PolyNoid og retro-gamere

"Argh men, for satan. Jeg bliver sindsyg! For helvede jeg er helt forvirret!"

Det er jeg faktisk ikke i tvivl om. Ordene er en taxichaufførs. Vedkommende hamrer flere gange hånden ind i taxametret, og han får ved fjerde eller femte hug endelig nulstillet tælleren. Han ligner en nedsmeltning, af den slags, hvor jeg mere eller mindre forventer at blive kylet ud af vognen.

Han har nu kørt i noget, jeg mest af alt vil beskrive som en yderst nydelig og konsekvent ring. Hvilket jeg pænt har påpeget, da jeg begynder at synes, at det måske lige er friskt nok at være oppe på mere end 120 kroner for at være kørt omkring to minutter væk fra min lejlighed. Så lige nu imploderer han, og har besluttet sig for at starte på en frisk. Hvilket åbenbart inkluderer noget, der ligner en blanding af balletopvisning og et mentalt sammenbrud.

Jeg er allerede sent på den. Om et kvarters tid skal jeg nemlig være på Mellemgulvet på Nørrebro for at se et nyt spil. Et spil, jeg allerede har prøvet, og som jeg egentlig finder for simpelt og ikke synderligt sjovt. Men hey: Der er gratis øl, sikkert godt selskab og en perfekt chance for at koble af efter en travl arbejdsdag på Gamereactor.

Hvis jeg altså når frem i live.

Reflx er navnet på udvikleren, der er dansk. Spillets titel er PolyNoid, men jeg kan ikke rigtigt få mit hoved til at acceptere fontvalget, og jeg vil konstant have, at det skal hedde Polynoia, hvilket er lidt fjollet, da navnet tydeligvis er en ode til det klassiske Arkanoid. Det er samtidig et spil med fokus på klassisk 2D og geometri.

Jeg har allerede forberedt mig og gennemført 17 baner i spillet, der mest af alt ligner en blanding af Pong og noget lige så firkantet. Jeg husker Pong til at være meget sjovt, jeg er ikke så sikker på PolyNoid. Og det er samtidig et iPhone-spil, hvilket der i bund og grund udkommer en millard af i minuttet. Men der er som sagt gratis øl.

Taxachaufføren er nu blevet ganske smilende igen, og jeg takker pænt for turen, mens jeg fniser indvendigt.

Jeg ved ikke helt, om det kan defineres som en god handel, at være sent på den og betale knap 300 kroner for at få gratis øl. Men idéen virkede god nok, og nu er jeg her.

Sådan lidt ligesom PolyNoid, der i dagens anledning kører i hjørnet af en storskærm.

Andreas er projektleder for spillet. Eller det vil sige, det er den titel, vi bliver enige om er mest rammende for hans rolle i det fire mand store danske udviklerhold. Gutterne bag spillet har arbejdet sammen for måske syv år "... nej otte ... vent ni! I hvertfald siden ... længe siden", fortæller Frederik, der er reklametegner, designer, og for omkring tre år siden fik ideen til spillet, og hastigt tegnede en masse skitser for de øvrige medlemmer af, hvad der senere skulle blive til udviklerholdet Reflx.

Frederik er spillets designer, og det er tydeligt, at han har haft en vision og en klar idé: Vi skal jagte highscores på den rigtig gammeldags måde, hvor man pænt må starte forfra, hvis man dør, og hvor man føler sig hensat til dengang, hvor konsoller kom med to controllere indbygget, et krav om at blive indstillet på kanal 27 og tudegrim grafik.

Faktisk er betegnelsen tudegrim ikke særlig pæn. Retrografik-mærkatet er noget lettere at sluge i forbindelse med det ganske minimalistiske PolyNoid, tænker jeg. Jeg kan sagtens se charmen i det. Det virker dog en smule langsomt, og jeg er indtil videre kun stødt på en enkelt power-up. Men hvad brokker jeg mig over? Pong havde trods alt cirka nul af slagsen. Så måske er én meget godt gået.

På den lille Nørrebro-café er der stillet en bunke konsoller op, der får en til at tænke: "Shit, det er længe siden". Jeg spiller et enkelt spil Pong mod PR-manden fra PR Nordic, og har lidt på fornemmelsen, at han lader mig vinde, mens jeg overvejer, hvorfor pokker jeg nogensinde har fundet det spil godt.

Anderledes sjovt er Donkey Kong, som også glæder med sin tilstedeværelse i dag. Faktisk føles det her arrangement mere som en hyggelig sammenkomst i at gamer-værelse fra firserne end en lancerings-event.

Jeg kæmper mod de rullende tønder og mærker en irritation over, hvor simpel og ubønhørligt Donkey Kong egentlig er. Andreas og jeg diskuterer den kunstige intelligens - eller manglen på samme - i spillet. For sådan en er der. Men vi aner ikke helt, hvad pokker det er man skal i tredje bane. Tænk sig at vi åd den slags spil råt dengang.

