Der har på årets E3-messe ikke været megen fokus på Sonys håndholdte spillekonsol. Hverken fra Sony selv eller fra spilmedierne. Blinkede man under Sonys E3-show var det da også let at overse en annoncering af Disney Infinity 2 til konsollen, eller for den sags skyld en ny række freemium-spil.
Så PS Vita erklæres for halvdød. Det er egentligt ganske pudsigt, for der er nok af spil på vej til den håndholdte. Men modsat mobile platforme og 3DS, så forventer både forbrugerne og medierne åbenbart letgenkendelige franchises og stortitler, før de gider nævne dem. Det er som om at maskinen befinder sig i et underligt grænseland, hvor kun konsoltitler, som vi allerede kender, er værdige til at blive nævnt, mens vi samtidig konstaterer at der intet nyt er på vej.
Med PlayStation Now på vej, tegner der sig dog et billede af at vi nok skal få mulighed for at spille PlayStation 3-klassikere på formatet. Men hvad med nye lanceringer? Som sagt: der var nok af dem på E3.
Herunder kan du få et overblik over de kommende titler til PS Vita. Lad os starte med de mest kendte.
Disney Infinity 2
Disneys sandkassespil med plastikfigurer i form af alskens velkendte helte og skurke er sat til at udkomme med en efterfølger på PS Vita.
The Walking Dead Season Two
Telltale Games' episodiske zombie-serie vender tilbage med anden sæson på Sonys håndholdte.
Child of Light
Ubisofts actionrollespil behøver næppe yderligere introduktion. Det håndtegnede eventyr dukker dog også op til PS Vita, til de af jer der vil gennemgå den flotte eventyrhistorie på farten.
Grim Fandango
Tim Schafers klassiske adventure-spil genfødes på PlayStation 4, men den dukker også op på PS Vita, til de af jer der foretrækker håndholdte eventyr.
Tales From the Borderlands
Telltale Games har mange jern i ilden, et af dem er endnu et eventyr-spil. Denne gang baseret på den rasende populære looter-serie.
Minecraft
Mojangs sandkassegudeskaberlegeplads med fokus på kreativitet og byggefærdigheder er ude på et hav af formater. Modsat de mobile udgaver er det dog den fulde konsoloplevelse, som vi får her. Inklusiv co-op.
Don't Starve Giant Edition
Det vellidte roguelike-spil vender tilbage på Sonys håndholdte. Du skal atter kæmpe mod monstre og se hvor lang tid du kan holde dig i live.
Not a Hero
Tag cover-mekanikker som i Gears of War, smid humor og blod som i Miami Hotline i puljen, og lav det hele om til et sidescrollende pixel-inferno, og så har du Not a Hero.
Jacob Jones and the Bigfoot Mystery - Episode 2
Tænk Professor Layton med med en historie om en dreng på sommerlejr og myten om et monster, og så er du tæt på præmisset for Jacob Jones' eventyr.
Legend of Raven
Tidligere folk bag det klassiske King of Fighters-kampspil står for endnu et bud på en omgang 2D-fighting med Legend of Raven
Entwined
En farverig og stilistik rejse om to forelskede sjæle, og en anderledes mekanik med at styre to personer på hver sit analog-stick, er grund-essensen i Entwined. De sprudlende farver vil ganske sikkert gøre sig godt på PS Vitaens lækre skærm.
Broforce
Pixeleret bromance fyldt med charme, store muskler og heftige ildkampe. Indie-spillet dukker også op i håndholdt form.
Fat Princess: Piece of Cake
Sonys klassiske action/strategi-spil vender tilbage som en match-puzzler. Her skal du kombinere farver for at slå fjenden. Som bonus kan man vinde adgang til det originale Fat Princess på PS3, hvis man er god nok. Spillet bliver en freemium-titel og er allerede ude på mobiler i visse dele af kloden.
Reaper
Reaper er endnu en freemium-titel. Det kan bedst beskrives som et sidescrollende action-rollespil, der ligner det klassiske Ghost 'n' Goblins tilsat en sprudlende farvepalette.
My Singing Monsters
Navnet siger næsten det hele: din opgave er at opdrætte en bunke monstre i denne freemium-titel. Her vil der være fokus på sand, dans og glade dage i world-builder-spillet. Spillet er ude på iOS og på vej til PS Vita.
Guns Up!
