Destiny - kampagnen

Bemærk denne første anmeldelse af Destiny er baseret på endt kampagnedel og en figur, der har passeret level 20. Som noget nyt deler vi denne gang anmeldelsen op i to på Gamereactor fremfor at haste en endelig karakter ud for hele produktet.

PvP og endgame dækkes grundigt om knap to uger i den færdige anmeldelse.

Det hele startede helt tilbage i 2009, hvor man i Halo 3: ODST fik de første ledetråde om, at der var noget i gære hos Bungie. Et skilt i spillet, med ordene "Destiny Awaits", og et billede af jorden med en mystisk svævende orb, skulle vise sig at være en lille skjult reklame for den dengang Xbox-ekslusive udviklers kommende og mest interessant af alt, multiplatformspil, Destiny. Der har siden været megen omtale i medierne om spillet, og der er ingen tvivl om at det blandt mange gamere er den nye konsolgenerations mest ventede spiludgivelse. Nu er det store spørgsmål så bare, om spillet kan leve op til de meget store forventninger.

Destiny beskrives af udvikleren som et MMOFPS, altså et førstepersons-skydespil, der finder sted i en vedvarende online-verden. Det er derfor et ret ambitiøst projekt, at skulle anmelde dette spil så kort tid efter udgivelsen, da der tro mod MMO genren er en meget stor mængde indhold at finde. Derfor har vi besluttet os for at splitte anmeldelsen op i to dele, hvor den første leveres her efter et par dage med spillet, med fokus på historien og kampagnedelen, og den anden leveres om et par uger, hvor jeg har haft mulighed for at se nærmere på endgame og PvP-indholdet.

Det første man som spiller i Destiny skal tage stilling til, er hvilken race og klasse man ønsker at spille som. Der er tre racer, som består af Awoken, der bedst kan beskrives som en slags rumelvere, Exoer, som er en race af humanoide robotter, og mennesker. Racevalget er et fuldstændigt kosmetisk valg, og har ingen effekt på gameplayet. Yderligere ændring af figurens udseende er mulig, men der er ikke så meget at vælge imellem, hvis man sammenligner med mange andre "ægte" MMO-spil. Det gør dog ikke det helt store, da ens figur bærer en hjelm i langt størstedelen af spillet. Ligesom med racerne er der også tre klasser at vælge imellem, som alle falder ind i hver deres rollespilstype. Der er Titan, som er spillets svar på en warrior eller ridder, med en stor mængde liv, og mulighed for både at beskytte holdet, sig selv, eller bare at gøre høj skade på grupper af fjender. Så er der Hunter, der dækker rogue-rollen, med evner der tillader at gøre ekstremt høj skade på enkelte fjender, på bekostning af livspoint. Til sidst er der Warlock, spillets troldmand, der afhænger meget mere af sine evner end sine våben, og hvis liv regenerer langt hurtigere end de to andre klasser. Det lyder måske ikke af så meget, men da hver klasse har to underklasser at vælge imellem når man rammer level 15, er der pludselig mulighed for at skille sig ret godt ud fra mængden, hvilket også kan være ret vigtigt, da spillet sætter meget fokus på coop, og man i den grad får mest ud af spillet sammen med et par venner i sit fireteam.

Efter man har styr på sin figur, kastes man direkte ud i historien. Det hele finder sted flere hundrede år ud i fremtiden, hvor menneskeheden takket være en mystisk kæmpe levende orb, kaldet The Traveler, har formået at gøre enorme teknologiske fremskridt og koloniseret store dele af galaksen. Desværre afbrydes denne fantastiske oplysningstid, da mørke kræfter, der ønsker at ødelægge den rejsende, finder dens skjulested i vores galakse, og forårsager hvad der i spillet refereres til som The Collapse, hvor menneskeheden næsten udryddes, og samtlige kolonier efterlades i ruiner. Det er i denne postapokalyptiske verden, at man som spiller får rollen som Guardian, idet man er en af de få, som takket være lysets kræfter har mystiske evner, der tillader at tage kampen op mod mørket. Ved hjælp af sin Ghost, en lille robot der fungerer som guide og altmuligværktøj, skal man kæmpe for menneskehedens overlevelse, imod meget svære odds.

