Dansk
Gamereactor
artikler

Så meget had - så lidt (spil)tid

Spilbranchen har problemer. Men hvorfor er de der, og er de så slemme som antaget? Lee kigger på sagen...

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ

Som gamere elsker vi at brokke os. Det er da også Gamereactors primære opgave at være forbrugernes vagthund fremfor PR-folkenes forlængede arm, selvom det med det høje niveau af planlagte "leaks" og embargoer til stadighed kan virke som værende mindre tilfældet.

Der er dog også den slags had fra gamere, som ganske vist udspringer af en fornuftig tankegang, men som siden startskuddet blev givet, er kørt en smule af sporet. Her får du en liste over ting, som gamere elsker at hade, men som de måske engang imellem skulle lade vende i hovedet, inden høtyvene og faklerne trækkes frem.

Læs med på listen herunder. Vi lister problemet, hadet og chefredaktør Lee Wests holdning samt bud på en forklaring. Til tider er forklaringen med ja-hatten skruet godt fast på hovedet i rollen som djævelens advokat, og andre gange tenderende til belærende. Men måske du lærer noget - eller kan sætte chefredaktøren på plads?

Lad os høre, om du er enig - gerne med en sober kommentar eller realistiske løsningsforslag.

Dette er en annonce:

Sony
Hadet:
"Sony stinker"

Så meget had - så lidt (spil)tid

Chefredaktøren mener:
Sony har tidligere fejlet med sikkerhed, løfter og online-smidighed. Det meste er forhåbentlig fortid nu. Jeg vil personligt gerne stadig se Sony opgradere deres BD-afspiller og multimedie-funktioner i PS4. De har begge mangler. Men Sony har også været med til at forme konsolverdenen, som vi kender den i dag. De var for alvor med til at sætte konsolspil på det europæiske (og især det danske) kort. Alene det gør, at man ikke bør hade dem. Den største forklaring er dog nok i dette (og de to næste) tilfælde, at fanboyen ikke har nævnte maskine og brug for bekræftelse i sit valg.

Microsoft
Hadet:
"Microsoft stinker"

Dette er en annonce:
Så meget had - så lidt (spil)tid

Chefredaktøren mener:
Microsoft har gjort alt galt med deres (især danske) lancering af Xbox One. PR-folk med ukorrekte oplysninger og en manglende ærlig kommunikation om årsagerne. Mere åbenhed og styr på kommunikationen tak. Med Phil Spencer ved roret går det dog i den rigtige retning. Og uden den originale Xbox havde vi dog næppe haft så velfungerende online-dele på konsoller, som vi har den dag i dag. Selv PSN kan takke Microsoft for opbygningen.

Nintendo
Hadet:
"Nintendo stinker"

Så meget had - så lidt (spil)tid

Chefredaktøren mener:
Nintendo har vist en stædighed udover det sædvanlige. Både med deres overgang fra cartridges til skiver, men også i deres nærmest arkaiske online-del (den er stadig forfærdelig, få nu i det mindste et online-ID, så jeg ved, at mine spil er mine). Det er dog også denne stædighed, der gør Nintendo til noget helt særligt, og som til tider er en direkte styrke. Mange af deres titler har et tydeligt udtryk, der ikke ligner det, vi kender fra Microsoft og Sony eller for den sags skyld stort set alle andre udviklere. Vi kan takke deres stædighed for, at vi i dag har større kvalitetskontrol på spil. En kvalitetskontrol, de i bund og grund grundlagde efter spilbranchens store krak i firserne med Nintendo Seal of Quality.

Årlige udgivelser
Hadet:
"De malker branchen"

Så meget had - så lidt (spil)tid

Chefredaktøren mener:
Der er penge i skidtet, og I køber det. Men uden brandet var der ikke de ansatte. Brandet har været med til at skabe arbejdspladser. Disse arbejdspladser er nu sat af til netop dette brand. Det er groft sagt som at lave en burgerbar, fordi der er efterspørgsel på det, og kunderne så pludselig synes, at firmaet skal sælge bananer, fordi de solgte burgere sidste år. Samtidig er der er lang række gamere, der er glade for at få mere af det velkendte, uden at skulle tage stilling til et køb af en anden genre eller franchise. Samtidig ser vi også en stadig udvikling af franchiserne fremfor en decideret malkning. Det er nok de færreste, der synes at ACI er bedre end AC: BF, eller som for den sags skyld foretrækker FIFA 97 fremfor 2015. Samtidig kan de faste titler indtjene penge til mindre satsninger på nye ideer. Lad dem være en del af spilbranchen, men ignorer dem, med både pengepungen og kommentarer, hvis du har et problem med dem.

