Halo: The Master Chief Collection - Anmeldelse 1. del

Bemærk denne første anmeldelse af Halo: The Master Chief Collection er baseret på gennemgang af singleplayer-kampagnerne. Som med Destiny deler vi denne gang anmeldelsen op i to på Gamereactor fremfor at haste en endelig karakter ud for hele produktet.

Multiplayer dækkes grundigt om knap to uger i den færdige anmeldelse.

Stor historiefortælling og imponerende lyd og grafik er ikke altid sammenhængende størrelser indenfor vores spilhobby. De to elementer kan dog til dels udligne hinanden, og man kan være mere tilbøjelig til at investere timer i en titel, hvis det visuelle lefler lidt for den indre grafiknørd - eller omvendt, hvor en god historie opvejer grove teksturer og hakkede animationer. Men er der en spilserie, som i særlig grad har mestret fusionen af historiefortælling og grafisk revolution - af flere omgange endda, så er det beretningen om Master Chief i Halo-spillene. Spillene har taget springet fra den oprindelige Xbox til Xbox 360 og har hele vejen igennem høstet stor anerkendelse.

Det er derfor med en høj grad af ærbødig nysgerrighed, at jeg nu sidder med seriens spring til Xbox One i form af et nostalgisk tilbageblik på de fire klassiske Halo-spil i udgivelsen Halo - The Master Chief Collection. Pakken indeholder de fire spil Halo: Combat Evolved Anniversary, Halo 2 Anniversary, Halo 3 og Halo 4 og titlerne er i forskellig grad finpudset til denne generation af Xbox. Men efter den første bølge af ærbødighed har lagt, står jeg tilbage med et centralt spørgsmål - skal vi gamle Halo-krigere nu til at købe spillene en gang til, eller er denne pakke alene rettet mod et nyt publikum, som intet kender til Master Chief og hans kampe for at redde universet?

Det imponerende bagkatalog af Halo-titler er tæt fulgt af en lige så skinnende samling af anmeldelser, og starter vi udflugten med at kigge tilbage på disse, bliver forventningerne til den aktuelle spilsamling ikke mindre.

Tiårs jubilæumsudgaven af Halo: Combat Evolved blev udgivet til Xbox 360 i 2011, og høstede et flot 8-tal hos os. De to efterfølgende spil fik begge 10-taller og det seneste skud på stammen landede på et 9-tal. Men simple tal siger jo ikke alt. Halo 2 fik mange rosende ord med på vejen, såsom: " Halo 2 er den største grafiske præsentation hidtil på Xbox". Spilseriens spring til Xbox 360 med Halo 3 i 2007 fik os helt op i toppen igen, og roserne regnede ned over titlen med eksempelvis: "Der var simpelthen nogle gange, hvor jeg lige måtte gnide mig i øjnene og nive mig i armen i ren forbløffelse over, at jeg ikke sad og kiggede på et professionelt håndtegnet billede". Senest har Halo 4 fra 2012 fulgt samme spor og det visuelle er igen rost med jubel såsom: "... grafikken skinner som en perle".

Der er derfor ingen tvivl om, at serien altid har stået for et højt grafisk niveau, og da denne blev koblet sammen med en historie af galaktiske dimensioner, var successen i hus. Jeg kan varmt anbefale at genlæse de gamle anmeldelser som opvarmning, og derigennem også få et par bidder af historielinjen i spillene, hvilket ikke i nævneværdig grad vil blive berørt i denne anmeldelse. Fokus vil her være de nye ændringer og tilføjelser - og der er rigeligt at tage fat på.

Jeg sidder her med 13 års spilhistorie, nu fordelt på tre generationer af konsoller. Det er ikke en lille opgave, og nervøsiteten meldte sig straks anmelderkoden landede i min mailboks. Denne forsvandt dog som dug for solen, da de første toner af den kendte Halo-hymne bragede ud af mit lydsystem. Velkommen til et nostalgi-trip af de mere vilde. Med kuldegysninger klikkede jeg mig ind på den første skærm, og der stod de parat. Alle fire titler på række.

