Fik du prøvet... World of Warcraft?

World of Warcraft er en fællesnævner for utrolig mange mennesker. Et tocifret millionbeløb, for at komme det en anelse nærmere. World of Warcraft, ligesom en god tv-serie eller globale katastrofer, er noget der virkelig kan binde folk sammen. I spillets egen verden, men så sandelig også udenfor. Frisøren, kioskejeren, postbuddet, hende den søde fra klassen som du gerne ville drikke kaffe med - der er en reel chance for at de har kastet besværgelser og plyndret grotter som dværge, orker eller varulve i Azeroth.

Med henved fjorten år på bagen og millionvis af spillere i gæstebogen, er spørgsmålet ikke kun om du har prøvet World of Warcraft, men også hvornår du spillede det - og som hvem, hvor og hvorfor. World of Warcraft er en gammel sag, og ligesom med tv-serien, så er der folk som har fulgt med siden starten, mens andre er kommet til eller stået af undervejs. Og når man tænker på hvor meget der i grunden er blevet ændret ved spillet i løbet af dets levetid, så kan man småfilosofisk overveje om det virkelig er det samme spil vi alle sammen har oplevet.

Svaret ligger måske i titlen: det er en verden, et univers. Spillets regioner strækker sig over enorme landmasser, øgrupper, portaler og parallelverdener, men det er ikke kun den rumlige dimension som er stor (nogen vil sige oppustet) i World of Warcraft: man kunne skrive tykke bøger om tidslinjer, kronologier, krøniker og kongerækker. En verden så stor, så omfangsrig og svulstig, er ikke en man oplever fra ende til anden, hverken kronologisk eller geografisk. Man er betinget, farvet, tendenspræget og begrænset i en sådan verden, akkurat som i den virkelige.

Det er i virkeligheden en styrke. Ja, det er faktisk det som er så utrolig smukt ved spillet, synes jeg. World of Warcraft har udviklet sig med tiden, bestemt, men det var aldrig det samme for to spillere. Valg af race, klasse, faktion og server har alt sammen enorm betydning for den oplevelse som venter forude. Det er ikke kun et spørgsmål om hvorvidt man kaster ildkugler eller iskrystaller, eller om man bruger de første hundrede timer på at tæve kæmpeskorpioner i ødemarken eller djævlehjorte i urskoven. Nej, det er også med til at afgøre hvilke mennesker man bliver sat i blandt, hvor man møder dem, på hvilke præmisser og i hvilken relation.

Det er livet i et mikrokosmos. Der er visse valg vi selv er herre over, men frygteligt mange andre som vi intet kender til - eller først indser vigtigheden af, langt bagefter. Mine paralleller til livet, også kendt som MMOIRL, er ikke bare lommefilosofisk stjernekiggeri, men udtryk for egen erfaring. De to sfærer, World of Warcraft og livet ved siden af (eller omvendt) har for mig altid været i et interessant og spændingsfyldt sammen- eller modspil. De største sejre og mest bitre nederlag i spillet, har hængt uløseligt sammen med livet; de har påvirket og selv været påvirket af alt muligt andet.

I de år hvor jeg deltog i Blizzards masseverden lærte jeg flere gode mennesker at kende. En af dem var med til min konfirmation. Vi skriver stadig sammen, i ny og næ. Længe efter at mit dengang så episke udstyr er rustet til og blevet umyndiggjort af opdateringer, er der stadig venskaber som hænger ved. På samme måde var det også de infame begrænsninger som kendetegner ung- eller barndommen - navnlig sengetider, forskudte tidszoner og noget mine forældre kaldte 'lektier' - som (heldigvis) stod i vejen for at bruge halve og hele nætter på at udhule Molten Core eller at brillere i Warsong Gulch.

Det er mange år siden. Jeg spillede det originale World of Warcraft og sidenhen Burning Crusade. Wrath of the Lich King var måske spillets guldalder, men det fik jeg aldrig lov at opleve. Nu er tiden gået. Måske er den sågar løbet. Fra mig. Alligevel kan jeg mærke lysten til at vende tilbage, sådan engang imellem. Afsavn, måske. Eller abstinenser. Måske hopper jeg tilbage på vognen, når retroserverne går i luften. Nu er jeg endelig blevet gammel nok til med fuldt overlæg at negligere lektier og ignorere nattesøvn - men i processen er jeg også blevet så reaktionært konservativ, at jeg vil have samme oplevelse som jeg fik dengang. En umulighed. For ikke to spillere har samme oplevelse med World of Warcraft. Heller ikke når de er en og samme person.