Dansk
Gamereactor
artikler
Splinter Cell: Blacklist

Burger, stealth og co-op

Vi smager på burgere og forsøger os med stealth. Selvfølgelig grundet et gensyn med Sam Fisher i Splinter Cell: Blacklist

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ

Jeg lander i Toronto om formiddagen, solen skinner, og da jeg træder ud af Pearson Airport indser jeg min store fejltagelse. Jeg er nemlig iført vinterjakke og støvler beregnet på et betydeligt barskere klima end +23 grader og en let men varm sommerbrise. Folk stirrer. Jeg ligner sandsynligvis en vildfaren eskimo. I Toronto har folk fundet klipklappere og shorts frem. For mig kommer det som et chok, da hjemstavnen bød på +3 grader og hård vestenvind. Det er tirsdag, jeg har hele dagen fri, og min stivopererede lænd surmuler ikke alt for meget, trods en samlet flyvetid på tolv timer.

Min kuffert bliver kørt op på værelset, hvis venstre side er indrettet med et stort panoramavindue, der byder på en smuk udsigt over Torontos største handelsgade. Vinterjakken må blive på hotellet.

Splinter Cell: BlacklistSplinter Cell: Blacklist

En svedig gåtur senere, og jeg står i mine Red Wing-støvler og stirrer på indgangen til Holy Chuck Burgers, en af verdens bedste hamburger-steder, hvis man skal tro den amerikanske burger-elites mange lovord. En tredobbelt ost- og baconskabning samt en hel kurv med frisklavede Krispy Fries senere er jeg ude på fortovet igen, og sætter kurs mod Canadas mest velassorterede trommebutik. Dagen går, og jeg spadserer i næsten fem timer og kører taxa i yderligere to. Toronto minder på ingen måde om de to andre canadiske byer, jeg tidligere har besøgt (Montreal og Vancouver).

Dette er en annonce:
Splinter Cell: BlacklistSplinter Cell: BlacklistSplinter Cell: Blacklist

Nej, Toronto føles mere som New York eller Chicago. Hockey-hysteriet hærger i byen i øjeblikket. Maple Leafs er nået i slutspillet for første gang i mange år, og overalt i gaderne ser jeg fans i spillertrøjer. Jeg vender snart tilbage til hotellet for at forberede mig på morgendagen.

Onsdag. Udefra ser Ubisoft Toronto ganske ansigtsløst ud. Præcis som Ubisofts Montreal-studie, som jeg besøgte for fem år siden. Huset er kvarterets ældste, hvilket studiets PR-chef er kvik til at fortælle os. Man kunne kalde det en gammel murstensrønne, hvis det ikke var fordi indersiden var blevet renoveret inden for de sidste to år. Store, åbne rum, gamle ujævne men flotte trægulve samt tagbjælker i mørkt træ udgør en skarp kontrast til kontorlandskabets udbredte datapark.

Splinter Cell: Blacklist
Dette er en annonce:

Præcis som hos de fleste andre spiludviklere er leg og støj en rød tråd her hos Ubisoft Toronto. Nerf-geværer og slangebøsser, der skyder med slik, ligger spredt over alt, og på den midterste af studiets tre etager er der hængt tre store dækgynger op. En skægget tysk journalist kaster sig over en af gyngerne, mens tre andre tyske herrer hepper på ham med stor gejst. "Jaa, schöön! Raus, raus!" Det er et spøjst syn, og flere af Ubisofts flittige programmører kigger op fra deres skærme og stirrer måbende på tyskerne. Selv har jeg placeret mig ved en af teamets designeres skrivebord. Han hedder Alex og sidder i dagens anledning og spiller Half-Life 2: Episode Two. Jeg kan ikke holde mig fra at spørge hvad Half-Life 2 har at gøre med at få færdiggjort Splinter Cell: Blacklist.

"Det er et fantastisk spil, og jeg lærer hele tiden nyt om spildesign fra diverse titler. Det er let at blive inspireret af et mesterværk som dette!"

Jeg forstår hvad han mener, selvom jeg aldrig har designet et eneste spilsekund i hele mit liv. Vores rundtur gennem studiets tre etager trækker ud. Vi møder en masse entusiastiske medlemmer af holdet, og alle vil fortælle om hvad de har arbejdet med de sidste tre år. Art director Scott Lee gennemspiller en af banerne i Blacklist mens vi ser på. Han er meget, meget glad, laver konstant jokes om Sams tætsiddende latexdragt og roser sit eget arbejde med stor regelmæssighed. Alt sammen med et glimt i øjet, dog.

