Fik du prøvet... Metro 2033?

Jeg kan sådan set godt lide Metro 2033. Det er ikke et spil som med nogen sandsynlighed kommer til at figurere blandt de bedste jeg har spillet. Eller blandt de bedste spil i det hele taget. Men det kan nu alligevel noget. Som med andre østeuropæiske spiludgivelser, S.T.A.L.K.E.R. og The Witcher, for eksempel, så har det rigeligt med skavanker, men samtidig hjertet på rette sted. I det hele taget er der et hjerte at snakke om, hvilket er mere end man kan sige om de mange følelsesmæssigt sterile og politisk tonedøve spiltitler som fylder markedet.

Der er noget næsten arketypisk over Metro 2033. Artyoms helterejse går igennem en bogstavelig underverden, hvor rædselslevn fra fortiden og mystiske visioner blander sig i mørklagte labyrintgange. Nedlagte metrobaner eller sindets kringelkroge? En blanding af begge, tror jeg. Tredje verdenskrig har knækket menneskeheden og bestandigt cementeret vores syndige ødelæggelsesdrift. Vrangen er blevet vendt ud på himmel og helvede, idet overfladen er blevet lagt øde, himlen er brudt sammen og jordens indre er blevet tilholdssted for overlevende. Paradis synes at være blevet endegyldigt lukket af.

Alligevel lever håbet, det sidste lys, i de mørke korridorer og tunneller. Nok har menneskehedens lastefuldhed nået nye højder (eller dybder), nok udgør tunnellerne slagmark for de samme ideologiske fronter og nok vrimler den russiske metros kringelkroge med alskens uhyrer og monstrøsiteter, men alligevel - eller netop derfor - indfinder det spirituelle, det hellige, sig også i verdenen. Nye livsformer opstår mens andre forgår. "Life, uh, finds a way", kan man forestille sig en russisk Jeff Goldblum fremstamme. Spørgsmålet er: hvilket liv?

Jeg kan blive ved med at ævle om den både ængstelige og ærlige fortælling som udspiller sig i Metro 2033. Sat på spidsen, er der måske heller ikke så meget andet at snakke om. Jeg husker det som et generisk skydespil, med et begrænset antal fjender, et jævnt tempo og detaljerige baner. Der er noget åbenlyst morbidt ved det faktum at de overlevende bruger patroner som møntfod. I praksis kunne det lige så godt have været mønter eller sodavandskapsler, men det er alligevel en af de små detaljer som er med til at give universet personlighed - og samtidig fastslå og konkretisere de barske forhold som kendetegner levevilkårene under jorden.

Et andet særpræg er brugen af gasmaske. Sidst jeg gennemførte spillet, manglede jeg aldrig filtre og jeg var heller ikke presset på ammunition. Alligevel er den følelse af stress og eksistenstrussel som man oplever på overfladen, blandt Moskvas arkitektoniske (og bogstavelige) knogler, ganske vellykket. Som med mange andre spil i samme genre, er den største frygt netop også den mest fraværende, den man aldrig oplever. Frygten for at sidde fast eller ikke at kunne komme længere. Frygten for hvad der gemmer sig i mørket eller rundt om hjørnet. Frygten for det ukendte.

Og derfor er det måske også meget poetisk at pointen med den "gode slutning" (suk) er, at både forsoning og fremtid afhænger af mødet med det ukendte; en villighed til forsigtigt af slippe ladegrebet om riflen og imødekomme en ny og fremmed verden, hvor uforståelig og skræmmende den end måtte virke. Det handler om overlevelse i metroen, men så længe vi møder verden med vold og vrede, lige så længe vil den give os igen af samme skuffe.
Måske vrøvler jeg. Jeg har aldrig læst bogen af samme navn. Eller spillet de foregående 2032 udgivelser.