Spider-Man reddede mine decemberaftener og Rockstar glemte gameplayet

Der er ufatteligt mange grunde til, at vi alle sammen elsker videospil. De er sjove, de er inspirerende, kompetitive, legende, fortællende og en masse andet. Der er dog sket en besynderlig drejning, hvis du spørger mig, og det handler hverken om DLC, DRM eller mikrotransaktioner. Det handler om, at spil ofte glemmer, at de er spil. De glemmer interaktionen med spilleren i takt med at verdenerne skal være større, grafikken flottere og sidemissionerne bliver flere og flere. Det her kommer til at handle om, at Spider-Man hev mig væk fra mine pinsler i årets mest roste spil, og trak mig over i en legende, tilfredsstillende og gribende verden, som jeg havde det utroligt sjovt i.

Lad os starte et helt andet sted, nemlig med at jeg endelig fik købt mig en PlayStation 4. Som PC-gamer må jeg nok indrømme, at jeg har manglet en konsol i mit liv. Grunden er ikke kun de fantastiske eksklusiv-titler, men ved den indlevelse, jeg nu kan mærke at jeg har manglet. En indlevelse, som kommer af konsollens simple tilgang og hvor ligetil alting er. En konsol som PS4 inviterer på en mere basal måde til den barnlige leg og glæde, som vi elsker ved spil. Du Alt-Tabber ikke over til noget helt andet, som på en computer. Der er stort set ingen opsætning. Alting fungerer bare (udover at skrive tekst), og fokus er på at spille. Det er fantastisk, når man kan smide alt sit arbejde og sætte sig i lænestolen, og pludselig bare er Spider-Man.

Med et gigantisk bibliotek af spilklassikere foran mig var Spider-Man dog ikke det første på tapetet, da jeg skulle i gang med at være Playstation-gamer. I stedet kiggede jeg til Red Dead Redemption 2, og her begynder den egentlige debat. Jeg er nemlig kørt død i det, på trods af at jeg holdt meget af etteren. I skrivende stund er jeg et stykke inde i anden akt af Red Dead 2, og har vel lagt 20 timer i det, mere eller mindre. Det var dog så langt jeg nåede, før jeg prøvede Spider-Man af i stedet, og her er jeg blevet siden.

Lad os starte med, hvad der fik mig til at hoppe fra Rockstars western, omend jeg sikkert vender tilbage. Hver gang jeg stoppede op og beundrede spillets hyper-velrealiserede, levende verden, så blev denne følelse undermineret af, hvor frustrerende og kontraintuitivt spillet er at spille. Den barnlige spilleglæde, jeg fik forstærket med min nyerhvervede PlayStation, blev ødelagt af Rockstars bizarre designvalg. Save-systemet er, som altid hos Rockstar, mærkeligt spillerfjendtligt (hvorfor må jeg ikke gemme under en mission?). Spillets små forsøg på stealth er også underlige. At infiltrere et område med fjender uden at blive opdaget er så godt som umuligt, da der ikke er nogen indikatorer af, hvornår man bliver opdaget. De alt for mange systemer er uigennemskuelige, ligesom menuerne er gammeldags og overkomplicerede.

Som helhed, på gameplay og styringsfronten, er spillet kluntet. Alle knapper skal bruges, hvilket føles unødvendigt og besværligt. Fra at man skal spamme X for at styre sin hest, til Arthurs manglende respons på ens input, eller hvor langsom han er til at samle objekter op, så føles det som at styre en klump grød. Endnu værre er, at man er så utroligt langsom, så snart man træder ind i sin lejr. At samle objekter op bruger tre forskellige knapper, ligesom at sigte og fokusere på folk i dialog kræver samme knap. Sammen med save-systemet gjorde det at jeg mere end én gang fik en dusør efter mig og måtte ride et stykke, fordi mit sidste save-game var et stykke væk.

Kort sagt, så føles Red Dead 2 meget mere besværligt end det burde. Dette gør, at hvad end Red Dead 2 gameplaymæssigt sætter sig for, så kan jeg komme i tanke om spil, der gør det samme bedre (noget man også kunne sige om GTA V). Det er en utroligt detaljeret verden, det er en glimrende historie, men fra kamp til simpel bevægelse, så er gameplayet langtfra ligeså godt, som verdenen fortjener. Som spil burde det altså være bedre.

Naturligvis er jeg ikke den eneste, der kritiserer spillet på disse parametrer. En Google-søgning vil vise at styringen i spillet har fået masser af kritik. Alligevel er Red Dead 2 nærmest universelt kåret af anmeldere til at være en milepæl, eller endda det "næste skridt" i spil, selvom det føles som et ti år gammelt spil, der dog er stort og flot og fortæller en glimrende historie. Problemet, i hvert fald for undertegnede, er at Red Dead 2 lykkes på så mange områder, mens spilaspektet føles nedprioriteret.

