Dansk
Gamereactor
artikler
Max Payne

Holder Det?! - Max Payne

Claus vender endelig tilbage med et nyt kapitel i sin artikelserie, hvor han igen stiller det altafgørende spørgsmål: Holder Det?!

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ

"De var alle døde! Det sidste skud var et udråbstegn, som havde ført til denne situation. Jeg løsnede min pegefinger fra aftrækkeren." Sådan begynder spillet Max Payne, som blev udgivet den 23. juli 2001 af finske Remedy Entertainment, til først og fremmest PC, og senere diverse konsoller. Jeg var en ung purk på bare 22 dengang, og jeg var dybt forelsket i det på det tidspunkt. Det var et nyskabende tredjepersonsskydespil, men mere om det senere.

Når jeg husker tilbage på Max Payne, så er der to ting som falder mig ind med det samme. Det er stemningen i spillet, og visse spilmekanikker som senere skulle blive implementeret i mange andre spil. Spillet var nemlig ret nyskabende inden for genren, så lad os kigge på gameplayet i Max Payne.

Max Payne er, som nævnt, et tredjepersonsskydespil, hvor du ser handlingen over hovedpersonens skulder, eller hoved i dette tilfælde. Det var ikke specielt revolutionerende dengang heller, og heller ej var selve det at rette et våben mod fjenderne og skyde. Passé, måske, men velfungerende. Men det var én bestemt mekanik, som spillet nærmest brugte i hver eneste sekvens, noget der skulle ende med at placere spillet som et pejlemærke i historien. Dette var det som blev kendt under navnet "Bullet Time". Remedy havde fået ideen fra især Matrix-trilogien, som i 2001 stadig var en enorm del af den popkulturelle bevidsthed. Remedy gjorde denne mekanik til deres egen, så man kunne sænke tidens gang, for derved nemmere at kunne skyde spillets fjender. Man kunne også hoppe til siden og bagud med "Bullet Time" slået til, hvilket førte til nogle meget filmagtige sekvenser, hvor man så projektilerne flyve om ens ører. Sjovt nok implementerede Remedy først dette element seks måneder før spillet skulle komme ud, og man må spørge sig selv om spillet ville have haft samme succes uden. I det hele taget var der her tale om aktion uden de store bagtanker, men "Bullet Time", gav det ligesom et ekstra taktisk element, som kunne redde en ud af farlige situationer. Spillet satte flere gange situationer op, hvor man kun kunne overleve ved at bruge mekanikken. Til sidst skal det såkaldte, "Kill Cam" nævnes. Denne sørgede for at man fik en super slow motion-scene når man slog den sidste fjende ihjel i en gruppe, hvor man så ham blive ramt af de sidste kugler i langsom gengivelse. Dette gav spilleren en fed følelse af tilfredsstillelse, da man så vidste at man kunne slappe lidt af igen, da alle fjender var nedlagt.

Max Payne
Dette er en annonce:
Max PayneMax PayneMax Payne

Resten af spillet var ret standardiseret action, hvor man havde et kæmpe arsenal af mere eller mindre dødbringende våben. Disse var alt fra håndvåben til haglgeværer som skød som maskinpistoler. "Over the top", men tilfredsstillende. Min personlige favorit var sniper-riflen, hvor man fulgte kuglen hele vejen til sit mål, når man havde trykket på aftrækkeren. Denne variation var glimrende i et ellers ret lineært banedesign.

Banerne foregik i alt fra en brændende cafe til i en højteknologisk skyskraber, så man må sige at de var ret varierede. Derudover var der to meget syrede sekvenser, hvor man løb rundt på nogle overnaturligt syrede baner, som skulle forestille Max Paynes underbevidsthed. Her skulle man holde sig til stier af blod, og kom man bare lidt på afveje, faldt man ned i afgrunden. Meget syret, men også det der er med til at gøre Max Payne 1 og 2, til noget særligt. Forfatteren på spillet, Sam Lake, var nemlig meget fascineret af Twin Peaks på dette tidspunkt, og det kan man se. Historien har nemlig en masse referencer til David Lynch og Mark Frosts serie fra 90'erne.

Historien i Max Payne er den klassiske "mand har mistet alt, og derfor skal alle onde, som har hjulpet til denne situation jages og dræbes"-historie. Man ser i starten hvordan Max Kommer hjem til ét styks dræbt kone og barn, og derfra går det stok over sten. Historien er inspireret af Film Noir genren, og har derfor også en femme fatale, Mona Sax, som man møder flere gange undervejs. Hun deltager i historien på sine egne præmisser, og man føler at hun følger sin egen motivationer, som tilfældigvis krydser Max Paynes. Spillet er genrebevidst, og selvom det betræder bekendt grund, så gør det det med en selvsikkerhed som er én af grundene til at det blev så mindeværdigt.

