Vi ser nærmere på Nintendo Switch

Vi trådte ind i Hammersmith Apollo med neutrale forventninger, selvom Marios klassiske tema godt nok kørte på repeat i vores tanker. Vi havde tiltro til Nintendos designevner, og deres forkærlighed for at tilføje et strejf af flair, når de bygger ny hardware, er for længst fastslået. Men Switch'en giver os også følelsen af, at den kreative afdeling i Kyoto har måttet grave dybt for at komme op med idéerne, og efter næsten at have fejlet med Wii U'en samt endelig at have samlet det delte fokus på henholdsvis det håndholdte (3DS) og det stationær (Wii U) i én enhed, så må Nintendo gå all in på deres nok mest ambitiøse konsol til dato. Det er altså svært at ignorere det faktum, at hvis denne konsol flopper, kan det meget vel være den sidste chance, Nintendo tager.

Alene den række funktioner, Switch'en kommer med, (og de innovative måder de kan udnyttes på) er intet mindre end imponerende. Dette er i sandhed både en stationær konsol og en håndholdt; et portablet spilcenter og en tablet-lignende enhed. Det er på den mest unikke måde Nintendo, som vi kender dem, med kløgtighed og formål i hver en kurve, knap og funktion. Den ser smuk ud både i sin standard sorte farve samt de andre neon-varianter. Men den er ikke kun kløgtig; hvilket er vigtigt for konsollens langsigtede perspektiver. Den er også ønskværdig. Switch'en er den karakterfulde og polerede udførelse af idéen, der ikke er meget ulig det, som Razer har arbejdet på til PC med deres Edge; gaming til hjemmet, til at tage med sig på farten, og til når du kommer frem til, hvorend du skulle hen.

Det er et fantastisk koncept, og det virker. Konsollen i sig selv gemmer sig bag en skærm og hviler inde i en dock, når den er sluttet til fjernsynet, men den kan fjernes ganske let, så du kan fortsætte spillet i dine hænder. Men af alle de smarte funktioner, de har lagt i konsollen, så er det controlleren, vi er mest imponeret af. Disse Joy-Cons er en innovation, der åbner op for alle mulige nye og interessante gameplay muligheder. Udviklere ser helt sikkert lige nu på disse muligheder, der er blevet givet til dem, med det nye delte controller-design. Men ligesom med VR, så kunne det godt gå hen og tage noget tid at regne ud, hvordan disse muligheder udnyttes bedst, og også på en måde hvordan vi begrænser dem.

Når konsollen står i docken, er det en mere kraftfuld proposition, og spillene ser stadig godt ud, når de spilles på skærmen. Nintendo har aldrig fokuseret på grafikken som det vigtigste, men vi havde ingen klager omkring Mario Kart 8 eller Splatoon 2, som begge så godt ud, når vi spillede dem på den lille skærm. The Legend of Zelda: Breath of the Wild kører på 1080p og med 60 fps (fik vi at vide - demoen vi så, var låst til 30 fps), når systemet hviler i docken, og når den bliver fjernet, og der spilles på farten, ser det også fint ud på den 1280x720 store skærm (vi er ikke sikre på, hvilken frame-rate den her kørte med).

Den lille 6.2 inch skærm er herlig og grafikken ser både skarp og farverig ud derpå. Både Splatoon og Mario Kart spillede som en drøm uden nogen dyk i præstationen, og begge bar præg af Nintendos velkendte charme. Det er ganske vist rigtigt, at ingen af dem er særligt GPU-intensive i det store hele, men de så nu begge pæne ud. Skærmen er lige tilpas stor og giver en del mere skærmplads end en Vita eller smartphone, og det betyder altså en hel del. Denne ekstra plads betyder, hvilket også var tilfældet med Wii U's Gamepad, at det vil tage dine hænder et stykke tid at blive hel komfortabel med den. Det er på mange måder en fusion af Nintendos nyere platforme og befinder sig derfor et sted imellem de to; det er en udvidelse af 3DS'eren men også en Gamepad på slankekur.

Den føles solid i hånden og har en tilfredsstillende tyngde, som undertrykker kvaliteten af dens design. Når man spiller på farten, finder man på hver side af skærmen Joy-Con controllerne (medmindre du sætter skærmen på sin stander selvfølgelig og spiller med Joy-Cons'ne i hænderne), og de er fantastiske. Der er to knapper på toppen af hver af dem, et analogstick, fire knapper plus to yderligere knapper på siden af hver controller (disse forsvinder, når Joy-Cons'ne kombineres eller sidder på skærmen). Der er endda en plus, minus, hjem og optag-knap, så der er masser af ting at trykke på.

