Fik du prøvet... The Legend of Zelda: Skyward Sword?

Breath of the Wild blev hyldet for at puste nyt liv i en oldgammel serie. Tiltrængt, nødvendigt, velfortjent. Det ændrer ikke på at Skyward Sword, det sidste større Zelda-spil inden da, er blandt mine yndlings i serien. Jeg spillede det for et års tid siden og selvom jeg altid skal tage tilløb, før jeg kan give mig i kast med gamle Wii-titler, så var det afgjort besværdet værd. Måske fordi spillets unikke styring og fokus på den bevægelsesfølsomme Wii Remote ikke slog mig som noget unødvendigt eller forstyrrende. Det var sjovt, virkelig sjovt. I hvert fald det meste af tiden.

Flere har retmæssigt påpeget at der er sektioner i spillet hvor Nintendo med fordel kunne have lavet spilleren vælge mellem at fægte rundt med fjernbetjeningen eller at bruge styrepinden. Fugleflugten på tværs af skyerne er måske det bedste eksempel. I det hele taget virker skyerne noget tomme og indholdsfattige, ikke mindst sammenlignet med Wind Wakers store, åbne hav. Alligevel blev jeg altid blæst bagover, hver gang Link hopper på fuglen - og en af seriens bedste melodier begynder at brage ud af højtalerne.

Jeg har også en særlig beundring for spillets visuelle udtryk. Det er et mesterligt kompromis mellem tekniske begrænsninger og artistiske ambitioner. Spillets verden ligner et uskarpt, men harmonisk og farverigt maleri, i impressionistisk stil. Der er en væg i lavaverdenen som jeg nærmest forelskede mig i. En skide væg. Det har jeg ikke oplevet før i et computerspil. Der er flere gode grunde til hvorfor en moderne genskabning af spillet ville være problematisk, men det er måske især den grafiske stilart som får mig til at tøve. Hvad tænker du? De gjorde det selvfølgelig meget godt med HD-udgaven af Wind Waker.

Apropos lavaverden, så var jeg også godt underholdt af spillets syv templer. Jeg var især glad for den med det store vandreservoir og statuen i midten, som skal hæves og sænkes undervejs. Flere af bosserne satte virkelig mine evner til febrilsk at fægte ud i luften på prøve. En af dem, Ghirahim, møder man op til flere gange i løbet af spillet. Det kan i og for sig virke en smule billigt, men han tjener et vigtigt formål: "Er du blevet bedre siden sidst?", spørger han. "Ellers får du bank." Styringen i spillet er uden tvivl særpræget - nogen vil sige 'gimmicky' - og selvom de motoriske evner man oparbejder i løbet af Skyward Sword dårligt kan oversættes til andre spil, så er jeg stadig fan. Alt for få spil leger med forskellige former for interaktion. At fægte rundt med det legendariske Master Sword burde føles som noget helt særligt - og det gør det i Skyward Sword.

Der er selvfølgelig også ting i spillet som kan irritere. Frustrere. Presse til bristepunktet, faktisk. Links emsige følgesvend, Fi, er snaksaglig, anmassende og fast besluttet på konsekvent at konstatere det åbenlyse. Link, på sine eventyr, er næsten altid ledsaget af en spøjs, lidt pågående kompagnon, men i Skyward Sword nåede det virkelig kritisk masse. Det samme kan man sige om spillets overordnede struktur, hvor den klassiske saml-tre-magiske-dimser rutine blev gentaget ikke én eller to, men hele tre gange. Nintendo kan skabe nogle fænomenale, farverige verdener - desto ærgerligere er det, når de så skal underlægges et formularisk, risikorædt spildesign.

Jeg tror aldrig helt at jeg kommer til at kunne udpege det Zelda-spil som er min favorit. Det afhænger af hvilket humør jeg er i. På mørke dage er det selvfølgelig Majora's Mask. Når jeg føler mig eventyrlysten, er svaret afgjort Wind Waker. Men Skyward Sword, med sit mytiske ophav, unikke styring og overlegne lydside, holder en helt særlig plads i mit hjerte. Måske har du det også sådan?