Dette er en annonce:

Undervejs optrævler man en kæmpe konspiration, som er meget større end en selv, og man tager en for en de mennesker ned som er skyld i at Max Payne har mistet alt. Historien i Max Payne er glimrende, omend meget farverigt fortalt, her er et eksempel på fortællestilen i spillet; "Du ville finde ud af at heldets gudinden var en luder, og du selv var løbet tør for penge". Spillet er fyldt med sådanne sætninger, som veksler fra underholdende til tåkrummende ringe, men altid underholdende. Disse sætninger bliver man tit udsat for i de ellers glimrende mellemsekvenser, som spillet bruger til at fortælle meget af historien.

Max Paynes historie bliver fortalt i tegneseriebokse, med talebobler og alt hvad der hører sig til. Disse blev valgt da Remedy ikke havde ressourcerne til at lade hele historien udspille sig i spillets grafikmotor. Dette fungerer stadig glimrende til den dag i dag, da grafikken måske ser gammel ud i dag, men tegneseriestilen virker stadig. Sjov anekdote, som du sikkert kender i forvejen - spillets forfatter, Sam Lake, ligger ansigt til Max Payne i spillet, da man ikke havde penge til rigtige skuespillere, og i mit hjerte vil hans sammenbidte ansigt altid være den Max Payne jeg holder af. Grafikken er i spillet noget forældet at se på, da det er 17 år gammelt, men man kan stadig godt se at Remedy dengang skubbede grænserne for hvordan grafik kunne se ud. Teksturerne er lidt slørede og uskarpe, men slet ikke så slemme som man kunne frygte efter så lang tid. Derudover så holder lyden også rigtig fint.

Max Paynes lange monologer blev udført af James McCaffrey, en irsk-amerikansk skuespiller, som har lagt stemme til Max Payne i alle tre spil. Hans monotone stemme passer perfekt til karakteren, og spillet ville ikke have været det samme uden ham. Han får Max til at lyde som den her hårdkogte detektiv, som livet bare ikke har behandlet godt. Dog passer stemmen ikke rigtig til Sam Lakes meget unge udseende i det første spil. Man kan mene hvad man vil om efterfølgerne, men James McCaffreys baritone stemme passer bare bedre til Max Paynes udseende i toeren og treren, hvor han personligt ligger ansigt og krop til det tredje spil.

Max Payne
Max PayneMax PayneMax Payne

Musikken i spillet er også glimrende den dag i dag. Max Paynes tema er ligeså fængende som det var dengang, og musikken er sober og nedtrykt, præcis som historien er det. Man hører dog temaet lidt for tit i det første spil, igen et tegn på Remedys manglende ressourcer. Dog er musikken og lydeffekterne glimrende, og når der virkelig er gang i den og kuglerne fyger om ørerne på en, så sætter musikken også passende ind med mere tempofyldte melodier.

Holder det så? I mine øje holder Max Payne 100%. Jeg elsker stemningen, den til tider kitschede historie og "Bullet Time" fungerer stadig upåklageligt. Ja spillet er fra en anden tid, med designvalg som virker forældede for os som er vant til cover-baserede mekanikker, men selv disse er ved at forsvinde igen, som spil som Metro og Doom bevidner. Jeg elsker det her spil, og det er selvfølgelig baseret på nostalgi, men da jeg spillede spillet igen for nylig, følte jeg stadig den samme fascination, som jeg havde for 17 år siden. Jeg elsker Max Payne, og ja, det holder.

Man kan i dag få Max Payne på diverse konsol markedspladser, og man kan købe spillet på Steam også, hvor man kan køre det i 1920x1080, hvilket er vildt. Steam-versionen virker dog ikke med det samme, og en ekstern patch skal til for at lyden virker i spillet, men en tur på Google, skulle hurtigt give resultater. Får man spillet til at virke, har man en dejlig godbid, som kan underholde en i en del timer.

Relaterede tekster

5
Max PayneScore

Max Payne

ANMELDELSE. Skrevet af Lee West

Max Payne genudgives på de håndholdte Apple-enheder. Lee spiller den dystre fortælling på iPad. Læs anmeldelsen af klassikeren i nye klæder her.

Max Payne kommer til PS4

Max Payne kommer til PS4

NYHED. Skrevet af Magnus Groth-Andersen

Vi husker alle det originale Max Payne, og nu får PlayStation 4-ejere muligheden for at nyde Remedy's klassiker. PlayStation Blog har nemlig offentliggjort denne uges...



Indlæser mere indhold