Simpel logik fik mig til at starte med udgangspunktet - Halo: Combat Evolved. Versionen i spillet er en opgraderet udgave af den allerede finpudsede jubilæumsudgivelse til Xbox 360. Mit indre nostalgimonster bjæffede ikke nævneværdigt her, selvom spillet var en sand revolution indenfor first-person-shooters, må jeg stille mig til skue, og indrømme, at dette er mit mindst elskede Halospil. Denne forudindtagede indstilling holdt egentligt ganske fint gennem min leg med titlen. Jeg må erkende, at jeg efter mange timer med Halo 1 spillet på Heroic-sværhedsgraden var ved at miste gejsten. Jo da - det er smukt. Oplevelsen afvikles nu i 1080p og 60 fps, hvilket åbenbart er der, spilfans adskiller fårene fra bukkene for tiden.

Jeg er en smule ligeglad med opløsning og frame-rates, eller det bilder jeg mig om ikke andet ind, mens jeg klikker mig videre i oplevelsen og starter Halo 2. Dette er en frisk jubilæumsudgave lavet til Xbox One. Hvis jeg lige deler læserne op, og tager et par sekunder med dedikerede fans i de næste linjer, så skal jeg nok vende tilbage til nybegynder-segmentet straks derefter.

Vi gamle Halo-fans husker sikkert starten af Halo 2 ganske klart. Vores ene hovedperson - Master Chief himself, står og nyder roserne for sin indsats. Parallelt udspillet er et helt andet scenarie, hvor Covenant straffer deres egen. Det var for mig en vanvittigt grafisk oplevelse dengang, så jeg sad med store forventninger, da klikkets effekt indfandt sig og den første cinematic-scene sprang frem på min skærm.

Den sære klaskende lyd, jeg hørte straks derefter, var min underkæbe i hård kontakt med stengulvet i mit gamle hus. Jeg har sjældent i mine mange år som aktiv gamer, og senest spiljournalist, set noget så smukt afviklet på en konsol på en skærm foran mig. Jeg kunne fylde resten af anmeldelsen med et fyrværkeri af tillægsord omkring denne oplevelse. Ganske synkront blev min påståede ligegyldighed overfor grafik og opløsning gjort til skamme.

Mens nostalgimåleren var ved at sprænges erkendte jeg, at den gamle version af spillet var ganske primitiv set med Xbox One-briller. Dette blev gjort ud fra et simpelt tryk på en knap på kontrolleren, hvorefter der skiftes mellem den originale version og så til denne perle af finpudset Xbox One oplevelse. Grafikken er en ting - men også lydsporet kan sammenlignes ved et tryk. Det har fået samme pensel af bling-bling og blæret lir.

Detaljeringsgraden er enorm, og landskaberne er ganske imponerende nu. Jeg oplevede tit at spilleriet kom i anden række, og jeg mere tog karakter af en turist. Jeg har ikke oplevet denne følelse siden mine mange timer i Skyrim på Xbox 360. Men fascinationen af det visuelle fik ligeledes styrke i aktionscenerne, hvor fjender pludselig fylder en hel dal foran en, tiden til at lege turist er slut, og riflen skal findes frem. Måske er jeg bare for nostalgisk, men min vision om en simpel kronologisk gennemspilning af titlerne var ødelagt her. Vi snakker om et spil, som pressede den oprindelige Xbox til grænsen af det grafisk mulige. Jeg havde flere familiemedlemmer med inde over i denne udgaves cinematic-del, og et par stykker påstod hårdnakket, at det var film og skuespillere (og det er nok tæt på efterhånden).

Sekvenserne mellem banerne er en filmoplevelse, og eksempelvis ansigter er så tæt på virkeligheden, at man kun kan blive tavs af beundring. Jeg lagde flere gange kontrolleren væk af frygt for at trykke på en knap, så denne historiefortælling blev afløst af selve spilleriet. Udover ansigter fremstår ting som våben og rustninger meget virkelighedstro, og man kan næsten lugte dunsten fra en samling Grunts eller den halvrådne stank forbundet med et Flood-angreb. Jeg sidder med en skrigende lyst til at få sparket Peter Jackson i bagdelen, så han kan komme i gang med at lave en spillefilm i fuld længde om Halo-universet og Master Chief.

Men hvad med selve spillet og gamer-oplevelsen?