Med Guns Up! får vi strategi på en flot og ganske tegneserieagtig slagmark. Der loves mulighed for at spille multiplayer på tværs af PS3, PS4 og PS Vita. Spillet er endnu en freemium-titel, der er på vej til Sonys håndholdte.
PAIN Free to Play
PAIN dukkede op på PSN år tilbage. Det var et action-spil med fokus på at komme til skade, og en noget anderledes spiloplevelse. Spillet har gennem sin levetid set et hav af udvidelser, og udviklerne forsøger nu at genudgive spillet som freemium på PS Vita.
Velocity
Velocity er et neon-fyldt arcade-spil med fokus på skyderier. Det handler om at redde overlevende i barske omgivelser med dit lille miniput-rumskib. Spillet har allerede fået masser af roser på vejen.
Freedom Wars
Co-op, multiplayer og en blanding af rollespil og shooter-elementer er hvad der loves i det forrygende udseende Freedom Wars.
Mech Runner
Mech Runner startede som et Kickstarter projekt og tegner godt. Det forsøger at blande endless runner-genren med heftige Mech-kampe i 3D.
Akiba's Trip
Akiba's Trip er ude på det amerikanske marked og lader dig tage rollen som eventyrer i Akiba. Til de uindviede er Akiba et af Japans største elektroniske markeder, så omgivelserne i open world-rollespillet beskrives som en virtuel tour i den del af Tokyo.
Flyhunter Origins
Flyhunter lover masser af charmerende tegneseriefigurer i et actionfyldt platformspil. Forvent farverige 3D-omgivelser, når du springer løs.
CounterSpy
Endnu en sidescrollende cover-shooter kommer til PS Vita. Denne gang er der dog fokus på spioner og en stemning, der mest af alt leder tanker hen på klassiske plakater fra for 60 år siden.
Race the Sun
Brugere af Steam vil nok genkende titlen, som nu er på vej til PS Vita. Der skal ræses gennem en stilistisk verden i et heftigt arcade-spil med fokus på fart og highscores.
One Way Trip
Det ligner noget der er løgn, og beskrives som en trippet tur gennem hallucinationer. Drikkevandet er blevet forgiftet, og mens du tripper, skal du skyde dig gennem et hav af fjender i denne cover-shooter.
Metrico
Med Metrico bydes der på en anderledes spiloplevelse fordelt over seks verdener med hvert deres tema. Fokus er på figurer, former, finurlige puzzles og lagkagediagrammer.
To Leave
Her får vi historien om drengen Harm, der skal slippe ud af byen Candice. Der loves omgivelser med fokus på udforskning og puzzles i spillet, der udkommer til både PS4 og PS Vita.
Switch Galaxy Ultra
Multiplayer-crossplay, flot 3D-grafik med 60 frames i sekundet, og concept artist Darren Douglas (især kendt fra WipeOut-serien) gør denne futuristiske racer til et spil, der er værd at holde øje med.
Futuridium
Som en stilistisk arcade-udgave af SNES-konsollens Star Fox leverer Futuridium benhårde 3D-rumkampe omkring alskens gigantiske rumskibe. Et lækkert soundtrack er bare en bonus. Spillet findes allerede til mobiler, og det er ikke helt dumt.
Tales of Hearts R
Tales-serien er kendt for at tilbyde oldschool-rollespil med fokus på strategi. Der loves masser af japansk rollespils-action når Tales of Hearts R indtager PS Vita.
Helldivers
Arrowhead Games Studios er på vej med noget, der mest af alt ligner en dualstick-shooter med laber grafik og science fiction-omgivelser tilsat en dosis strategi. Spillet kan spilles og gemmes på tværs af PlayStation-formaterne.
Sword Art Online: Hollow Fragment
Bandai Namcos Sword Art Online beskrives som et pseudo-MMO rollespil med masser af combo-angreb og dynamiske kampe. Spillet inkluderer på PS Vita også den japanske original Sword Art Online: Infinity Moment.
Atelier Rorona Plus: The Alchemist Of Arland
Endnu en japansk rollespils-klassiker er på menuen med Atelier Rorona Plus: The Alchemist Of Arland, der lover indhold fra hele trilogien, mere end 30 slutninger og opdateret 3D-grafik, når det udkommer om en uges tid også i Europa.
Der er kort sagt en del spil på vej til den lille håndholdte både i form af kendte franchises og skæve titler. Kombineret med den lovede PlayStation Now-tjeneste kan PS Vita derfor let vise sig at gå en god tid i møde. Også selvom den er E3-messens måske mest oversete konsol.