Online passes
Hadet:
"En unødvendighed og bøvlet"

Så meget had - så lidt (spil)tid

Chefredaktøren mener:
At taste en ekstra kode er bestemt ekstra arbejde for brugeren - også selvom PC-ejere har været vant til det i årtier. Samtidig er det ofte en ekstra udgift for forbrugere, der har købt et brugt spil. Men ikke en krone af dem, du smed hos den lokale Gamestop for din brugte udgave, går til udvikleren af spillet. Vi ligger, som vi har redt. Det betyder ikke, at jeg bryder mig om det, men jeg ser pt. ingen anden udvej, hvis brugtsalg skal eksistere på dette format. Argumentet med at det virker for bøger, er en smule skævt. Bøger har en langt længere levetid. En bog udgivet i 1990 læses stadig den dag i dag, det kan knapt siges om et spil fra 2012. Så brugtsalg er i højere grad en pine i denne branche end i andre tilsvarende underholdnings-grene. Det betyder stadig ikke, at jeg synes om online-passes.

Multiplayer smidt på singleplayer-spil
Hadet:
"De bruger ressourcer, der kunne være brugt på singleplayer-delen."

Så meget had - så lidt (spil)tid

Chefredaktøren mener:
Vi er tilbage ved forrige argument. Multiplayer er en måde at sikre spillet en længere levetid på butikshylderne. Samtidig er det i de færreste tilfælde at der "tages ressourcer" fra anden udvikling. Når en forfatter er færdig med historien, eller koden er på plads, så er disse folk færdige med deres arbejde. Det betyder ikke at de kan overtage en anden arbejdsfunktion eller tage fri. Naturligvis flyttes de så til udviklingen af eksempelvis et nyt spil, DLC eller multiplayer. En multiplayer-del i et spil har sjældent taget noget fra hovedoplevelsen. Bare tag et kig på The Last of Us. Dog er Spec Ops: The line et eksempel på det modsatte, her gik der penge til et ekstern studie til udviklingen. Om den satsning i sidste ende tjente sig selv hjem, er svært at vurdere. Som hovedregel er det dog sjældent ekstra ressourcer fra hovedspillet.

Freemium
Hadet:
"Det er griske pengeslugere"

Så meget had - så lidt (spil)tid

Chefredaktøren mener:
Yup. Men kun hvis du lader dem sluge dine penge. Spiller du uden at bruge penge, så dør modellen. Det værste ved freemium er ikke muligheden for at betale for mere indhold, det er efter min mening den kunstige begrænsning på hvornår du kan spille. Der findes godt og dårligt freemium. Den gode slags spiller som en demo, hvor du kan betale for det fulde spil eller efterfølgende episoder. Eller som et fuldt spil, hvor du kan betale for at tilkøbe dig sjove hatte eller andet ikke gameplay-relateret lir. Samtidig lokker det folk til, der fremover kan blive potentielle gamere. Opdrag hellere på de nye gamere, når de er kommet til at holde af spil, træk dem i den rigtige retning. Og gerne væk fra det dårlige freemium, men husk: Ikke alt freemium er dårligt. Lær at skelne.

DLC
Hadet:
"Det forhøjer prisen og burde være inkluderet fra starten"

Så meget had - så lidt (spil)tid

Chefredaktøren mener:
Både og. Men prisen på spil er heller ikke steget i takt med andre forbrugsgoder, det er udviklingsomkostningerne til gengæld. Men i de fleste tilfælde havde DLC'et aldrig nået med i spillet. Vi er tilbage til argumentet om multiplayer. DLC er en måde at sikre spillet en længere levetid på butikshylderne, og en længere salgbarhed - ellers slippe for DRM. Samtidig er det i de færreste tilfælde at der "tages ressourcer" fra anden udvikling. Når førnævnte forfatter er færdig med historien, eller koden er på plads, så er disse folk som sagt færdige med deres arbejde, og fortsætter som oftest på et nyt projekt, multiplayer eller DLC. Vi har dog også set eksempler fra Capcom på at indholdet lå på skiven. Her var udgiverens argument, at det kørte som et sideløbende projekt med sin egen økonomi, og det derfor skulle sælges separat. En udtalelse, vi naturligvis ikke helt kan gennemskue. Måske de havde ret.

