På superhelteeventyr i New York

Spider-Man har forfulgt mig hele dagen. Vi så ham første gang i Brooklyn, gennem vinduet i vores limo-bus, hvor han stod og poserede midt på Grand Army Plaza, da vi var på vej tilbage til Manhattan efter et besøg i Brooklyn Botanic Garden. Senere lurede han på os fra et gadehjørne nær Washington Square Park, og for få øjeblikke løb han forbi glasfacaden i Metropolitan-museets Sackler-fløj.

Jeg har været på mange presseture i min tid på Gamereactor, men denne her topper det meste (selv den for Dead Island, hvor vi først blev overfaldt af zombier, og dernæst drak Long Island Ice Tea med dem i strandstole under plastikpalmer). Jeg er i New York for at se Disney Infinity 2.0: Marvel Super Heroes og besøge Marvels hovedkvarter. Eller, det troede jeg at jeg var. Marvel-besøget er åbenbart blevet sløjfet i tiden mellem vi sagde ja til invitationen, og jeg fik den detaljerede rejseplan - knapt et døgn før jeg skulle af sted.

Og nu bliver jeg altså forfulgt af Spider-Man. De fleste presseture til USA består af den samme rutine: ankomst på hotellet sen eftermiddag eller tidlig aften, et hurtigt bad for at blive forfrisket efter op mod 18 timer på farten, derefter ud og spise middag med PR-folk og øvrige journalister og derefter søvn. Næste dag står den på studiebesøg, demoer og interviews, middag og måske et par drinks, hvis man orker. Dagen efter er der check-ud, måske et par timer for sig selv til sightseeing, hvis man er heldig, og så ud til lufthavnen og hjem igen.

Alle de ting er også på planen for denne tur, men hele denne dag er sat af til noget, der i programmet blot hedder "The New York Experience". Ingen forklaring. Vi mødes til morgenmad på hotellets tagterasse, hilser på fotografen, der skal følge os det meste af dagen, og samler de puslespilsbrikker, vi alle fik udleveret aftenen forinden. "Præcis klokken 10 skal I gå ud af hotellets hovedindgang og følge efter manden i grønt", står der kryptisk. Han viser sig at være en mand i militæruniform, der leder os hen til en limo-bus, fortæller at Loke har lavet ballade, og at verdenen er ved at fryse til. Vi får en videotransmission fra Tony Spark (host), der fortæller om en krystal, som er blevet delt i fem bidder, og som vi skal samle igen, hvis ikke hele verden skal blive til en stor ispind. Herfra går den store totalteater-skråstreg-sightseeing-tur rundt i New York.

Første stop er Brooklyn, hvor vi skal møde en fyr kaldet The Scientist. Han opholder sig i en butik, kaldet The Brooklyn Superhero Supply Company, der blandt andet sælger hemmelige identiteter, dommedag på dåse, kapper, og syre og lava til ens underjordiske grotte (gratis levering på bestillinger over 10 tons). Den butik er i øvrigt et rigtig sted, der også findes til dagligt - slå den op, det er awesome.

The Scientist, der lever op til enhver fordom om maniske, distræte gale videnskabsmænd fortæller, at krystallens fem fragmenter heldigvis ikke kan være mere end nogle få miles fra hinanden - ergo befinder de sig alle i New York. Vi får udstyret ledetråde og hjælpeudstyr, og turen går til førnævnte botaniske have, hvor vi finder første krystal under en lille gangbro. Tony Spark holder jævnlig telefonisk kontakt og sender os til Washington Square Park med besked om at lede efter en kvinde og lyden af musik. Det viser sig at være en dame, der spiller Sound of Music på sav (hun findes også i virkeligheden - sawlady.com), som med nye ledetråde guider os til en italiensk restaurant i nærheden - hvor vi finder krystal nummer to tapet til en flaske "østrigsk" rødvin. Og i øvrigt spiser frokost. Valget står mellem tre lasagner, jeg vælger den med fire slags ost (jeg er jo i USA!) og drikker mexicansk Coca-Cola til. Begge dele er awesome.

