Gamereactor debatterer: Hvorfor Bioshock Infinite er bedre end The Last of Us

Ja, efter at have set overskriften, er du nok allerede på vej imod kommentarfeltet, for at fortælle mig at jeg tager fejl. Meget fejl. Du er måske allerede i gang med at liste centrale pointer i din teori, der endnu en gang skal cementere Naughty Dog's klassiker som cremen af spilåret 2013. Men før du skriver helt færdig, så lad mig i det mindste forklare rationaliseringen bag en af mine mere kontroversielle udtalelser i løbet af min tid hos Gamereactor, nemlig at Bioshock Infinite ikke bare var 2013's Game of the Year, men at det også er et bedre spil end The Last of Us

For at finde begrundelsen og forklaringen bag udtalelsen, som jeg i øvrigt stadig står ved, skal vi, overraskende nok, tilbage til Oscar-uddelingen i 2011. I det herrens år var feltet tæt, med stærke kandidater som Black Swan, The Social Network og True Grit, men den endelige kamp lå imellem Tom Hooper's The King's Speech og Christopher Nolan's Inception. The King's Speech vandt, i hvert fald de priser der var af dramaturgisk betydning, og Inception måtte lade sig nøje med de tekniske priser, der i Oscar-regi fungerer som en form klap på skulderen - "bedre held næste gang ikke? I det mindste var din film flot". Jeg sad i Imperial til galleaften, jeg havde jakkesæt på, og var fuldstændig tomatrød i hovedet af raseri. Men ikke fordi at The King's Speech ikke fortjente applausen, for i virkeligheden er den nok en bedre film end Inception, men så alligevel ikke - for indenfor enhver kunstart, bør vi sætte mere fokus på ambition, på skaberglade, på at satse hele butikken.

Det var det der var gået galt, det var det som akademiet havde misforstået, og det var det der gjorde mig rasende. Inception har fejl, fordi der foregår 10.000 ting på samme tid. Snørklede forbundne tematikker og karakterer, der taler sammen og interagerer på et højt narrativt niveau. Det er med andre ord, en utrolig ambitiøs film, der beder om utrolig meget af sin seere. Der er et hav af ideer, et hav af drømme (no pun intended), og kun halvdelen af dem kan bruges til noget, men den aften burde akademiet have belønnet en ambition, en drøm, om at skabe en kompleks, smuk og mangefacetteret fortælling. I stedet belønnede vi den klassiske historie, den sikre vej som The King's Speech repræsenterede. Historisk drama, mand der med en kvindes hjælp overkommer skavanker, for at levere en vigtig del af den historiske lagkage. Med andre ord, en velsmurt, fantastisk og velspillet historie... som vi har hørt 100.000 gange før. Den vandt med andre ord, fordi den var genkendelig, fordi den var begrænset i sin ambition, og derfor havde lettere ved at lykkedes med sit projekt. Det gør ikke The King's Speech til en dårlig film, men den er sikkert konstrueret.

Denne situation gik igen i spilåret 2013. Bioshock Infinite udkom i marts, og tog meget af spilverdenen med storm. Designer Ken Levine's talent blev for alvor slået fast. Forventningerne var høje, da flere forskellige demonstrationer af spillets mekanikker igennem årene havde givet et meget ambitiøst billede af spillets centrale præmis. Der blev høstet 10-taller, og det lod umiddelbart til, at årets spiloplevelse var fundet.

Så skete der to ting.

Allerførst udkom The Last of Us i juni til den samme, hvis ikke bedre, kritisk fanfare, og høstede endnu en gang 10-taller på stribe, og blev kaldt konsolgenerationens store es i ærmet. Gamereactor's tidligere chefredaktør skrev op til flere blogs om den rørende oplevelse med spillet, og selve stemningen omkring The Last of Us transcenderede traditionelle spiludgivelser, og trådte ind i den berygtede mainstream-sfære. Det blev en kulturel begivenhed, en fejring af mediets narrative evner.

Samtidig begyndte stemningen omkring Bioshock Infinite at gære, at blive sur, at krakelere. Pludselig meldte anmeldere ud i forskellige podcasts, at gameplay-strukturerne måske alligevel ikke var så solide endda, og måske havde Levine ikke hold i halvdelen af sine ideer alligevel. Spillet blev kaldt kvindehadsk, usammenhængende og langt ude, og gameplay-elementerne tog et endnu hårdere slag.

Vi fik et glimt hvad spil kan gå hen og blive med Bioshock Infinite, og faldt derefter tilbage til hvad de i lang tid har været, med The Last of Us. Inception overfor The King's Speech. Ambition overfor tradition. At satse hele butikken overfor at holde sig til allerede etablerede normer.

Det sjove er, at samme pointe går igen med disse spil, som med filmene i 2011. The Last of Us er uomtvisteligt et bedre spil end Bioshock Infinite. Det er bedre designet, strammere fortalt og har et mere solidt teknisk fundament. Men Bioshock Infinite er tosset, ambitiøst, storladent, pompøst og fuldstændig forelsket i sig selv. Det er komplekst, politisk, ideologisk, tætpakket,underfundigt, og fyldt med fejl. Og det er et mesterværk. Det er faktisk mere end et mesterværk, det er selve skabelonen på et mesterværk. Det naturlige produkt af ambitiøse, mærkelige, småtossede og skabertrangende nørder, der først og fremmest har ideer. Store ideer, skønne ideer, hvor ikke alle virker, men hvor selve ideernes poesi bliver produktets, spillets sprog.

Vi gav Game of the Year til The Last of Us i 2013, og akademiet gav Best Picture til The King's Speech. To eksempler på, at vi, ifølge undertegnet i det mindste, har fejlbedømt det, som film og spil for den sags skyld, skal gøre for os. De skal forbløffe, få os til at undre os over os selv og vores omgivelser og røre os. Det sker igennem ambition, igennem mennesker det første er kunstnere, og for det andet er programmører. Bioshock Infinite og Inception er begge produkter der kommer fra denne privilegerede skare, og de fortjener at blive hyldet for det de er. Mesterværker. Bioshock Infinite er et bedre end The Last of Us, fordi det forsøger at være det hele på samme tid, og fejler. Det er et svært koncept at vikle hjernen omkring, men lad mig spørge dig sådan her:

Skal din kæreste være rolig, genkendelig, forudsigelig, godt sat sammen og fejlfri, eller flamboyant, fantastisk, underfundig, mystisk og fejlfuld?

Jeg ved godt hvad jeg ville vælge.

Nu må du godt fare til kommentarene.