Holder Det?! - Max Payne 3

Claus har allerede kigget nærmere på både det første Max Payne og efterfølgeren Max Payne 2: The Fall of Max Payne, og du kan læse disse artikler her og her.

Nu har jeg jo behandlet både Max Payne 1 og 2 i Holder Det-artikler som I kan læse via links ovenover. Hvis du troede vi var færdige med den skallede antihelt, så tro om igen. I dag stiller jeg spørgsmålet; "holder Max Payne 3?" Spillet er jo egentligt for nyt til at være i betragtning som klassiker, men min OCD befaler mig at gøre det. Derudover bliver det sjovt at skrive om mit syn på den kontroversielle treer, som efterfulgte de elskede to første spil, det eneste hvor Remedy ikke var involveret, vel at mærke.

Da Max Payne 3 blev annonceret var der nemlig mange kritiske stemmer, der var bange for at Remedy ikke længere skulle stå i spidsen for spilserien. Udvikleren havde løsrevet sig fra Rockstar, og var ved at påbegynde udviklingen af Quantum Break efter at have udgivet Alan Wake's American Nightmate tidligere samme år, så hvordan ville Max Payne blive behandlet af Rockstar, som jo havde en hel klar måde at lave spil på. De første billeder indikerede et helt nyt grafisk design for vores uheldige antihelt, da mange af dem foregik i dagslyset, noget som de originale spil virkelig ikke gjorde for at bibeholde hele noir-tonen. Ja, de originale spil var produkter af noir-genren, og den stemning var ikke at finde i det nye spil. Derfor var fans af serien også meget kritiske overfor det nye skifte i serien. Rockstar gjorde dog hvad de kunne for at berolige fans, ved at lade James McCaffrey genoptage rollen som den stoiske Max Payne, men ikke kun med sin stemme denne gang. McCaffrey fik nemlig lov til at være Max Payne med krop, stemme og ansigt.

Spillet udkom den 15. maj 2012 på konsollerne, og fjorten dage senere på PC. Selvom spillet formåede at hive et gennemsnit på 87 hjem på Metacritic, og endte med at sælge adskillige millioner eksemplarer, så forventede Rockstar popularitet af en lidt anden kaliber. Derfor endte det ultimativt som en skuffelse for udvikleren. Men det er jo bare tal og grådige udviklere. Hvordan er Max Payne 3 at spille? Det har jeg sat mig ned for at finde ud af.

Selvom Max Payne 3 fik rosende ord med på vejen, så var ét af de fælles kritikpunkter mere eller mindre at det ikke var Max Payne 1 eller 2. Spillets stil var meget anderledes. For det første var tegneseriemellemsekvenserne væk. De var erstattet af diverse forskellige grafiske effekter. Eksempler på disse var at de ikoniske ting som Max sagde, blev vist som tekst på skærmen. Derudover brugte spillet en masse psykedeliske farver, for at vise Max' forbrug af stoffer og alkohol, og i nogle blev skærmen delt op i små vignetter, hvor billedet stod stille, som i en tegneserie. Dette stilskifte virker til tider rigtig godt, og til tider er de irriterende at se på. Man kan mærke at Rockstar har smidt en kæmpe bunke penge efter spillet, men det er måske det der gør at spillet føles så anderledes, for de to første spil havde et minimalistisk og stilistisk udsende, som gjorde spillene sine egne. Max Payne 3 ligner et Rockstar-spil, som man kender dem fra GTA IV og V, og det er nok spillets største problem, for godt nok ser Max mere hærget ud end nogensinde, og man må sige at James McCaffreys udseende passer glimrende på den forfaldne betjent. Problemet er bare, at alle andre karakterer kunne være at finde i andre Rockstar-spil. Dette skabte for mig en konflikt i min indlevelse, for Max var den samme som jeg kendte, men han rendte rundt i en verden der ikke passede i min forståelse af, hvordan en verden med Max Payne skulle være. Rockstar havde ellers gjort alt for dette ikke skulle være tilfældet. Den ikoniske kendingsmelodi var tilbage, de fleste achievements var opkaldt efter Max Payne-citater fra de to første spil, og bullettime var tilbage. Reklamerne og de TV-shows som man så i de to første spil, var også tilbage, og Sam Lakes forstoppede ansigt dukkede endda op et par hemmelige steder i spillet. Så der er ingen tvivl om, at Rockstar havde dyb respekt for Maxs' arv, men spillet var bare for meget Rockstar og for lidt Remedy.