Hvad er det så, som videospil helt unikt kan realisere? Svaret må være, at du styrer en anden virkelighed gennem en maskine. Oplevelsesmæssigt er spil altså meget anderledes pga. deres interaktivitet, og denne oplevelse bør man kære om. Her kommer vi til Spider-Man og Insomniacs opmærksomhed på oplevelsesdesign. Spillet er en art magtfantasi, hvor du endelig får lov til at være Spider-Man, noget som mange knægte har drømt om lige siden de så den animerede serie som små, mens de spiste cornflakes om morgenen. Det er denne realisering af en drøm, som Spider-Man gør allerbedst.

Fra start er man nemlig et web-spinnende lyn i Spider-Man. Mens svinge-mekanikken er simpel, så føles det bare rigtigt. Afhængig af hvornår man giver slip på R2, så reagerer helten forskelligt, og inden man ved af det, så zipper man mellem bygninger som om man havde gjort det altid. Visse bevægelser i kamp giver ikke altid mening, bl.a. kan Spider-Man svinge sig fra tilsyneladende ingenting for at sparke fjender i hovedet, men det er alt sammen med til at sætte spilleren i sædet som Spider-Man, realistisk eller ej. Fordi der er dette fokus, så er Spider-Man et af de sjoveste spil, jeg har spillet i lang tid.

Det er naturligvis en kontrast til Red Dead 2, som giver dig langsomme og tunge Arthur, som langtfra er en superhelt. Det undskylder dog ikke særligt meget, at Arthur ikke skal være særligt adræt. Der ikke er noget realistisk over at du snegler dig afsted i din lejr, eller at det er bøvlet at gemme og loade, eller mange af de andre besynderlige designvalg, der er truffet mht. Red Dead 2. Agent 47 er heller ikke specielt adræt, men spillet realiserer alligevel fantasien om at være en snigmorder bedre end noget andet, jeg kender, netop pga. hvordan det der sker på skærmen er præcis det, du ønskede at gøre med din controller.

At komme over til Spider-Man var en befrielse fra Rockstars ulogiske setup. I min optik er Spider-Man på gameplay-fronten et af de bedste open world-spil, da det løser et af genrens allerstørste problemer, nemlig at det ofte bliver ensformigt at transportere sig fra A til B, eller ty til fast travel. I Spider-Man har jeg ikke lyst til at bruge fast travel, fordi det er så lækkert at svinge sig rundt, og det tager ikke særligt lang tid at komme rundt. Styringen er gennemtænkt, og Peter Parker føles præcis så adræt, som han skal være. Jeg løber ikke utiltænkt ind i ting særligt ofte, modsat Red Dead 2, hvor spillet konstant misforstår hvad jeg vil have Arthur til at gøre. Som Spider-Man gør det ikke noget at sidemissioner er simple og mere af det samme, da de understøttede illusionen om, at jeg hver aften i december har styret Spider-Man rundt i Manhattan og banket skurke.

Spider-Man er et af de sjoveste spil, jeg har spillet i lang tid.

På trods af Red Dead 2s problemer og Spider-Mans suveræne gameplay, så har Red Dead 2 fuldkommen overtaget dette efterår. Det skyldes dog i høj grad, hvad vi lægger vægt på, når vi vurderer spil. Hvad der er bekymrende her er, at engagerende gameplay lader til at få en mindre og mindre rolle i, hvordan spil evalueres. Det er bizart, da gameplay jo faktisk er de ting, du foretager dig, og hvordan det føles. Hvorfor skulle det ikke være noget af det vigtigste i spil? "Realisme," skala og sideaktiviteter har taget fokus fra rendyrket, fokuseret eskapisme i form af fantastisk og sjovt gameplay, og det giver for mig ingen mening. Virkeligheden er besværlig og kompleks nok, og spil bør være en vej væk fra virkeligheden, ikke bare mere af det samme. Når Agent 47 på magisk vis skifter tøj på to sekunder, så er det godt spildesign, ikke ringe virkelighedsgengivelse. Spil skal give os en simplere verden end den virkelige, ikke søge efter kompleksitet i alting. Her ødelægges Red Dead 2 af de latterligt langsomme animationer, når Arthur samler ting op, eller roder i skuffer, for selvom han er sløv i optrækket, så er ingen mand så langsom, og det burde han i hvert fald ikke være i et spil.

På samme måde gælder det med muligheder i spil. Agent 47 skal ikke kunne gå ud fra området i Miami og stjæle en bil, for så at gå ind på en bar 5 km væk og spille pool i stedet, for det er ligegyldigt! Spider-Man skal heller ikke kunne bestille pizza, det må han gøre i en cutscene, for det er ikke pizzaspisning jeg spiller det for. Spil bør anerkende, at de er spil, og fokusere på den fantasi, spilleren kan udleve gennem gameplayet, snarere end om spillet er realistisk eller ej. Omend Rockstars gigant-western er en fantastisk oplevelse på mange andre områder, så er gameplay et sted jeg håber de satser større på næste gang. I mellemtiden er denne tekst en hyldest til alle de andre spil, som Spider-Man og Hitman 2 derude, som leverer ordentligt gameplay, og som vi ikke må glemme mens året går på hæld.