Fik du prøvet... God of War: Ascension?

I morgen udkommer det nye God of War og jeg glæder mig som et lille barn der har fået lov til at spille et forfærdeligt voldeligt spil af sine følelsesmæssigt fraværende forældre. Spillet har allerede gået sejrsgang på tværs af spilredaktioner, verden over. Fik du læst Ketils fine anmeldelse? Jeg var dog ikke blandt de heldigt udvalgte og har derfor pænt måttet vente på at det blev min tur, ligesom alle andre. Så mens jeg venter på at spillet dumper ind ad brevsprækken, har jeg tænkt mig at fordrive tiden med at skrive lidt om seriens forrige kapitel, Ascension. Har du lyst til at gøre mig selskab? Jeg har ærlig talt brug for nogen til at opfriske min hukommelse.

Jeg erindrer ikke forfærdelig meget fra God of War: Ascension. Det udkom også for fem år siden. Det er en mindre livstid i spilindustrien og samtidig det magiske tidsrum som synes at retfærdiggøre genoptagelsen af en skrinlagt serie, i form af en 4'er eller en slags konceptuel genstart. Det har i hvert fald været modellen i nyere tid, med Halo, Gears of War og Mass Effect som oplagte eksempler. I Kratos' seneste eventyr er der uden tvivl blevet ændret på lidt af hvert. Faktisk lader den kridhvide spartaner til at være den eneste fællesnævner. Hvorfor så store omvæltninger? Ascension gemmer på svaret.

Altså, det er jo ikke et dårligt spil. Det er bare gennemsnitligt. Produktionskvaliteten er forventeligt høj, men både mindeværdige øjeblikke og væsentlige tilføjelser er i undertal. Trods forreste placering i tidslinjen, er der ikke rigtig noget nyt - eller gammelt - at fortælle om. Kratos blev taget ved næsen og han er noget så knotten over det. Tak, jeg fangede den første gang. Ligesom det er tilfældet med visse superhelte, så er Kratos' baggrundshistorie efterhånden blevet genfortalt til døde (modsat manden selv, som nægter at blive liggende i graven). Grundlaget for det eksplosive raseri og de talrige blodsudgydelser er egentlig kun blevet svagere i takt med, at der er blevet kogt mere suppe på seriens pseudotragedie.

Nuvel, der er et par sekvenser som jeg kan huske, sådan nogenlunde. Flugten fra de hundredearmedes (græsk: Hekatonkabonk) fængsel var en fed måde at starte spillet på. Der er også noget med en kæmpemæssig statue, som dog ikke er den samme som i 2'eren. Mødet med Arkimedes og noget med en labyrint? Der blev også forsigtigt pirret til idéen om, at der skulle gemme sig andre guder, end blot de græske. I hvert fald bevægede eventyret sig østpå og en af fjendetyperne var en Ganeshagtig elefantmand af monstrøse proportioner. Ham kunne man hakke både det ene og det andet af på, under tidsfølsomme sekvenser, der i et lidt desperat forsøg på variation skulle erstatte de udskældte quick time events.

Det måske hårdeste jeg kan sige om spillet, med fare for at forvandle teksten til en forsinket anmeldelse, er at jeg dårligt kan huske det. Jeg har gennemspillet trilogien adskillige gange, på tværs af samtlige platforme. Ascension kæmpede jeg mig kun igennem en enkelt gang. Det var mere end rigeligt. Der var i grunden også et flerspillermodul, som jeg kun forsigtigt dyppede tæerne i. Var det noget ved? Jeg kan såmænd godt forstå nyhedsværdien i at placere en genre af typisk solospil i onlinerammer, men på den anden side... er pointen med God of War ikke netop at man kan føle sig magtfuld og overlegen på nærmest alle leder og kanter? Fem år senere virker spillet mest af alt som en eftertanke. Mon ikke det bliver en anden snak med det nye? Jeg kan i hvert fald mærke vikingeblodet koge i mig.