Fik du prøvet... Warcraft III: Reign of Chaos?

Vi vender os endnu engang mod strategispil. Og orker, ikke mindst. Den seneste af syvogtyve udvidelsespakker er netop landet til World of Warcraft, men hvor er Blizzards kærlighed til de helt gamle klassikere? Sidste år modtog det originale Starcraft en velsmurt renovering, men hvad med Warcraft? Tænk dog på alle de små orker! Og dog, er det virkelig en restaurering som jeg vil have - eller blot en undskyldning for at genbesøge spillet, så mange år efter jeg første gang spillede det?

Warcraft 3 er en af de der allestedsværende titler som utallige har hengivet sig til i deres barn- eller ungdom. Det er bestemt i samme legendariske boldgade som Heroes 3, Age of Empires 2 og Counter-Strike. En klassiker; en eviggrøn. Der er meget at elske ved spillet, ikke? De overdådige filmsekvenser som for alvor indfanger spilleren i et sprudlende univers, for eksempel. Eller den både gribende og skæbnesvangre fortælling som er langt bedre, end nogen kampagne i et strategispil har lov til at være. Og fire velskabte hære med forskellige spillestile, smuk grafik, ikoniske lydeffekter, og så videre, og så videre.

Men det stopper selvfølgelig ikke her. For af de mange timer jeg har brugt på og med Warcraft 3, er kun en brøkdel af dem blevet skabt og iscenesat af Blizzard selv. Nej, i årene efter udgivelsen var det ikke Arthas' eventyr eller elvernes rejse som udgjorde hovedmenuen, men onlinekampe og diverse modifikationer til grundspillet. Dota, Tower Defence, Wintermaul; Warcraft er blandt de få spil som kan prale med indirekte at have søsat nye spil, sågar nye genrer! Genrer, hvis popularitet i senere år langt har oversteget Warcrafts egen. Bum.

Måske er det derfor at Blizzard aldrig udgav Warcraft 4. Én ting er universets fortsættelse og videreudvikling igennem MMORPG'et. En anden er (u)muligheden for nogensinde at skabe en så velpoleret og indflydelsesrig platform for spiloplevelser: strategispil, rollespil, gådespil, MOBA'er, Diablo-kloner og jeg ved snart ikke hvad. Der var ligesom noget for alle i Warcraft 3. Hvad end du var fyr og flamme for Blizzards eventyrlige (og dengang noget mere overskuelige) univers, en strategivirtuos med laserfokus og taktisk overblik eller en aspirerende spiludvikler som savnede kreative rammer til at prøvekøre koncepter i - så var der noget at finde her.

Warcraft 3 har sandsynligvis også den tvivlsomme ære at være blandt de mest piratkopierede spil nogensinde. Det er ikke noget jeg ved med sikkerhed, men på min efterskole sværmede, svirrede og svulmede det i hvert fald med fastfrosne, og derfor inkompatible, udgaver af spillet. Det var i sandhed kaos der regerede (høh), når folk skulle dele, installere og sammenligne deres respektive udgaver af spillet. Har jeg hørt, ahem.

Lad mig slutte med en personlig indrømmelse. Jeg har aldrig været særlig god til spillet. Som med så mange andre strategispil, så ender jeg med at fundere over hvor fantastiske og seje de forskellige regimenter ser ud. Jeg laver gerne et par af hver, for det ser så vældig fint ud, ja. Jeg får med andre ord ikke noget fra hånden. Og før jeg ved af det, er min svulstige base blevet omringet af fjendtlige piletårn og Warcraft-univers svar på hjemmeværnet. Vanen tro for velsmurte strategispil, så er der forfærdeligt langt mellem gode og dårlige spillere. Alligevel er jeg nysgerrig efter om jeg er blevet bedre med årene, sådan helt af sig selv. Min hjerne er ikke helt så blød og letformelig som dengang, på godt og ondt. Måske skulle jeg give det et kig igen? For gammel venskabs skyld...