Legenden om Zelda: Hvad handler det hele om?

Jeg tror at The Legend of Zelda: Breath of the Wild bliver et godt spil. Kald det mavefornemmelse, erfaring eller blind hype. Men i en tid hvor klassiske spilserier bliver endevendt, genopfundet og nyfortolket, præsenterer Nintendos kommende flagskibstitel os med en langt mere interessant overvejelse: bliver det et godt Zeldaspil? Og hvad betyder det overhovedet?

Spil så forskellige som DOOM, Resident Evil 7: Biohazard, Metal Gear Solid V: The Phantom Pain og det kommende God of War er alle forsøg på at gentænke konventionerne i klassiske spilserier; enten ved åbenlyst at samle inspiration udefra eller at "vende tilbage til rødderne". Undertiden en paradoksal blanding af begge. Resultatet kan diskuteres - og det bliver det så sandelig også på tværs af internettet: hvad må man pille ved, hvad trænger til fornyelse og hvad bør stå uberørt herfra og til evig tid?

Breath of the Wild, fra hvad jeg har tilladt mig selv at se fra spillet, synes at tilslutte sig dette fænomen. Det er tydeligt, at fans har udsigt til en række betydelige omvæltninger, måske sågar de mest omfattende af slagsen siden seriens overgang fra top-down til 3D. Vil det vække både jubel og klagesang? Uden tvivl. Men udsigten, og muligheden, for radikalt at ændre på en af de mest ikoniske spilserier er først og fremmest spændende.

For hvad er Zelda-serien for en størrelse? Og hvor mange brikker kan man flytte på før puslespillets motiv bliver totalt uigenkendeligt? Vi nærmer os bristepunktet for de retoriske spørgsmål. Måske skulle jeg forsøge mig med en besvarelse i stedet. Lad mig dog alligevel få taget mine forholdsregler: jeg har selvfølgelig ikke spillet Breath of the Wild og teksten her er ikke et forsøg på en foreløbig anmeldelse. Det er snarere et (lettere rodet) tilbageblik samt en åben invitation til en snak om hvad der gør Zelda til Zelda.

The Legend of Zelda behøver næppe nogen introduktion. Med snart 31 år på bagen er spilserien uden tvivl blandt de ældste og vigtigste serier. Og bedste. Der er noget ved serien som helt grundlæggende taler til os, tror jeg. Noget som berører vores inderste, mest tidløse forestillinger om hvad en historie skal indeholde: den unge helt, det tabte kongerige, det magiske sværd i stenen, den onde troldmand og det store eventyr. Det er arketypiske elementer som formår at være genkendelige uden at minde om noget i særdeleshed. Brudstykker i den historie - nej, legende - som er blevet fortalt og genfortalt igennem talrige (konsol)generationer.

For mig har den konkrete kronologi, med dens spaltede tidslinjer og paralleluniverser, altid været mindre interessant i forhold til det tidløse indtryk hvert kapitel i serien har formået at efterlade mig med. På tværs af spillene er der ligesom en hel bestemt formel som beskriver og udtrykker den logik, det sprog som hersker i alle inkarnationer af Links eventyr:

Når jeg finder gribekloen i Skyward Sword, så kan jeg trække på min erfaring med det samme i Twilight Princess. Når jeg finder et magisk værktøj i et af spillenes templer, så ved jeg at det bliver altafgørende i resten af grotten, med bosskampen som det endelige klimaks. Jeg ved i det hele taget, at der venter mig en boss i slutningen af grotten og at denne vogter over hvad end magisk himstregims Link skal bruge for at komme videre. Sådan er det, fordi sådan plejer det at være.

Det betyder ikke at serien har stået stille igennem årene. Ocarina of Time var det altafgørende og mesterlige spring ind i den tredimensionelle verden; Majora's Mask var et interessant sidespring som eksperimenterede med både tid og rum; The Wind Waker introducerede en åben verden med talrige hemmeligheder; Twilight Princess forsøgte sig med en mere vestlig sensibilitet i sit design; og jubilaren Skyward Sword reflekterede i højere grad over seriens historik og helhed.

En mild hovedpine melder sig mens jeg skriver dette. Er det mon de nostalgiske briller som begynder at stramme? Der er trods alt ikke langt fra 'genkendelig' til 'forudsigelig', eller fra 'udødelig' til 'dødkedelig'. Og selvom serien har haft store mekaniske, stilistiske og tonale udsving, så har spillene gennemgående haft mere til fælles end omvendt. De er, på godt og ondt, formulariske.

Seriens største styrke, for nu at modsige mig selv, er måske med tiden også blevet dens største svaghed. Genkendeligheden, allestedsnærværet af de samme regler, konventioner og strukturer som gennemsyrer spillene. Det er både de store og små ting som der kan stilles spørgsmålstegn ved: hjerterne i græsset, templerne med deres værktøjer, de hyppige (om end korte) filmsekvenser og vigtigst af alt - den kvælende linearitet som kun har vokset sig større i løbet af tiden.

Der er dem som ikke kan få nok, mens andre for længst er stået af. Men et parti har i hvert fald bekendt kulør: Nintendo selv. For med Breath of the Wild lader meget, hvis ikke alt, til at være blevet kastet op i luften og plantet igen, uden selvfølgelige placeringer. En udførlig liste hverken kan eller vil jeg forsøge mig med, men blandt de ting som springer mig i øjnene er tilføjelsen af et egentligt stemmeskuespil, kamp- og overlevelsessystemet og friheden, åh Gud, friheden.

Nintendo har sikkert kigget mange andre udviklere over skuldrene, men den radikale omvæltning kommer også indefra, med udgangspunkt i seriens egne rødder. For mens jeg ganske forfejlet kun har koncentreret mig om de "nyere", tredimensionelle titler, så ligger hovedinspirationen til Breath of the Wild måske i det allerførste, gudsjammerligt gamle og ganske udfordrende The Legend of Zelda.

I spillet der startede det hele finder man en (for sin tid) enorm, åben verden. Fjenderne er talrige, rettesnorene få og hemmelighederne mange. Det er mit indtryk at Breath of the Wild i nogen grad forsøger at genfange den magi som mange oplevede første gang de satte det originale spil i NES'en. Senere spil har fulgt Ocarina of Time's formular med næsten religiøs hengivenhed, men det spil var i sig selv en tredimensionel fortolkning af A Link to the Past. Og hvor sidstnævnte for bare få år siden blev sat i negativ og inverteret med det fremragende A Link Between Worlds, så er tiden måske også moden til at tage Ocarina of Time's arv, og seriens konventioner, op til revision.

I den forstand er Breath of the Wild måske det virkelige link til fortiden, æh?

Jeg ved ikke om jeg har haft held med at tegne et billede af seriens udvikling gennem tiden. Det er svært at kondensere tredive års spiludvikling til godt tusind ord, ligesom det er svært at udtrykke den glæde jeg har oplevet med spillene igennem tiden. Zeldas ikoniske status og enorme indflydelse kan næppe overvurderes, men overalt lurer også den ubehagelige overvejelse, at det måske er seriens mest skattede elementer som også kan være de mest frustrerende. Breath of the Wild har en enestående chance for at puste nyt liv i serien og vores opfattelse af samme.

Så når vi om en uge forhåbentligt alle sidder med vores udgave af spillet, til den ene eller anden platform, så håber jeg at Breath of the Wild formår at vække den samme følelse som folk oplevede med det første Zelda for mere end tredive år siden. En følelse som er blevet forsøgt genindfanget ved hver udgivelse sidenhen. En følelse af nysgerrighed, mystik, frihed og vigtigst af alt, eventyr.