Gamereactors Game of the Year 2018 - Bedste Lyd

Så er Game of the Year i gang, og vi har en række spændende kategorier at få afgjort imellem nu og nytårsdag, og du vil hver dag kunne læse om en ny vinder, samt de tre opløbere der var lige ved at tage sejren. Er du i tvivl om, hvordan vi har fundet frem til årets vindere, så kan du læse mere om proceduren samt filosofien bag afstemningen lige her.

Det er ikke bare det grafiske udtryk i spilmediet, der kan trække os dybere ind i fortællingen. En god lydside kan være med til at placere spilleren midt i spilverden. Vi er derfor nået til at kåre den bedste lydside fra 2018.

VINDER:
Red Dead Redemption 2
Jep, du gættede det. Rockstars mastodont-western vandt endnu en velfortjent pris. De har nemlig ikke kun formået at lave et af de smukkeste spil nogensinde, men også et enormt vellydende spil. Red Deads verden er overbevisende på grund af den ekstreme virkelighedstro detaljegrad, som går igen i lyddesignet. RDR2s verden kommer til live, ikke kun gennem et suverænt cast af lovløse, men også den atmosfære, spilleren får lov til at suge ind gennem sin rejse i spillet. Når man strammer buen og sigter på en hjort, så er det ikke kun buen man kan høre, eller fuglene i træerne, det er susen i træerne og Arthurs fodtrin i gruset, som tilsammen giver et helstøbt billede af en virkelig verden. Det for det meste diskrete soundtrack formår at være mindeværdigt, men giver samtidig plads til at verdenens lyde får lov til at udfolde sig, fra lyden af en flod til den tunge lyd af din hest, som buldrer afsted.

RDR2 er også kendt for den absurde mængde dialog, og på imponerende vis har omfanget ikke resulteret i et fald i kvalitet, hverken på tekstsiden eller lydsiden. Her må især Roger Clark som Arthur Morgan få stor ros, da han formår at overlevere et stort spektrum af følelser og reaktioner gennem spillet, på en måde som er naturlig for en mand som Arthur. Clarks levering er tilstrækkelig personlig til, at Arthur får lov til at blive en mindeværdig karakter, men er samtidig et passende kanvas, som er med til at RDR2 føles mere som et rollespil end forgængeren.

Red Dead imponerer også ved, hvordan det prioriterer sine lyde. Som nævnt træder musikken ofte i baggrunden, og lader spillets verden stjæle showet, hvilket er et glimrende valg. Når Woody Jacksons soundtrack tager over, derimod, så skaber det intense øjeblikke. Når Van Der Linde-banden sætter sig om bålet og fejrer et øjebliks succes, så er det harmonien mellem skuespillernes skarpe leveringer og musikkens optimisme, der gør det hele mindeværdigt. Omvendt så er pistoler og geværer skruet helt op, så man vitterligt står i krydsilden, når de først går af. RDR2 vinder prisen her fordi lyden er ligeså præcist kalibreret som resten af dets verden, fordi hver et hjørne emmer af kvalitet, og fordi spillet lader disse hjørner træde i karakter, når det er rette tid, præcis som en god western skal.

Opløber:
God of War
God of Wars smukke cinematiske fremstilling af Kratos' rejse gennem oldtidens nordiske fantasiland er suverænt understøttet af lydsiden. Med Christopher Judge i førersædet som Kratos' stemme har vi en mand, som virkelig overbeviser som den maskuline halvgud, der balancerer mellem at være en far, og at være en vredesfyldt kriger. Spillets dualitet mellem Kratos' stille, vrede visdom og sønnen Atreus' mere uskyldige, følsomme natur fanges fantastisk i stemmernes samspil, men også musikkens situationsfornemmelse. Det gennemgående klassiske musik forstærker kampenes intensitet, med især mindeværdige vokalstykker, men naturligvis også de buldrende trommer, der hører sig til i episk fantasysammenhænge. På den anden side indfanges de mere stille stunder mellem Kratos og Atreus også glimrende, i eksempel de strygerdominerede kompositioner i den suveræne åbningsscene. Orkestret gør i det hele taget et fantastisk job her, og i kamp forstærker de sammen med de tunge lyde af Kratos' økse følelsen af at være en ustoppelig, blodtørstig halvgud. God of War står utvivlsomt som en produktionsmæssig triumf af de helt store i år, og komponisten Bear McCreary er klart en del af årsagen til dette.

Opløber:
Spider-Man
Hvis God of War ikke beviste at 2018 skulle være et fantastisk år for PS4-ejere, så blev det slået fuldkommen fast med Spider-Man. Udvikleren Insomniac Games har nemlig lavet et fantastisk Spider-Man-spil, hvilket vi ikke har haft siden Spider-Man 2 i 2004. Fra start til slut føles Insomniacs spil som en Hollywood-film, hvor du selv får lov til at svinge dig rundt blandt skyskraberne, og det føles fantastisk, især til lyden af det vanvittigt lækre soundtrack. At udviklerne har timet soundtracket perfekt til at bygge op, når du starter med at svinge dig rundt, forstærker kun følelsen af at spille en Spider-Man film. Lyden af den summende by og det inspirerende musik afbrydes ofte af Parkers monolog og hyppige radio-indslag fra evigt vrede J. Jonah Jameson, og blandingen af disse indtryk skaber en overbevisende følelse af faktisk at være Spider-Man.

Det høje kvalitetsniveau understreges ikke kun i svinge-mekanikkerne, men også gennem en god fortælling, med et glimrende cast af stemmeskuespillere. Yuri Lowenthal gør et fantastisk job som Peter Parker, der er præcis ligeså flabet, kæk og alligevel akavet, som han altid har været. Med et imponerende cast af venner og fjender er Spider-Man tilbage i topform, og vi håber på at se den ikoniske helt igen inden længe.

Opløber:
Ni No Kuni 2: Revenant Kingdom
Med Ni No Kuni 2 lykkedes det Level-5 at leve op til de skyhøje forventninger, fans af etteren sad med. På musikfronten er der tale om en del genbrug, men siden disse stykker musik fra Joe Hisaishi også var fantastiske i originalen klager vi ikke. Komponistens Ghibli-erfaring gør at spillet, ligesom forgængeren, ikke bare ligner en Miyazaki-film, men også lyder som én, og det er endnu engang helt fantastisk. Ligesom udvikleren har investeret kræfter i de mange aspekter af hver lokation, så har Hisaishi også lavet en bred palet af musik, som rummer den varme og vidunder, som kendetegner universet.

Som sin forgænger er Revenant Kingdom en stemningsfuld JRPG i særklasse, og en solid lydside bringer kun den fantasifulde verden mere til live. Med glimrende stemmeskuespil, selv på engelsk, er det næsten et ligeså vellydende spil som det er smukt. Selv mindre sidekarakterer formår at være mindeværdige i Ni No Kuni 2, ikke kun på grund af deres spraglede visuelle fremtoning, men også på grund af deres stemmeskuespillere, og det giver den ekstra indlevelse, som er så særligt ved Ni No Kuni 2.