Allerede nu vil de fleste nok tænke, at det lyder meget som noget man har oplevet før. Sandheden er, at det er fuldstændigt korrekt. Der er desværre heller ikke den store udvikling at finde, når det kommer til historiens udfoldelse, hvilket er en skam, da potentialet for et gedigent rumeventyr klart er tilstede på trods af en meget velkendt præmis. Man savner lidt nogle overraskelser, og ud over Peter Dinklages fine stemmeoptræden som ens Ghost, mangler der også lidt uddybning af karaktererne man møder i stedet for at bruge dem som ligegyldige rekvisitter. Den ene gang man introduceres for nogle interessante figurer, der tydeligvis ikke har rent mel i posen, springer man hurtigt videre i historien, og de høres ikke fra igen. Jeg forestiller mig at det er noget der vil udforskes i DLC henad vejen, men det skader spillets hovedhistorie meget, at stå tilbage med sådanne løse ender.

Måden man oplever spillets historie på er også en smule speciel. Hver planet man besøger består af et stort område med flere missioner og udgør hver et kapitel i spillet. Mellem missionerne holder man til i sit rumskib, der kredser om planeten man besøger, og dette kredsløb fungerer som lobby mellem missionerne. Det der til gengæld kan undre meget er, hvorfor det er nødvendigt at forlade planetens overflade efter hver mission, for så at lande det eksakt samme sted hver gang man starter en ny. Her ville det for mig give mere mening at lade spilleren blive på overfladen, og gå videre til næste missionsområde til fods, eller på sin dertil indrettede Sparrow, som er en slags svævende rummotorcykel. Historien mister lidt sin sammenhæng på grund af dette, og med muligheden for at komme til at klare visse missioner i forkert rækkefølge, kan det hele blive en ganske forvirrende og fragmenteret oplevelse. Selve missionsopbygningen er også meget ensformig, og består oftest i at løbe til tre-fire forskellige steder i banen, og så kæmpe mod nogle horder af fjender, mens man beskytter sin Ghost, for til sidst at slutte af med en boss-kamp. Det fungerer såmænd ganske fint, men efter den femte mission med samme opbygning, bliver det en smule trættende. Til sidst er mængden af forskellige områder ganske begrænset, hvilket nok er det mest overraskende ved et spil som dette, der er blevet markedsført som værende kæmpestort.

Til gengæld har hver planet har et meget unikt look, og stemningen varierer meget. Fra golde ørkener til dybe jungler og mørke grotter, er det er tydeligt at Bungie ikke har holdt igen, når det kom til visuelle wow-faktorer, og man kan i den grad ikke klage over spillets grafik eller evne til at skabe interessante baggrunde for hvad der i bund og grund er de rene krigszoner.

Det er heldigvis ikke alt i Destiny der rammer lidt ved siden af. Rent gameplaymæssigt er spillet enormt sjovt, og dette er takket være velbalancerede våben, sjove abilities, og et godt loot system. Hvert våben falder ind i en af tre kategorier, nemlig primært, special og heavy. De primære våben omfatter blandt andet maskingeværer og revolvere, mens special kategorien dækker over shotguns, finskytterifler og fusion rifles, der er energibaserede våben, som skal lade mellem hvert skud, og kan gøre imponerende mængder skade. Heavy-kategorien indeholder tunge maskingeværer og raketkastere og er klart den våbenklasse, der gør mest skade, men som også er sværest at finde ammunition til, så det er en god ide at spare på raketterne, indtil man møder en særlig genstridig fjende.