At Ubisoft Toronto har overgået sig selv, hvad angår designet i Blacklist, hersker der ingen tvivl om. Det er lykkedes dem at tilføje en lidt stærkere og mere levende farvepalet til Sams univers, samtidigt med at de har genskabt den der herlige følelse af skyg-getung realisme. London-banen, der vises frem, leder tankerne hen på fængselsbanen i det allerførste spil, og jeg føler mig lige så fornøjet som forbløffet. Fornøjet eftersom det første spil og Chaos Theory for mit vedkommende er seriens absolutte højdepunkter, og forbløffet fordi denne old school-duftende spilfølelse og det banedesign, der bliver vist frem, er nøjagtigt det mange fans frygtede ville mangle i Blacklist.

Splinter Cell: BlacklistSplinter Cell: Blacklist

I Blacklist er Fisher tilbage i tjenesten efter den skæggede afstikker Conviction. Third Echelon er opløst, og Fourth Echelon er nu under Sams ledelse. Ubisofts smidige superspion er gået fra at være marionet i et omfattende spil om nationens sikkerhed, til kommandør og rutineret veteran, der har været med siden umindelige tider. Ansvar, konsekvens og beslutninger skal være en vigtig del af Blacklist, og Ubisoft Toronto lader til at have sat ambitionsniveauet flere trin højere end tidligere dele af serien. Blandt andet har man bygget en såkaldt hub, hvor man uden forsinkelser kan surfe rundt på et detaljeret verdenskort, vælge opgaver, hoppe mellem single- og multiplayer, samt kaste sig ud i co-op-kampe hvis en kammerat dukker op. Denne hub hedder Paladin og er en flyvende kommandocentral, hvorfra Sam og hans team gør deres bedste for at stoppe en række terrorhandlinger, der er planlagt til at ske på givne datoer og steder rundt om i verden. De er planlagt som en straf mod USA og deres udenrigspolitik og generelle bølle-attitude. Flyet er proppet med højteknologisk udrustning, og i løbet af spillets gang vil man kunne købe opgraderinger for de penge, man tjener under missionerne.

Splinter Cell: Blacklist

"Vi ville tilføre mere dybde og menneskelighed til Splinter Cell, og derfor byggede vi Paladin, hvor Sam og hans dedikerede team holder til. De fleste af vores mellemsekvenser foregår altså flere kilometer over jordens overflade, og vi er rigtig tilfredse med hvor nemt man nu kan hoppe mellem forskellige missioner og spiltyper, uden at skulle bøvle med en menu".

Ombord på flyet mundhugges en gråstænket Fisher med en hård chick i luksusindpakning, udstyret med dobbelthylster i det fineste kalveskind, samt en nålestribet skjorte med opslået krave. Lidt derfra sidder Charlie, selve stereotypen på en nørdet hacker, en figur der lader til at være spillets mest overflødige. Ombord på Paladin finder vi også Sams nye lærling, Briggs. En toptrænet slagsbror, der under Sams vidtstrakte vinger nu bliver slebet til en spion af rang, en snigtrængende diamant. Sammen er de dobbelt så dødbringende, og udover at give regelmæssig sniper-assistance er Briggs selvfølgelig en del af co-op-delen i Splinter Cell: Blacklist.

Splinter Cell: Blacklist

Ubisoft Torontos mål med udviklingen af det sjette spil i serien har været tydelig: at reboote Sam Fisher og kombinere en fornyelse af varemærket med en tilbagevenden til grundstenene i Splinter Cell som føljeton. For at tage serien til det næste niveau, besluttede Ubisoft allerede i 2010, at det var på tide at bygge et topmoderne motion capture-studie for frem for alt at kunne tage mellemsekvenserne i Splinter Cell: Blacklist til nye højder. Tanken har fra start givetvis været at benytte Toronto-studiets muligheder til at fange realistiske bevægelser til spilserier som Assassin's Creed, Far Cry, Rainbow Six, Ghost Recon og Prince of Persia.

Splinter Cell: Blacklist

Da vi bliver lukket ind i den nyligt færdiggjorte motion capture-afdeling, står det hurtigt klart hvilke enorme summer, der er blevet lagt i selve byggeriet. Studiet er cirka 150 kvadratmeter stort, og består af et rum der er bygget ind i et endnu større rum. Studiet fungerer som en fritstående del af en større bygning, for derved at kunne maksimere lydkvaliteten og minimere hvordan vejr og vind påvirker det endelige resultat. Ubisoft har indkøbt den samme type teknik som James Cameron brugte til Avatar, og man kan mærke at de ikke har sparet på knasterne.