De er proppet med funktioner. Du kan fange et godt screenshot, bruge gyroskobet til at orientere dig i forskellige spil og ligennde. Men den mest imponerende funktion er dog nok HD Rumble-funktionen. Den er overraskende god, og alt det, Nintendo fortalte, om "high definition" bliver bestemt bakket op. Vi har spillet et par spil såsom 1-2-Switch, som virkelig fremviste denne funktion. På et tidspunkt skulle vi dreje Joy-Cons'ne, for at bryde et pengeskab op i bedste Egon Olsen-stil, og lede efter det lille ryk, så vi kunne rive døren op og stjæle indmaden (og det var endda en konkurrence, fordi andre spillere forsøgte at få åbnet deres pengeskab før os). I en anden sammenhæng ser du en træ-æske på skærmen, og indeni den er der små kugler. Du skal så bevæge Joy-Cons'ne for at simulere, at du ruller rundt med kuglerne, og du kan tydeligt mærke dem trille fra side til side, takket være sensitiviteten og nøjagtigheden som denne mekanisme har. Det er virkelig imponerende.

Sensorerne virkede virkelig sensitive, og vores handlinger på skærmen føltes meget præcist repræsenteret, ud fra hvad vi forsøgte at gøre med vores hænder. Ligesom Wii-moten så har Joy-Cons'ne håndledsstropper, der kan sættes på, så du undgår at komme til at kaste dem direkte ind i TV'et. Controllerne er dog en del lettere end sine forgængere (selvom vi dog ikke mener, at de er for lette). Du kan selvfølgelig også sætte dem sammen via Joy-Con Grip og derved gøre dem til en mere traditionel controller. Det var sådan, vi spillede Breath of the Wild, og mens den måske ikke er bedre end en DualShock 4, så er det stadig en fin controller. Det føltes bestemt ikke unaturligt eller ukomfortabelt at spille på den måde.

I bund og grund så kan vi virkelig godt lide, hvad Nintendo har gjort med Switchen. Men selvom det uden tvivl er et godt stykke hardware, så er dens fremtid stadig ikke sikker. Meget skal stadig ske, før vi kan kalde denne innovative konsol for en succes.

Der er ikke mange andre måder at sige det på: konsollens lanceringstitler er svage. Hvis du ikke er en af dem, der ser frem til at spille det nye Zelda, så er der ikke stor grund til at købe Switchen på dag et. 1-2-Switch byder på et fantastisk udvalg af mini-spil og demoer, der viser præcis, hvad Joy-Cons'ne kan, men vi er forundrede over, at denne titel ikke er inkluderet med konsollen. Vi prøvede en håndfuld forskellige spil derfra, og selvom vi ganske vist havde det sjovt, så er det nogle ret begrænsede spil, og de vil bestemt ikke holde interessen i det lange løb. Det er den type spil, man bruger til at vise folk, hvad konsollen kan, men der er ingen dybde i dem. Nogle er måske brugbare som drukspil, men det hjælper ikke rigtig på noget, hvis du er tolv år gammel.

Der er et par tredjeparts spil, der udkommer på konsollens lanceringsdag (Just Dance 2017 for eksempel), men den overordnede line-up ser bekymrende tynd ud, og vi kommer altså til at vente et stykke tid på flere spil af nogen tyngde (såsom Super Mario Odyssey, som ud fra traileren at dømme ser rigtig godt ud). Vi forventede egentligt at se et par flere af Nintendos mere populære IP'er stå klar ved konsollens lancering. Selvom spillene ikke står klar til marts, har eventuelle kommende spillere brug for en forsikring, hvis de skal slippe deres penge for konsollen. Det er ikke et billigt stykke hardware, og Nintendo vil gerne have dækket deres omkostninger med det samme, fremfor at tjene penge hen af vejen.

Så der har vi det. Den nye konsol; hardwaren er der, men softwaren er ikke. Ikke endnu i det mindste. At dømme ud fra de spil vi kender til, om disse så er etablerede, store hits, remakes, opgraderinger af ældre generationer eller opportunistiske indier; så er der stadig lidt arbejde forude for Nintendo, hvis de håber på at klemme sig ind i det, der på det senesste har været et kapløb mellem to heste.

Kan de klare det? Det er det store spørgsmål, og det er et, som vi ikke får svaret på indenfor de næste par måneder. Men de manglende lanceringstitler er dog bekyrmrende. Vi er ret neutrale, når det kommer til beslutningen om at vende tilbage til kasetter, men den ret så trange interne hukommelse er bestemt yderligere en bekymring (32GB, mener I det seriøst? I det mindste ved vi, at der er andre, større opbevaringsmuligheder i horisonten). Det online abonnement - der i starten er gratis men som med tiden kræver betaling - skal være konkurrencedygtigt med de andre tilbud, der findes såsom på Xbox og PlayStation. Og lige nu er vi bare ikke sikre på, at det er det. Der er ingen planer om at understøtte apps som Netflix, hvilket føles som en noget arkaisk beslutning, når man ser på, hvordan vi bruger medier i disse dage.

Selvom det hele ikke var udelukkende godt, så var der stadig meget positivt at tage med fra vores første møde med Switch'en. Som vi så fra den noget usikre lancering, som Xbox One fik sig, så er det stadig muligt at ændre på de dele af visionen, der måske ikke fungerer. Og det bliver måske det, som Nintendo bliver nødt til at gøre for at sikre Switch'en den succes, den fortjener at få. Dette kunne blive Nintendos næste store konsol, men der er altså stadig et stykke arbejde at gøre, hvis det er sådan, de ønsker det skal gå.