Spillernes special abilities er der hvor den enkelte spillerklasse skiller sig ud. Hver klasse har et udvalg af forskellige granattyper, alle med forskellige effekter, der er gode til forskellige situationer, og løbende udskiftning er en god idé. Der er også specielle nærkampsangreb, såsom Titanens kraftige elektriske knytnæveslag, og Hunterens kastekniv. Til sidst er er Super Charge-evnerne, der fungerer som klassernes signature move. Her kan Hunteren for eksempel bruge en gylden revolver med tre kugler til at nedlægge de fleste fjender med et enkelt skud, og Warlocken kan kaste en kraftig bombe, der udrydder fjenderne fanget i eksplosionen. Disse Super Charge-evner kan kun bruges når ens super meter er fyldt op, hvilket sker over tid, og kan hjælpes på vej ved at dræbe fjender. Det føles fantastisk at have gået og gemt på sit kraftige angreb til det helt rigtige tidspunkt, for dernæst at redde hele holdet fra en farlig situation, når man så udløser superkræfterne. Som en bonus smider man også orbs of light for hver fjende man dræber med sit angreb, der kan samles op af holdkammeraterne, og som giver et stort boost til deres super meter. Dette kan føre til en hel kæde af superangreb, da man kan skiftes til at lave sit move, og så indirekte fylde holdkammeraternes meter op samtidig.

Loot systemet er klart der hvor spillets holdbarhedsfaktor findes. Det minder meget om hvad man kender fra spil som Diablo og World of Warcraft, hvor man konstant er på jagt efter den næste hjelm eller våben. Udstyr kan findes på fjender, i kister spredt ud over banerne, og som belønninger for at gennemføre missioner. Når man når level 20, hvilket på nuværende tidspunkt er spillets højeste level, kan man også samle mærker fra både PvP og PvE, der giver adgang til meget bedre udstyr, og som vil tage lang tid at få fat i, hvis min tid med spillet er nogen indikation. Det er den klassiske gulerod, der konstant hænger foran snuden på en, og man jagter den gladeligt.

For at hjælpe spilleren lidt på vej med indsamlingen af det eftertragtede loot, er det muligt at spille hvert område i en slags free roam, hvor simple missioner kan samles op løbende, og gennemføres relativt hurtigt. Public events finder også sted her og går ud på, at spillere i området skal arbejde sammen om et fælles mål, for derefter at blive belønnet ud fra den enkeltes indsats. Det er ikke voldsomme belønninger man får, men det bryder monotonien i at skulle spille de samme missioner om og om igen. Så er det også muligt at spille Strike missioner, hvor man sættes sammen i en gruppe med to andre, og skal klare en noget sværere mission, end hvad man finder i den normale kampagne. Det er nok disse missioner de fleste kommer til at bruge meget tid på, og de er ganske godt balanceret til tre spillere. Med deres fokus på teamwork, hvor man konstant skulle hjælpe hinanden med at bekæmpe de svære fjender, var det også her jeg havde det sjovest.

Der hvor Destiny fejler med historien, gør det rigeligt op for med gameplayet. Styringen er helt perfekt, våbnene er sjove at bruge, og det er tydeligt at mærke at man har med en erfaren skydespilsudvikler at gøre. De forskellige spillerevner er også godt balanceret, og det føles virkelig godt når man som hold samarbejder, og hver spiller kan byde ind med hvert deres unikke præg. Coop-delen fungerer upåklageligt, og flere spilfirmaer kunne godt tage ved lære af, hvordan man lancerer et onlinespil nutildags. Ingen problemer med serveroverbelastning, i hvert fald ikke noget der har kunnet mærkes, og det går let som en leg at hoppe ind i vennernes spil for at hjælpe dem. Desværre trækker den meget korte kampagne en hel del ned i denne første del af anmeldelsen, og det kan heller ikke helt ses gennem fingre med at der er så få områder at udforske, også selvom de enkelte områder udnyttes effektivt. To områder til, og så havde jeg nok været mere tilfreds.

Jeg mangler stadig at tage hul på PvP-delen af spillet i denne færdige udgave, samt den angiveligt store mængde endgame-indhold, så der er potentielt en højere karakter i vente. Indtil da, må jeg sige at spillets kampagne skuffer en smule, men jeg er optimistisk over hvad der er mig i vente de kommende par ugers tid.

Foreløbig karakter: 7