Turen går videre til en blind clairvoyant-spåkone-dame med tyk accent ("it's time to fucus!")(det er her vi, ser Spider-Man for anden gang, mens han lurer på os nede fra en sidegade), der får et syn af tredje krystal bag et maleri af Mona Lisa - som ikke befinder sig på Louvre, men snarere på en bar kaldet Madame X et par kareer væk. Der er folk på baren, viser det sig, og de vil næppe bryde sig om at vi sådan roder bag deres malerier og stjæler. Heldigvis udstyrede The Scientist os med en fløjte (der snarere lyder som et tågehorn), der kan standse tiden - og da vi blæser i den på baren, stopper alt aktivitet. Musikken forsvinder, alle står og sidder som frosne - selv det par, der er midt i et kys. Vi leder efter Mona Lisa i ti minutter, finder hende til sidst, snupper krystallen, og fløjter igen. Alt fortsætter som om intet var hændt. Det er en af de mest syrede oplevelser i mit liv. Det skader heller ikke, at hele stedet er indrettet i rød velour og generelt er temmelig burlesque-agtigt.

Vi skal videre til The Metropolitan Museum of Art, hvor vi på tagterrassen skal møde en fyr kaldet The Guardian, der har næste ledetråd til os. Han viser sig at være en vagt, der hedder Ian (Guard Ian - get it?) og fabler om sølvpapirshatte og chemtrails og anden paranoia med syngende irsk accent, selvom han lader til at være af latinamerikansk afstamning. Ledetråden fører os ned til det egyptiske tempel, The Met har stående, og som vores kameramand fortæller en fremragende anekdote om (han er tidligere rundviser, forklarer han). Den kan du få en anden dag. Vi leder forgæves efter krystallen, indtil en af de andre i gruppen får den ide, at sparke(!) til den lille navneplade, der er placeret bag ved en sfinks-statue, og forklarer at den blev doneret af så-og-så engang i 1913. Træklodsen, den sidder på, viser sig at være en æske, og indeholder fjerde krystalfragment. Vi er på et af verdens største kunsthistoriske museer, og vi har næsten begået hærværk som del af dette lille spil. Det er en sær tanke, men den er hurtig glemt, for nu løber Spider-Man forbi vinduet.

Videre til Minus 5 Bar - sådan en hvor alt er lavet af is, fra møbler til glas - hvor vi skal møde The Brain, en temmelig flamboyant type iført pelsjakke og matchende hat (med ører), der taler med tyk sydstatsaccent og ryster den ene reference til Mass Effect og Magic The Gathering ud af ærmet efter den anden - og skruer op for dem, da han bemærker at vi fanger dem alle sammen.

The Brain sender os ned til Madison Avenue, hvor vi skal finde et vandfald og en kvinde klædt i blåt, der sidder og grædder. Det lyder kryptisk, men er det ikke. "When east met west, it was the best", lyder de magiske ord, og straks holder hun op med at hulke og rækker os den femte og sidste krystal. Verden er reddet, tror vi.

Tony Spark ringer. Har vi samlet alle krystaller? Er vi nu også sikre? Har vi talt efter? Det viser sig at der mangler en. Mangler der også nogen fra gruppen, spørger han. Ja, nu du siger det, så er vores kameramand vist blevet væk. Hmm, siger Tony skeptisk. Jeg vidste fra starten at der var noget med ham, siger han. Kom ned til mødestedet alligevel, så ser vi hvad vi kan finde ud af.

Vi ankommer til et hotel, jeg ikke kan huske hvad hedder. Elevator op til 10. Sal, hvor vi træder ind i et større lokale. På et bord langs væggen står der en stor metalkasse med kontakter, kabler og slanger, tilsluttet en stor skærm. Tony Spark hilser os via videotransmission fra en laptop på et andet bord. Vores soldaterven fra i morges står ved vinduet og holder meget demonstrativt på posen med den sidste krystal. Og ude på terrassen sidder vores kameramand, bundet til en kontorstol med edderkoppespind. Soldater-duden rækker os krystallen, og ruller kameramanden om hjørnet på terrassen og ud af syne. Tony instruerer os i at samle krystallen og placere den i metalkassen, som vi lukker og låser (Soldat-dude får overdraget nøglen). En video på skærmen viser krystallen blive teleporteret væk, og straks efter toner der et nyhedsklip frem, der fortæller at Tyskland, Egypten og resten af verden er begyndt at tø op igen. Verden er reddet! Og nu kommer alle de tosser, vi har mødt i løbet af dagen, gående rundt om hjørnet på terrassen med champagne og klapsalver til os. Woo!

