillet, og finde at det man gjorde i det første spil har forandret den verden man befinder sig i. Bombeangrebet har nemlig udryddet alle Dark Ones, bortset fra ét lille væsen, som viser sig at være et Dark One-barn. Man får som den første til opgave at udrydde dette sidste individ af den decimerede race, og her får Artyom selskab af en kvindelig snigskytte, som skal sikre at man får det gjort. Denne snigskytte kommer til at være en vigtig del af resten af spillet, og spiller også en ret stor rolle i Metro: Exodus, men mere vil jeg ikke sige. Herefter begynder der en historie, som er mere effektiv end den i sin forgænger i helt ekstrem grad. Man møder, som i det første spil, mange interessante mennesker, og får også lov til at udforske flere Metro-stationer. Disse er fyldt med almindelige mennesker, som bare forsøger at leve deres liv på bedste vis under disse kummerlige forhold. Der er teatre og bordeller, og på en af stationerne er der endda et show man kan se, meget i tråd med dem man kan se i Red Dead Redemption-spillene.Lynhurtigt etableres der et tilknytningsforhold imellem Artyom og beboerne på disse stationer. Det giver ens historie alvor, da man gerne vil redde disse mennesker, som bare eksisterer uvidende om alle de farer der lurer. Når man bevæger sig igennem stationerne, kan man høre folks historier igennem dialoger, som bare foregår. En kvinde har mistet sin mand, da han er blevet dræbt på overfladen, og en lille dreng har mistet sin bamse. Man kan også få sig en snak på den lokale beværtning med andre vovehalse og soldater, som har overlevet den nu smeltende overfalde. Det skaber en utrolig indlevelse, og jeg spillede spillet i én omgang, fordi jeg slet ikke kunne lægge det fra mig igen.

Metro: Last Light
Dette er en annonce:
Metro: Last LightMetro: Last LightMetro: Last Light

Man bliver hevet ind og ud af diverse intriger og situationer, men man er aldrig i tvivl om hvilken side man står på. Det hele munder ud i en episk kamp om overlevelse, og en slutning, som er anderledes alt efter hvordan man har opført sig i løbet af spillet. Jeg kan kun konkludere at historien er fantastisk i Metro: Last Light. Jeg var dybt involveret, og selvom der er nogle ret tåkrummende øjeblikke, så er historien bare noget man skal opleve. Jeg glæder mig til at se hvordan denne historie kommer til at have indflydelse på Exodus, for slutningen lægger ikke op til en efterfølger, men vi får at se hvad Exodus har at byde på, når det udkommer senere.

Lad os snakke lidt om de mekanikker man benytter sig af, for de er naturligvis en vigtig del af det der Metro: Last Light til noget specielt. I princippet er de fleste mekanikker i Metro: Last Light, bare videreudviklinger af dem man finder i 2033, men det hele fungerer bare bedre og mere flydende. Man kan stadig kun løbe med tre våben ad gangen, men der er kommet flere nye og potente våben til, som man kan lege med, hvis man vil. Derudover kan disse modificeres så de passer til ens spillestil. Hvis man gerne vil snige sig ind på ens fjender, og tage dem ned med en lyddæmpet pistol kan man det. Er man mere til den direkte måde at løse problemer på, så kan man komme modifikationer på sin gøb, som gør dem endnu mere dødelige, men også mere larmende. Jeg valgte at være lidt af hvert, så jeg havde en lyddæmpet Colt, men også en dødelig AK-47, til hvis jeg blev opdaget. Det gav mig muligheden for at tilgå alle situationer, som jeg syntes de skulle tilgås, og jeg havde det fantastisk sjovt med at finde den bedste måde at overleve på.

Noget der også skal nævnes i samme åndedrag som mekanikken er den kunstige intelligens. Denne var i det første spil lidt svingende, men i Last Light synes jeg at den er blevet meget bedre. De computerstyrede fjender (og allierede) reagerer stadig på, om de ser dig, hvilket de også gjorde i det første spil, men når de har set dig, får du kamp til stregen. Senere i spillet forsøger de tit at blænde dig i de mørke tunneller, hvilket gør at du ikke kan have dine natkikkertbriller på, som du finder undervejs. Fjenderne bruger granater, og prøver at flanke dig så godt de kan, og det er en super fed oplevelse at overleve en actionfyldt sekvens, hvor kuglerne fyger om ørerne på dig, og du kun lige får den sidste fjende nakket inden du løber tør for ammunition.

Dette er en annonce:
Metro: Last Light
Metro: Last LightMetro: Last LightMetro: Last Light

Metro: Last Light er et rigtig smukt spil, specielt er stemningen, som i det første spil, i top. Modsat Metro 2033 er teksturerne skarpe og flotte, og der er tilføjet ekstra grafisk lir, som ikke var i det gamle spil. Dog skal det siges at, Redux-versionen af Metro 2033 næsten er lige så flot som sin efterfølger. Tunnelerne er klaustrofobiske, overfladen er kølig, men er efter begivenhederne i det første spil ved at smelte, og monstrene er klamme og skræmmende. Der er desuden en masse sekvenser, hvor Artyoms sind bliver manipuleret, og disse er meget syrede og drømmeagtige, og denne variation i grafikken gør at det aldrig blive kedeligt at være i Metros verden.

Lyd og musik er desuden med til at skabe denne fede stemning, da den supplerer det grafiske udtryk ganske glimrende. Der er stilhed, når man ikke er opdaget og larm når man er. Overfladens lyd er dyster, men også håbefuld, og våbnene lyder tunge og gennemslagskraftige. Stemmeskuespillet er glimrende, og musikken spænder fra creepy til storladen.

Holder Metro: Last Light så? I kan nok læse ud af min tekst at svaret er rungende ja. Jeg har spillet Last Light fra start til slut tre til fire gange sidste år, så ja, Metro: Last Light holder i den grad. Jeg kan kun anbefale at folk prøver Last Light af, for at få en ide om hvad der forhåbentlig venter os i Metro: Exodus. Jeg er i hvert tilfælde 100% klar til at begive mig ud i den frosne, postapokalyptiske verden med Artyom igen. Jeg håber det bliver episk, for Metro har potentiale til at blive en næsten perfekt spilserie.

HQ

Relaterede tekster

Metro: Last LightScore

Metro: Last Light

ANMELDELSE. Skrevet af Rasmus Lund-Hansen

Vi dykker atter ned i tunnellerne under det postapokalyptiske Moskva og finder et spil, der både skræmmer og fornøjer med tyk stemning.

3
Metro: Last Light en succes

Metro: Last Light en succes

NYHED. Skrevet af Lee West

Deep Silver har god grund til at smile. 4A Games' Metro: Last Light har nemlig solgt forrygende. Ikke alene solgte PC-udgaven tre gange så mange eksemplarer i...

6
Den engelske spiltop for uge 20

Den engelske spiltop for uge 20

NYHED. Skrevet af Lee West

Så er der en ny liste over de bedst sælgende spil hos vores engelske gamer-venner. Det har været en god uge for Deep Silver. Som sædvanligt er det den engelske liste vi...



Indlæser mere indhold