Fik du prøvet... SOMA?

Rollespil? Hvad er det for noget? Hvordan definerer vi strategi? Eller en simulation? Spilgenrer, som alle andre genrer, kan ofte virke noget vilkårligt sammensat. Det er trods alt nogle ret arbitrære kategorier. De er ikke skrevet i sten eller revet ud af den brændende busk, men opstår i det undertiden akavede møde mellem udvikler, udgiver og forbruger. Hvor meget siger spilgenrerne i sidste ende om den oplevelse som venter spilleren? Ikke ret meget - måske med undtagelse af gyserspil. Der er en ærlighed ved gyserspil, som jeg godt kan lide. Her bliver kortene ligesom lagt på bordet med det samme. Vi vil gerne skræmme dig, okay? Du skulle gerne opleve en følelse af gys, ja? Og når intentionerne er åbenlyse, så er kriterierne for succes også: blev du bange eller ej?

Og jeg blev så sandelig bange af SOMA. Skræmt. Rædselsslagen. Det er svært at finde det rigtige ord. Forstå mig ret, det var ikke så meget de juletræslysende robotkyllinger eller omkringstavrende rosinmænd som tog pusten fra mig. Det var ikke engang de undersøiske rædselsomgivelser som fik mig til at gyse, om end disse ofte var særdeles veludført. Nej, jeg blev skræmt af det usete. Det, som aldrig bliver vist, men som spøger i tankerne, længe efter. Jeg taler ikke her om bevingede blæksprutter fra fjerne planeter, om end sådanne væsner godt kunne holde til i SOMAs undervandsafgrunde. Nej, jeg blev skræmt - forstyrret - af de konklusioner jeg nødvendigvis måtte drage på baggrund af spillets filosofiske præmisser. Med Dennis Reynolds famøse ord, the implication.

Alle spil indebærer valg og beslutninger, i forskellig grad. Mange spiludviklere praler gerne med hvor mange forskellige valg spilleren vil blive stillet overfor, hvor svære de bliver at tage og i hvor høj grad konsekvenserne vil komme til udtryk efterfølgende. Det er ofte varm luft. I sidste ende er det svært, for ikke at sige umuligt, at redegøre for hvor mange orkaner et vingeslag fra en sommerfugl vil afgive. SOMA stiller også spilleren overfor en række prægnante, interessante og svære beslutninger. Men det gyselige, det i sandhed tankevækkende, er ikke hvad der efterfølgende sker. For der sker ikke noget. Groft sagt er beslutningerne lige-gyldige, for så vidt at de ingen indflydelse har på resten af spillet. Men de er alt andet end ubetydelige eller meningsløse, for de både præger og afslører noget om hvordan vi som mennesker forholder os til filosofiske sværvægtere som liv, død og identitet.

Det lyder både højtravende og vagt, det ved jeg godt. Pointen er, at SOMA virkelig fik mig til at tænke. Spørgsmålet om muligheden for at simulere en bevidsthed, en personlighed, i en computer, er ikke bare aktuel med tanke på forskningen i kunstig intelligens. Science fiction har ikke patent på grundlæggende overvejelser om identitet. Det berører et ømt punkt der har optaget mennesket i tusindvis af år: hvad vil det sige at være til? Hvad vil det sige at være mig, specifikt? Hvor meget kan jeg ændre på mig selv, uden ikke længere at være mig? Og hvis jeg er summen af forskellige oplysninger og information, hvad forhindrer så en anden i også at blive mig?

Som traditionelt gyserspil, er SOMA måske en kende forsimplet. Og i tilføjelsen af muligheden for at spille spillet, uden at blive forstyrret af diverse monstrøsiteter, ligger der nok også en indrømmelse fra udviklernes side. De ved godt hvor deres fokus har ligget - og hvor spillet for alvor brillerer. Det virker synd at sige, at SOMA kun fungerer som ren fortælling, uafhængig af sin spilmekanik. Det er netop igennem sin udformning af tankevækkende gåder og eksistentielle puslespil, at SOMA formår at skabe kobling mellem spil og fortælling og vigtigere endnu, at overlade spilleren til selv at navigere i svære situationer, selv at træffe hjernevridende beslutninger, den ene mere angstprovokerende end den anden.