Holdet er et åbenbart en trup, der til daglig laver et lignende show-skråstreg-spil kaldet The Accomplice, men dette superhelteeventyr er skræddersyet til os. Jeg drikker bobler og taler konsoller, Steam, Destiny og Dragon Age med ham, der spillede The Brain, mens vores kameramand (der både er skuespiller og kameramand) knipser billeder og video. Samtidigt tænker jeg stille og halvpanisk for mig selv, hvad pokker jeg dog artikelmæssigt skal få ud af det her.

Dag to går med det sædvanlige, der er hurtigt overstået. 20 minutters hands-on med Disney Infinity (der på dette tidspunkt er knap to uger fra udgivelse). Jeg spiller Guardians of the Galaxy play set'et, det virker sjovt. Cosmo the Space Dog, min absolutte yndlingsfigur i Marvel-universet, optræder prominent, hvilket glæder mig. Derefter er der 20 minutters gruppeinterview med Mike Marts og Bill Rosemann, der er henholdsvis executive editor og creative director hos Marvel. Mike var blandt andet ham, der udvalgte hvilke figurer, der skulle være med i genlanceringen af Guardians for nogle år siden. Han fortæller om hvordan mange af Marvels superhelte-hold i virkeligheden er familier, en masse outsidere og skæve typer der finder sammen og støtter hinanden (og det gælder især Guardians). Om hvordan Marvel i sin tid vendte op og ned på superheltetegneserier, for før Spider-Man og des lige var devisen, at superhelte løste problemer, de havde ikke problemer (det er derfor Superman er så røvsyg). Om hvordan Avengers-filmen har gjort, at alle efterfølgende Marvel-film har nået et større publikum, fordi Avengers etablerede en tillid hos publikum. Jeg kunne have talt med ham i timevis, men formatet gør, at jeg kun får et enkelt spørgsmål indført. Det handler om diversitet og Miss Marvel og Miles Morales (den nye Ultimate Spider-Man). Mike henviser til Uncle Bens ord, med stor magt/kraft kommer et stort ansvar. Marvel har et ansvar for at afspejle virkelighedens verden og udfordre folks meninger og holdninger. Tiden er gået.

Over til gruppeinterview John Vignocchi, spillets executive producer, og Peter Phillips, der er senior vice president for Marvels digitale satsninger. John er typen der kan huske alle ved bordets navne, selvom han netop har mødt de fleste af dem for første gang. "Det er rigtig godt spørgsmål, Jean-Paul". Jeg spørger hvad der har ændret sig, nu hvor Disney Infinity egenhændigt har vendt Disneys spilafdeling fra at være et bundløst hul, de hældte vognlæs af penge ned i, til at give kæmpe overskud. Han fortæller at der internt er kæmpe interesse for spillet nu, at andre Disney-afdelinger kommer til Avalanche for at høre hvordan de måske kan integrere deres projekter i kommende Infinity-spil. På falderebet får jeg fortalt Phillips, at Marvel Unlimited er lysår foran tjenester som Netflix, hvilket han er glad for at høre. Tiden er gået.

Følelsen af panik fra aftenen forinden har ikke ligefrem lagt sig. Hvad fanden skal jeg vride ud af det her? Om aftenen mødes jeg med familie, der bor i New York i øjeblikket. Dagen efter går jeg på jagt efter en Yankees-kasket, men jeg kan ikke finde det design, jeg helst vil have, i den rette størrelse. Til gengæld får jeg købt et par FN-shotglas og en kaffekop i FN-hovedkvarterets sourvenir-butik. Inden det er tid til at tage ud til lufthavnen (JFK, den er helvede på jord!) spiser jeg en hotdog i hotelrestauranten med koreansk Kimchi på. Det er den bedste hotdog, jeg nogensinde har smagt. Flyet hjem er halvanden time forsinket, og jeg må bogstaveligt talt løbe for at nå min forbindelse fra Frankfurt. På mirakuløs vis når min kuffert med.

Jeg ved stadig ikke hvad jeg skal skrive.