Jakob og Joakim er de to andre holdmedlemmer bag spillet. De er programmørerne, og vi snakker kort om betalingsmodellen i spillet. Det er nemlig gratis at hente og spille (Når det altså udkommer den 25. februar). Der er dog ingen reklamer at spore. Sådan set heller ikke nogle anmasende in app purchases. "Det ville gå ud over designet", fortæller Andreas, mens Joakim står og er ved at introducere en pige for konceptet i spillet. Man kan dog betale for at fortsætte, hvis man løber tør for liv. Ligesom på de gamle arcade-maskiner i grillbaren. Det er her, Reflx håber at lave lidt kroner. Frederik selv har netop rundet bane 94 i spillet. Han er dælme god til det. Men okay: Han har jo også designet det.

Det er så dejligt simpelt et præmis i PolyNoid: Du har en kugle på skærmen og nogle blokke, der skal smadres. Men fremfor at bakse med virtuelle knapper og mekanikker, der ikke er egnet til en touch-skærm, så tegner du ganske enkelt din "pind" med fingeren hvor som helst på skærmen. Pac-Man og figurer fra Space Invaders udgør de næste baner i spillet. Det er virkeligt retro-hyggeligt.

Som sagt har jeg ikke været grebet - indtil nu. Efterhånden som Frederik kæmper sig gennem banerne, begynder forståelsen at brede sig. Det er som i de gode gamle dage. Jagten på highscoren og synet af næste bane.

"Der er faktisk fire power ups. Nej vent. Fem? For pokker, hvorfor kan jeg ikke svare på det? Det burde jeg da kunne huske", svarer Frederik på mit spørgsmål om, hvor mange power-ups, der er i spillet. Jeg har indtil nu set en, der sætter hastigheden ned, en hvor bolden vokser, en tredje hvor den eksploderer og en fjerde, der mejer alle klodserne ned. Om ikke andet er der i hvert fald fire, det må jeg give ham.

PR-manden kommer med endnu en økologisk øl. Jeg begynder at føle mig lidt snalret. En eller anden har skrevet Lee på highscore-listen på Donkey Kong. Det er ikke mig.

Der er både venner, bekendte og kollegaer med til lanceringen af spillet. Martin fra MovieStar Planet er netop færdig med at fortælle en smule om det danske firmas mange projekter, han er dog nu gået i entusiastisk selvsving med snak om PS Vita. Som han siger: "Folk synes, at jeg er underlig, fordi jeg godt kan lide den konsol, men den er så dejlig simpel. Især TxK er guld værd". En pige knipser et billede af den oldtudsegamle Soundic Programmable-konsol, der står opstillet og viser et racing-spil bestående af simple farver og pindebiler. Jeg tjekker min telefon for beskeder og viser ved samme lejlighed Andreas billedet af min kæreste, der sovende har fået stillet en vandflaske og en LEGO-mand på hovedet. Andreas fortæller, at han har en vane med at tage selfies af ham og hans kæreste, når de er ude at rejse. Mens hun sover i flyet, i toget eller andre steder. Hun synes omtrent det er lige så sjovt, som min kæreste gør. Altså ikke særligt meget.

Faktisk synes jeg dog, at PolyNoid er væsentligt sjovere, end de lidt langsommelige baner, som jeg spillede derhjemme inden præsentationen. Måske er det øllene, der taler, men jeg tror det nu ikke. Det er nok nærmere stemningen og kampen om at være bedst. Jeg kan godt se, hvorfor PolyNoid er yderst velegnet til mobilgaming, men jeg er ikke helt sikker på, at jeg kan se det gøre sig bemærket på en platform, der er fyldt med lignende titler. Især fordi det ved første øjekast ikke gør et synderligt stort væsen ud af sig. Men det fortjener opmærksomheden, og er du gamer med et stort retro-hjerte bør du sætte et kryds i kalenderen, så du husker at hente det.

Joakim fortæller, at de sådan set alle har jobs ved siden af, og ikke har planer om at blive svinerige af dette spil, "men at det naturligvis ikke ville gøre noget". Det har taget dem en del år at nå hertil. Så man kan ikke påstå, at projektet har haft førsteprioritet i hele udviklingsperioden. Men man må dog beundre oldschool-konceptet, udførslen og det endelige resultat.

Det er tydeligt, at gutterne fra Reflx har haft en vision om at levere gaming, som vi husker det, men skræddersyet til mobiler. Og det virker ganske godt. Nøjagtig som Pong, Donkey Kong og det-der-pindebilspil virkede dengang.

PolyNoid er ude på App Store den 25. februar.