Holder det?! - Metro 2033

Lad os lige starte med at slå fast, at Metro 2033 er fra 2010 og derfor ville vi traditionelt sige at der stadig er et par år, inden det kan kalde sig "Holder det?!"materiale. Sådan tænkte jeg i hvert fald indtil E3-messen i 2017, hvor Metro Exodus langt om længe blev annonceret, og det fik mig til at tænke at en artikel inden Exodus ankommer var på sin plads. Jeg vil derfor også behandle Metro: Last Light, inden udgivelsen i februar.

Metro 2033 er baseret på bogen af samme navn, og er skrevet af Dmitry Glukhovsky, som udkom i Rusland i 2005 og senere i USA i 2010, ligesom spillet. Jeg ved ikke om der en sammenhæng, men det lyder underligt hvis spillet og bogens udgivelse, ikke hænger sammen på en eller anden måde. Spillet gjorde i hvert tilfælde, at jeg fandt frem til bogen, hvilken jeg sidenhen har læst sammen med dens efterfølgere i serien. Bogen er utroligt deprimerende og mørk, men på samme tid enormt fascinerende. Jeg vil dog behandle historien, når jeg snakker om spillet, da de to medier går hånd i hånd på det område. Spillet blev udviklet af 4A Games, og blev udgivet af THQ.

Historien i Metro 2033 handler om Artyom, som bliver sendt af sted fra hans hjemstation i metroen, for at redde denne sidste bastion for menneskeheden fra diverse farer, der truer den. Verdenen er blevet ødelagt af en atomkrig, og de få mennesker der er tilbage, lever i metrosystemet, da overfladen er fyldt med radioaktivitet, mutanter og dødelige anomalier, som ikke vil en det godt. Det er dog heller ikke sikkert under jorden, for de samme farer findes også her, og så er der menneskene, som har samlet sig i kommunistiske og nazistiske enklaver, som bekriger hinanden. Artyom skal så finde en måde navigere igennem disse mange farlige emner, for at udrydde nogle væsner der bliver kaldt "The Dark Ones". Disse kan telepatisk manipulere menneskers hjerner, og få dem til at hallucinere og gøre sig selv skade. De overlevende er ekstrem bange for dem (og med rette), og mener de skal udryddes for at redde menneskeheden.

Det lyder jo som en spændende og god historie, men spillet har et problem. Man får aldrig rigtig forklaret hvorfor "The Dark Ones" er en trussel, modsat de farlige ideologier, som nogle af stationerne er styret af, eller de klamme mutationer der gerne vil rive struben ud på en. Man styrer bare direkte mod deres udryddelse med skyklapper på, og det virkede bare ikke på mig. Det er mest fordi de andre trusler bare føles mere vigtige end de mørke væsner. Det er en fed verden Dmitry Glukhovsky har skabt, men fokusset er bare lidt skævt i dette første spil.

Hvis man derimod ser historien, som noget mere lokalt der kredser om Artyom, så går det noget bedre, for der er hele tiden små historier på hans vej mod ødelæggelsen af de mørke væsner. Man ender tit i små situationer, som er virkelig nervepirrende. Man møder spændende mennesker og udforsker en fascinerende og skræmmende verden. Stemningen er i top, og verdenen er beskidt og håbløs, hvilket er så fedt. De overlevende mennesker er bange og fortvivlede, og man har følelsen af at menneskeheden kan blive udryddet når som helst. Modsat det, så er overfladen ensom, men samtidig dødelig. Her kommer man kun op hvis man er desperat, eller hvis man ikke har noget valg. Kontrasten mellem de mørke, klamme tunneller og den forfrosne overflade er slående og fantastisk. Lige meget hvad skal man gøre sig klar på at måtte kæmpe på for sit liv.

Metro 2033 er et førstepersonsskydespil, som man kender det fra Wolfenstein og Doom. Artyom er en stum protagonist, som kun snakker i mellem banerne, hvor han kommenterer på det der er sket i historien indtil nu. Det er et underligt valgt, at 4A games ikke har ladet ham være en stum hele vejen igennem spillet, eller givet ham en stemme der kan kommentere hele vejen igennem - enten eller. Artyom er i besiddelse af et godt arsenal af våben til at forsvare sig med, men han kan kun bære tre våben ad gangen, som han kan udskifte hen ad vejen. Disse våben får man også brug for i den grad, for der er både mennesker og monstre som vil en til livs. Alt efter hvilket våben man vælger, kan man spille banerne med våbnene på fuld smæk, eller også kan man snige sig rundt og nakke ens menneskelige modstandere fra skyggerne. Monstrene kan man dog ikke snige sig ind på, for de plejer normalt at komme i bølger, hvor man skal forsvare sig mod dem.

Fornemmelsen når man trykker på aftrækkeren er fantastisk og tilfredsstillende. Våbnene føles tunge og præcise, og hvis man modificerer dem kan de tilpasses til den måde man gerne vil spille spillet på. Står man i en situation hvor man bliver overrendt af mutanter, så er det nervepirrende, hvis man ikke har gjort så ens haglgevær har fire patroner mere i magasinet. Skal man slå ned på noget specifikt, som generer spilleren hele vejen igennem, så er det at den kunstige intelligens er ret svingende i kvalitet. Specielt er de menneskelig karakterer enten ret gode til at se en, eller også er de blinde som flagermus. Det gør at snigespilmåden kan være en blandet landhandel. Heldigvis er ildkampene ganske tilfredsstillende, og man ender tit i den situation, hvis man er uheldig.

Grafikken er flot, trods spillet har otte år på bagen. Jeg vil anbefale at spille Redux-versionen af Metro 2033, da 4A Games virkelig gjorde et under med grafikken, som må siges at være forbedret i forhold til originalen. De mørke tunneller er klamme og klaustrofobiske, og overfladen føles frysende og farlig. Teksturerne er lidt flade at se på, men overordnet er den grafiske præsentation glimrende. Lydsiden er også storslået, og lydeffekterne hjælper meget til det gode helhedsindtryk som spillet fremviser.

Dog, ligegyldig hvilken version du spiller, så har spillet en del tekniske fejl, og mit spil crashede en del gange undervejs. Det kan selvfølgelig hænge sammen med spillets alder, men det var meget irriterende, og gjorde at jeg måtte starte fra tidligere checkpoints flere gange. Og så selvfølgelig checkpoints i sig selv, men det er nok mere en ting jeg bare ikke kan tolerere, men de er i mange spil, så det er der ikke meget at gøre ved.

Holder Metro 2033 så i dag? Jeg vil med klingende stemme råbe "JA!" ud i æteren, for Metro 2033 er stadig et fascinerende spil at give sig i kast med. Jeg vil ikke spoile min artikel om Metro: Last Light, men det Metro viser frem her, bliver bare gjort bedre i efterfølgeren, men man skal respektere at man er nødt til at starte et sted, og Metro 2033 er et perfekt sted at starte, hvis man glæder sig til Metro Exodus, eller bare har lyst til et godt gammeldags actionspil. Metro 2033 kan spilles på PC, PlayStation 4 og Xbox One, og på den tidligere generation af konsoller også.