Dansk
Gamereactor
artikler
Nidhogg

De oversete: Nidhogg

Et bindegalt og hæsblæsende fægtespil, der byder på noget at det bedste og mest intense lokale multiplayer, man kan få.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ

De Oversete er en ny artikelserie på Gamereactor, hvor vi fremhæver spil, vi gerne ville have kigget nærmere på, men af den ene eller anden grund aldrig har givet den opmærksomhed, de fortjente. Vi kan ikke nå alt, selvom vi gerne ville - men det har vi chancen for at rette op på her. Dette er ikke en decideret anmeldelse, men et kort og hurtigt overblik over hvorfor den givne titel er interessant eller har fanget vores interesse

Fægtespil er der ikke mange af. Jovist, der er mange titler der involverer sværdkamp, men decideret fægtning som centrum, det er en sjældenhed. Hybriden af fægtning og tovtrækkeri er endnu mere sjælden, i en grad så vi godt tør sige at der ikke findes andre eksempler end dette - men det er lige hvad Nidhogg er.

Har du tjekket screenshotet nedenfor, synes du måske det ser en kende primitivt ud, og det med rette. De to kæmpere er blot silhuetter uden nogen form for detaljer, og det eneste der adskiller dem er deres farve. Animationerne flydende og rotoskop-agtige, og man kan godt argumentere for at grafikken er stilistisk flot, men det er bestemt ikke Crysis det her.

Nidhogg
Dette er en annonce:

Gameplayet er til gengæld knivskarpt. Konceptet er enkelt - nå frem til modsatte side af banen. Hvis din modstander står i vejen, så dræb ham. Dør man, kan man ikke løbe videre fra den aktuelle skærm, før man har taget livet af modstanderen. Det er dødsimpelt, fægtning med et element af tovtrækkeri, som sagt.

Og det er forrygende underholdende. Styringen er let og ligetil, her er ikke noget med komplekse knapkombinationer og special moves. Man kan slå i tre højder, kaste sit sværd, prøve at tackle modstanderen og eventuelt skære hans hals over. That's it. Tempoet er grusomt, blodet sprøjter (i samme gule eller orange farve, din figur er) og hovmod kommer meget hurtigt til at stå for fald.

Det faktum, at spillet mere handler om at løbe mod hver sin målstreg, snarere end at dræbe modstanderen, giver det en helt unik, hektisk stemning, og spiller man med en ven i sofaen, kan man godt forberede sig på en masse råb, skrig og skraldsnakkeri, når bølgerne går højest. Hvilket de gør næsten hele tiden.

Der er blot fire baner, med hver deres tydelige træk, der påvirker ens taktik og muligheder. En foregår for eksempel blandt skyerne, hvor nogle overflader forsvinder, hvis man står på dem i mere end et øjeblik. En anden blandt høje beplantninger, så man kun lige kan se sine fødder og måske spidsen af ens sværd i dele af banen.

Dette er en annonce:
Nidhogg

Hvor spil som Street Fighter og Tekken kan være ret uoverskuelige med deres myriader af figurer og knapkombinationer, er Nidhogg barberet ind til benet og komplet minimalistisk. Hvilket også er hvad der gør det så tilfredsstillende at spille.

Man kan tilmed spille to mand på ét tastatur. Det er årtier siden vi sidst har set et spil med den mulighed (men de fleste vil nok foretrække et par controllere eller lignende i stedet).

Hvad sker der i øvrigt, når man når frem til målstregen? Ja, så bliver man spist af Nidhogg - eller Nidhug, som den egentlig hedder på dansk - den drage, der ifølge den nordiske mytologi ligger og tygger på Yggdrasils rødder. Det er åbenbart en stor ære. Det er komplet absurd.

Nidhogg er kort sagt et af de sjoveste spil, man kan få, når det kommer til dueller i sofaen, i hvert fald efter undertegnedes mening. Det er ude nu på PC, og lander snart på PS4 og PS Vita også. Faktisk er det allerede ude på de platforme i USA, men herhjemme må vi vente lidt endnu.

Relaterede tekster

6
De oversete: Nidhogg

De oversete: Nidhogg

ARTIKEL. Skrevet af Rasmus Lund-Hansen

Et bindegalt og hæsblæsende fægtespil, der byder på noget at det bedste og mest intense lokale multiplayer, man kan få.



Indlæser mere indhold