Den nye stil blev fremtvunget af en historie, hvor Max var flygtet fra New York, hvor alle ville dræbe ham til Sao Paolo i Brasilien, hvor den fordrukne antihelt nu arbejdede for en af byens rigeste familier. Dette skifte er en stor grund til, at spillet bare føles meget anderledes end sine forgængere. Stilen er helt anderledes, både arkitektonisk, men også stilistisk. Tag dog ikke fejl, historien er stadig glimrende, for igen mister Max alt i sit forgæves forsøg på at passe på dem der betyder noget i hans liv. Max føles som sig selv når han igennem hele spillet kommer med deprimerende konstateringer om sin egen livstræthed, og om hvor ondt han har. Det gør for eksempel, at han retfærdiggør hans enorme brug af smertestillende piller. Nemlig at han lige så godt kan dulme smerten med endnu en gang medicin, da det hele jo er ligegyldigt. Dette bliver nok brugt en smule for meget faktisk, da det bliver lidt ensformigt at høre på, men de første mange gange tænker man; "Max er tilbage".

Historien starter endda som de to første spil, med Max der ser tilbage på begivenhederne fra slutningen af spillet. Vejen til denne endestation fører Max igennem sumpe, brændende bygninger og til sidst igennem en lufthavn, for at ende med en konfrontation med den "onde", som man meget sent finder ud af hvem er. Der foregår en masse rundt om Max, som han ikke fatter eller interesserer sig for, og det er her problemet er, for dette er ikke personligt for Max. Familien han arbejder for bliver slået ihjel en efter en, men Max har ikke rigtig noget tilhørsforhold til disse rige mennesker. Han foragter dem endda en smule. Dette er et problem for hans " smerte" føles hul, og det bliver mere en historie om Max' genoprejsning som menneske. Dette er også fedt nok, men det føles som om at Max bare er i vejen for alle disse faktioner, som han mere eller mindre alene udrydder. Spillet ender da også med at Max slipper væk med en hel taske penge på vej mod et nyt kapitel af hans liv. Spørgsmålet er bare om det er det vi som spillere gerne vil have? Jeg er meget i tvivl, for nu er Max' historie ikke længere en tragedie, og det er nok der den største forskel på spillene er. Derfor føles det ikke som et rigtigt Max Payne-spil for mig. Hvis spillet havde heddet noget andet, og ikke havde haft den arv som spillet har ville det have været et fantastisk spil. Spilmekanikkerne er nemlig stadig velfungerende, og man kan mærke at hele Rockstars produktionsmaskine har været på arbejde. Mellemsekvenserne er fede, grafikken er flot og varieret, og action-sekvenserne er i top, præcis som man forventer af et Rockstar-spil. Jeg har gennemført Max Payne 3 fem gange nu tror jeg, en gang om året sådan cirka, så spillet har helt sikkert nogle rigtig fede ting, som jeg elsker at genopleve. For slet ikke at snakke om multiplayer-delen, som også er fantastisk. En multiplayer-suite som lagde fundamentet for GTA Online, og hvor bevægelserne var inspireret af Red Dead Redemption, så hvad er der at klage over? Max Payne 3 er jo et fantastisk spil, men det er bare ikke et Max Payne-spil i min optik, og det er nok det folk virkelig ønskede sig.

Så holder Max Payne 3? Både ja og nej. Max Payne 3 holder som spil, når man bare tager det som et over fedt action-spil med en dyb historie og enorme produktionsværdier. Gameplayet er fænomenalt, stemmeskuespillet er i top og spillet er generelt en super fed oplevelse, fra ende til anden. Dog er der checkpoints, og disse er enormt irriterende placerede. På de højere sværhedsgrader skal man nogle gange gennemspille lange sekvenser igen og igen, hvilket for mig førte til kastede genstande.

Så spillet er som skydespil i tredjeperson en oplevelse. Men jeg, og andre fans af Remedys mørkere noir-tone, ville bare ønske at det havde været noget helt andet. Hvad ved jeg ikke, men nu har jeg i stedet en underlig blanding, som jeg bliver ved med at gennemspille år for år, så spillet gør hel sikkert noget rigtigt. Måske er det fordi jeg kan ane spøgelset af noget jeg elskede meget højt i Max Payne 3, og når det spøgelse igen og igen fører mig igennem en så fed oplevelse, ja, så kan jeg kun overgive mig til oplevelsen, hvad den så end er.