Dansk
Gamereactor
artikler

Spilfeber 2014 - del 7

Der er masser af spilgodter at vente i det nye år, og i denne artikelserie giver vi dig hele overblikket. Denne gang: Pillars of Eternity, Star Citizen, Bayonetta 2, Super Smash Bros og The Witcher 3.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ

Pillars of Eternity
PC - 4. Kvartal
Nogle af slut-90'ernes bedste rollespil var Baldur's Gate, Planescape Torment og Icewind Dale og deres respektive efterfølgere, og de havde alle én ting til fælles: de var bygget på den samme spilmotor, den såkaldte Infinity Engine, og delte de fleste mekanikker. Og det er herfra, Obsidian har hentet inspiration til Pillars of Eternity. Universet er nyt, og Dungeons & Dragons-regelsættet er skiftet ud med et nyt system, men ellers er meget som dengang. Isometrisk perspektiv, kampe i realtid med pausefunktion, stor verden, sidemissioner og så videre, og så videre.

HQ

Star Citizen
PC - løbende release
Det Wing Commander-inspirerede Star Citizen har allerede skabt historie, fordi det med flere længder er det mest succesfulde crowdfundede spil nogensinde - $36 millioner har de indsamlet, blandt andet gennem salg af rumskibe og merchandise. Ingen har rigtig kunnet flyve i de skibe, de har købt endnu - spillets dogfight-modul blev for nyligt udskudt, så indtil videre består Star Citizen af en hangar, man kan gå rundt i. Udviklerne fra RSI lover dog både fuldfed singleplayer-kampagne senere i år, såvel som en storslået MMO-agtig multiplayer-del senere hen. Ambitionerne er store, og pengene fosser ind i RSI's kasse. Vi håber bare de kan leve op til forventningerne.

Spilfeber 2014 - del 7
Dette er en annonce:

Bayonetta 2
Wii U - 2014
Bayonetta var et kulthit - det vil sige, det fik masser af ros i pressen, og de, der rent faktisk købte spillet, var vilde med det. Desværre var der ikke særligt mange af dem, så rent kommercielt var det vanvittige action-eventyr et flop. Heldigvis vil Nintendo gerne have en lidt skarpere eksklusiv-profil på Wii U end bare Mario, Mario og mere Mario, og derfor har de kastet penge bag en efterfølger. Spillet har konsekvent trukket alenlange køer på messer, og reaktionerne er entydigt positive. Så håber vi bare Nintendo kan finde ud af at markedsføre spillet.

HQ

Super Smash Bros 4
3DS, Wii U - 2014
Super Smash Bros er en serie, der deler vandene. Enten synes man at Nintendos all-star-kampspil er indbegrebet af awesome, eller også er man gabende uinteresseret. En del af Gamereactor-redaktionen falder i sidste kategori, men taget i betragtning hvor meget krudt, Nintendo kaster efter Super Smash Bros. 4, og at det udvikles i samarbejde med fighting-eksperterne fra Namco, så skal det nok blive sjovt. Vi er så småt begyndt at varme op til tanken om flere gale kampe.

HQ
Dette er en annonce:

The Witcher 3: Wild Hunt
PC, PS4, Xbox One - 2014
Som mange andre etablerede rollespilsserier tager The Witcher i år springet fra mere lineær oplevelse til fuldbyrdet åben verden. Altså vil der være rigeligt at fordrive tiden med, uanset om du holder dig til hovedhistorien eller strejfer om i det fri, med rigeligt plads til sideaktiviteter som monsterjagt og mere til. CD Projekt Red lover mere end 100 timers gameplay og en verden større end Skyrim. 2014 bliver et godt rollespilsår.

HQ


Indlæser mere indhold