Rainbow Six: Siege - Beta-indtryk

Rainbow Six: Siege har, ligesom en række Ubisoft-titler i løbet af de seneste par år, været igennem en interessant PR-turné. Først blev det vist frem, i al sin grafiske pomp og pragt, ved E3-pressekonferencen, hvor grafik, gameplay og de utroligt afbalancerede taktiske gadgets og mekanikker stod knivskarpt. Det stod desværre i al for stærk kontrast til den efterfølgende alpha-test, hvor spillet virkede usammenhængende, udover hvad der kunne forventes af en alpha. Dertil kom udsættelsen til d. 1 december, og den dertilhørende annoncering af, at spillet ville udkomme med 12 baner, som mange spillere anså som lidt.

Med disse informationer i rygsækken, gjorde Ubisoft klar til den store beta-test, der gerne skulle præsentere spillet som det det er, der gerne skulle give spilleren indtrykket af en helt ny taktisk dybde, der skulle genindsætte Tom Clancy-navnet på tronen over den strategiske holdbaserede skydespilsgenre. Det skete, og så alligevel ikke.

I løbet af dagen hvor beta-testen skulle gå i gang, skulle Gamereactor livestreame hele molevitten. En del af besætningen på kontoret havde i forvejen prøvet spillet ved en række lejligheder, og var slemt imponerede over det de havde set. Beta-koden ankom sent, men den virkede, og nu skulle det være tid til at sky... vente på at spillet sammensatte to hold. Det tog en evighed, og i chatten brokkede seerene sig over, at nøglerne endnu ikke var ankommet.

Jeg gav mig i stedet i kast med spillets menuer, der først og fremmest introducerer dig for spillets klasse- og opgraderingssystem. Der er en række hold, der er baseret på verdens diverse indsatsstyrker, og indenfor disse hold er der forskellige soldattyper, hver med deres specialitet. Disse kan selvfølgelig tilpasses til din personlige spillestil, men de giver alligevel spilleren nogle rammer, og giver, vigtigst af alt, hver holdkammerat en distinkt rolle. Én type gør dig, tung, mere resistent overfor skade, om du så bær et skjold eller ej, hvorimod en anden er hurtig, stille og er tydeligvis skabt til infiltration snarere end at gå ind ad hoveddøren.

Soldaterne kan købes individuelt for point, som optjenes via gennemførslen af kampe, og efter du har købt en, er det tid til det almindelige og forventede ræs med at vælge kikkertsigte, våbenopgraderinger, gadgets og alle de andre features, der gør din soldat effektiv. Der er et fint, prøvet og lidt fantasiforladt system, der virker efter hensigten, uden at give dig noget du ikke har set før.

Og det var med et suk, at jeg navigerede disse menuer under livestream-udsendelsens første kvarter, og med dårlig matchmaking og seere der endnu ikke havde modtaget deres koder, virkede dette som en klassisk forfejlet beta-test, Evolve-problematikken om igen.

Men så kom jeg ind, og her begyndte de gode nyheder.

Hver runde begynder med forbedrelse. For terroristerne handler det udelukkende om at beskytte den bygning, hvor bomberne, gidslerne eller andre interessante ting befinder sig, og for indsatsstyrken handler det om at lokalisere disse med små kamerabiler. Til trods for at dette er multiplayer, der udover Battlefield-serien, tit kan mangle stemning, eller være alt for konkurrenceorienteret til at give spilleren et filmisk indtryk, så er begyndelsen af disse runder ganske intens, og føles som tredje akt af en velkomponeret actionfilm. Er du terrorist har du barrikaderet forskellige indgange og smidt pigtråd rundt, så indsatsstyrken bliver ledt hen imod den ønskede indgang. Er du indsatsstyrken står du udenfor, har sat din bombe på en af de barrikaderede vinduer, og rappeller op ad siden af facaden, men hånden på knappen, klar til at sprænge dig ind i fjendens fæstning.

Stemningen er perfekt, og man har konstant følelsen af at være i fare. Ubisoft har givet hvert hold nok gadgets, mekanikker og taktiske muligheder, til hele tiden at vende kampen på hovedet. Om det så er en velplaceret bombe, en smart indgangsvinkel på bygningen, eller en solid barrikade-strategi.

Efter bare fire runder, var jeg solgt. Jeg mistede mælet, og blev samtidig en dårligere tv-vært, da spillet sugede mig ind, og krævede min fulde opmærksomhed. Der er ingen auto-pilot her. Rainbow Six: Siege er et krævende, balanceret og taktisk dybt spil, der, sjovt nok, ikke tager nogle gidsler. Begår du en fejl, er der med sikkerhed en overlegen modstander klar til at straffe dig for din manglende opmærksomhed.

Breach Charges er en af de vigtigste komponenter i spillet, der tillader grafikmotorens destruktive natur at skinne. Ideen er, at mangler du en indgang, eller ønsker at skabe en taktisk mulighed, så kan du sprænge dig igennem samtlige vægge eller gulve i banen. Dette virker meget af tiden, men det var alligevel skuffende at finde ud af, at visse overflader ikke kan sprænges via Breach Charges. Jeg kan forstå, at der er behov for et balancerede element her, men det havde alligevel været spændende at se Ubisoft give spilleren nøglerne til kongeriget.

Livestream-udsendelsen gik i trav, men det var dog ikke mange kampe det blev til i løbet af de to timer. Sådan gik det faktisk i hele beta-perioden, der i øvrigt blev forlænget sidenhen, og Ubisoft annoncerede selv, at spillere havde cirka 60% chance for at komme igennem matchmaking-nettet. Dette viste sig at være meget optimistisk, og efter udsendelsen var det stort set umuligt, henover hele den efterfølgende weekend.

Beta-testen indeholdte tre baner, samtlige soldattyper og masser af endnu uudforskede gadgets, og derfor var jeg sulten efter mere, efter at have genopleve suset og den intense stemning inden begyndelsen på hver runde, men ak, ligesom med Evolve Alpha-testen endte denne beta med at forværre spillets omdømme, på trods af at kernemekanikker er solide.

Ubisoft har ramt hovedet på sømmet med Rainbow Six: Siege - et taktisk, strategisk, holdbaseret skydespil, der reelt har muligheden for at skære sin egen niche ud i branchen, der efterhånden er ret tæt befolket af oplevelser, der ligner hinanden en smule. Desværre var det svært for mange af de indbudte spillere at komme til at opleve dette, da server-strukturen simpelthen bukkede permanent under.

Våbnene føles fantastisk, bevægelsen og friheden til at vælge forskellige indgangsvinkler, en varieret mængde gadgets og mekanikker og en sand holdfølelse gør Rainbow Six: Siege til en af de mere lovende multiplayer-oplevelser i år, men om hvorvidt Ubisoft kan nå at sørge for, at spillerne kan opleve disse tiltag på en poleret og problemfri facon vides endnu ikke. I disse tider er der ingen plads til en chance til, og brænder Ubisoft deres fans igen, mister de en fantastisk spiloplevelse.

Udsendelsen var færdig, og jeg sad tilbage, ligesom de mange seere, med en blandet følelse i maven. Spillet er ret enestående, når det hele kører på skinner, men server-arkitekturen virker så ustabil, at spiloplevelsen kan gå hen og blive ødelagt. Vi krydser fingre for Rainbow Six: Siege, og at Ubisoft får styr på forbindelsen inde udgivelsen d. 1 december.