Casual spil
Hadet:
"De ødelægger spilbranchen med deres lortespil, der knap nok er spil"

Så meget had - så lidt (spil)tid

Chefredaktøren mener:
Spilbranchen er ikke længere forbeholdt teenageknægte. Den er for længst vokset, og to enorme målgrupper er kvindelige spillere og folk over 30. Begge grupper har ikke tiden eller nødvendigvis erfaringen til at gribe fat i "rigtige" spil. Og der er penge i disse grupper. Indtjeningen på casual-titler kan også bruges på "rigtige projekter". Det ser vi heldigvis også eksempler på. Såkaldte casual-spil keder mig ofte, men omvendt forstår jeg godt et behov for at udvide kundegruppen i takt med at udgifterne stiger. Og jeg forstår også godt, hvorfor mange "ikke-gamere" ikke vil smide kræfterne efter at lære at betjene et "fuldblodsspil", før de har forstået, hvor sjovt det kan være at spille. Samtidig kan det jo være, at vi på den måde får en bunke nye gamere, der i sidste ende ender med at sætte pris på samme slags spil som os. Man skal kravle, før man kan gå.

Mobilspil
Hadet:
"Mobilspil er ikke rigtige spil"

Så meget had - så lidt (spil)tid

Chefredaktøren mener:
Det er billigt at udvikle til platformen, hvilket også betyder at uerfarne udviklere flokkes om både Google Play og App Store. Samtidig er der et nyt publikum med en helt anden tilgang og lyst til gaming end "os andre". Mobilspil er 90% skrammel og i bedste fald 10% gode spil (om ikke andet efter en typisk "gamer-målestok"). Har man ikke interessen, finder man heller ikke de gode titler. Det er en catch 22. Man kan knap nævne casual-spil uden at høre ordet mobil. Men der er jo også mange af de velkendte og accepterede titler på formatet. Det har jeg allerede blogget om her. Der er også endnu flere eksempler på touch-specifikke titler, der er fantastiske. Touch er ligeledes utrolig velegnet til strategi og tower defense-spil. Så det må være en blanding af elitært snobberi og frygt for, at Angry Birds bliver den faste diæt for en gamer. Støt de gode projekter, lad være at promovere de dårlige. Mobilspil er også spil (og måske endda indførsel for mange til underholdnngsformen), og det burde for en gamer være det vigtigste - ikke platformen.

DRM
Hadet:
"De tvinger os til at æde begrænsninger"

Så meget had - så lidt (spil)tid

Chefredaktøren mener:
Det gør de. Og vi kan for det meste kun takke pirater for denne funktion. Jeg mener dog stadig ikke at DRM er løsningen. Slet ikke når vi har online-passes, DLC eller multiplayer som nævneværdige alternativer til at sikre, at original-produktet benyttes. Når udviklerne, som vi så det med SimCity, har så lidt styr på deres servere, at en piratkopi er et bedre alternativ, så er der noget helt galt. DRM stinker oftest og er en doven lappeløsning.

Spil
Hadet:
"Spil var bedre... dengang"

Så meget had - så lidt (spil)tid

Chefredaktøren mener:
Der er nok at tage fat på. Opløsningen på spil i dag er ikke 1080p. Frameraten er ikke 60. PC-udgaven er ikke optimeret. Patchen fylder for meget. Når det ikke er det tekniske, så er det indholdet. Eller udgivelsestidspunktet. Eller udgiveren. Eller formatet. Eller... eller... eller. Kan du huske dengang du nød spil, fordi de var sjove at spille? Jeg siger ikke, at vi bør holde mund, bestemt ikke. Men vi bør have i baghovedet at datidens spil havde samme udfordringer, inden vi afskriver branchen som på vej i helvede.

Nintendos første maskine leverede en opløsning på 256 x 240. Commodore 64-spil kørte nogle gange med færre farver, fordi spillet var konverteret fra Spectrum. U.S. Gold spyttede tæskedårlige licensudgivelser ud, hurtigere end du kunne sige malkning. Arcade-maskiner tvang dig til at betale, hvis du ville spille videre. Og sværhedsgraden kunne endda sættes op, hvis grillbar-ejeren ikke tjente penge nok. For dengang som i dag, så er branchen her efter pengene, men de vil heldigvis også gerne - i langt de fleste tilfælde - være stolte af det de laver. Vi har altid haft udfordringer - dengang som nu. Og det vil vi ganske sikkert også have fremover. Det er derfor godt at være kritisk og stemme med pengepungen. Men vi skal også prøve at huske, hvorfor vi spiller. Fordi det forhåbentlig stadig er sjovt. Også på trods af ovennævnte udfordringer.

Spilbranchen kan sagtens blive bedre. Den bliver det næppe ved at drukne i skældsord og tvære kommentarer ved hver en lejlighed. Men branchen kan måske blive bedre gennem konstruktiv kritik og sobre forslag. Husk det: Du er selv med til at skabe fremtiden for os gamere - måske endda en hvor had er afløst af spilleglæde.



Indlæser mere indhold