Spillet har fået samme grad af lir og blær. Jeg måtte stoppe i første del af spilscenen og bare kigge ud på himmelrummet. Lyssætningen og den ekstra kælen for grafikken gør bare meget - særligt det første. Scener som før var lidt mørke er nu belyst via brand eller lysindfald fra stjerner eksempelvis. I har sikkert forstået min pointe, og jeg har ganske svært ved ikke at fylde resten af anmeldelsen med Halo 2: Anniversary.

Lidt service information til fan-segmentet er styringen. Vi har her en vinge ud over Halo et til fire, og der er sket ting på controller-siden. Men heldigvis kan man selv vælge styringen. Jeg har lade mig fortælle, at det samme skulle gøre sig gældende på multiplayer-fronten. Man vælger ens ynglingsopsætning, og kan herefter anvende den over alle banerne.

Men tilbage til arbejdet - der er to mere. Så jeg smækkede mig selv på Heroic, og nappede de første baner i Halo 3 og 4. De er begge nu afviklet i 1080p og 60 fps. Jeg er fan, så det var et kært gensyn. Men det var småting som adskilte dem fra originalen. Halo 2 er perlen i denne samling, så kan ikke ofre mange ord på Halo 3 og 4. De er pudset op, og adskiller sig ellers ikke fra originaludgaverne.

En anmeldelse skal jo helst slutte med et tal - mange ord, men kun et tal, og i den forbindelse er multiplayer jo en stor del af pakken, og det er her jeg stoppes brat i min entusiasme.

Sig Halo - og jeg siger multiplayer. Jeg har brugt så uhyggeligt mange timer på multiplayer her. Desværre har jeg ikke fået muligheden for at teste de over 100 baner synderligt, som er tilgængelige her. Faktisk er denne anmeldelse i store dele forfattet før den meget omtalte 20GB patch (der endte på 15GB) kom ud, men flere af mine kollegaer melder om problemer og bugs i den del af spillet.

For mig var det særligt irriterende med fejl i check-point systemet, hvor jeg gentagne gange blev sparket helt tilbage til starten af en bane på trods af mængder af aktiverede checkpoints. Udover dette irritationsmoment, så stoppede flere af banerne ganske brat. Jeg oplevede faktisk at få beskeder på skærmen om at der aktuelt blev arbejdet på denne passage, så der er tydeligvis gang i kulisserne, og mange af disse småfejl fanges derfor forhåbentligt med den føromtalte patch.

Der er så meget ekstra i denne pakke - eller det skriver de i hvert fald. Halo 4´s Spartan Ops kommer som en gratis download til december. Udover det, så kommer der "Halo: Nightfall" (med Ridley Scott i instruktørstolen), som er en digital tv-serie, der kan ses via Halo-kanalen. Denne kanal er ikke oppe endnu. Men jeg lover som sagt at vende tilbage, når det er tilgængeligt.

Jeg er alligevel der, hvor jeg alene på Halo 2 ville smide et rent 9-tal, hvis alt fungerede, men der er så mange ubekendte i denne pakke endnu.

Nostalgi er en tohovedet størrelse og jeg har mange gange oplevet at tidligere tiders store yndlings-titler pludselig blegner, når de genudgives i HD-remasterede versioner. Men Halo - The Master Chief Collection får min dybeste respekt - hvis problemerne bliver rettet. Spillene er ligeså fantastiske som første gang jeg spillede dem igennem, og nu fremstår de fantastiske - og ja, fed grafik kan stramme en oplevelse op.

Er du ny indenfor Halo-universet og Master Chief, så kan jeg kun anbefale et øjeblikkeligt køb. Kommer du udelukkende for multiplayer, bør du vente og læse den endelige vurdering om en uge eller to. For gamle fans er Halo 2 alene argumentet. Magien i fortællingen er bevaret og den finpudsede grafik gør hele oplevelsen til mere end bare et nostalgi-trip. Så her i starten af den danske vinter, kan sne og slud bare komme - underholdningen til den mørke tid er sikret. Nu krydser jeg fingre for, at multiplayer-delen også kommer til at spille så godt som resten af pakken.

Foreløbig karakter 8/10