Splinter Cell: BlacklistSplinter Cell: Blacklist

Hernæst får vi et nærmere indblik i hvordan det fungerer, når Ubisoft Toronto producerer mellemsekvenserne til Blacklist. Militærkonsulenten Kevin Secour træder ind på måtten foran os, udrustet med en attrappistol, en attrapkniv og en ugudeligt stram motion capture-dragt. Han er energisk som bare pokker. Efter at have bedt om frivillige dødsofre til fremførelsen af en typisk Sam Fisher-situation, går Kevin løs på en stakkels tysk spiljournalist, der aldrig rigtig når at fatte, hvad han sagt ja til. Den toptrænede forhenværende specialsoldat kaster tyskeren rundt som et tøjdyr, for med alle kunstens midler at demonstrere hvordan man hurtigst muligt sender sine fjender til dødsriget uden så meget som et piv. Det er interessant at se hvordan Secour blander specialkneb og bevægelsesmønstre fra såvel kampstilen Krav Maga som BJJ og MMA. Vi får blandt andet at vide hvor vigtigt det er at angribe baghovedet og nakken i nærkamp, samt at man ikke skal holde hånden over fjendemunde alt for længe, for at minimere risikoen for at få bidt fingre af. Det er svært ikke at blive fascineret af den teknik og den utrolige disciplin, der vises frem, og det kan mærkes at Kevin har stået mål for Sam Fishers nye og endnu mere smidige bevægelser. Men tilbage til hovedspillet.

Splinter Cell: BlacklistSplinter Cell: Blacklist

Jeg var en af dem, der foretrak samarbejdsdelen i Conviction frem for selve historiedelen. Missionerne var perfekt indrettede til sindrigt co-op-spil, og trods en vis skepsis satte jeg pris på hvor godt det fungerede med selskab i Splinter Cell-verdenen. Jovist, det er både sjovt og udfordrende at snige sig rundt på egen hånd som en skyggemester med dybgrønne lamper i panden. Men det var endnu sjovere at snige sig rundt i form af en effektiv spionduo og hjælpes ad med at lokke patruljerende vagter væk, for siden at liste sig forbi dem, usynlig og yderst dødbringende. I Blacklist har et dedikeret co-op-team arbejdet hårdt med opgaver, som Sam og Briggs skal samarbejde for at løse.

Vores mission begynder direkte uden for en militærbase vædet af tunge skygger. Vi hjælper hinanden op over de fire meter høje betonmure, der omringer anlægget, skyder nogle strategisk placerede spotlights i stykker, og sniger os gennem en garage på områdets nordvestlige side. Sam og Briggs fører en kort diskussion om hvordan de skal gå til værks for at undgå de stærke strålekastere, hvorefter missionen virkelig tager fart. Indergården vrimler med vagter med tunge automatvåben i hænderne. Det gælder om at arbejde som et hold og forblive uset. Oscar, min makker af kød og blod, giver mig en peptalk gennem headsettet og indtager rollen som coach og ledsager gennem missionen. Vi kaster en lille sten for at distrahere en patruljerende vagt. Slår ham i baghovedet og slæber hans bevidstløse legeme om bag en container. Derefter bruger vi markeringsfunktionen fra Conviction, udvælger tre vagter med finskyttegeværer, kravler nærmere og aktiverer den automatiske funktion, hvorefter Sam og Briggs nakker alle tre på få sekunder.

Splinter Cell: Blacklist

Funktionen er praktisk, og visse steder føles det som om Ubisoft Toronto virkelige, virkelig gerne vil have at spilleren bruger den. Jeg forholder mig dog lidt tvivlsomt til regelmæssig brug af "Killing in Motion"-strategien, da det gør Blacklist til et lidt for automatiseret spil efter min smag. Vel inde i selve basen skal Sam og Briggs desarmere en kernevåbensraket. Vejen dertil er udfordrende, og der bliver ikke sluppet så meget som ét eneste skud. Vi kvæler nogle vagter, slår nogle andre ud, og giver resten stød med vores taser-pistoler. Blacklist føles omhyggeligt velkoreograferet, indeholder en skøn valgfrihed og tæt, tæt atmosfære. Når missilerne er desarmerede får Sam og Briggs besked om et forestående angreb fra en mindre specialstyrke. Skyggespil og ikke-dødelige våben byttes ud med fuldbyrdet krig, idet tolv skydegale typer trænger ind i missilsiloen og åbner ild mod spionerne. I vores første forsøg skyder vi nogle lamper i stykker og prøver at snige os uden om, men min nye ven bliver såret, og jeg når ikke at redde ham. Næste gang tager vi en mere ligefrem tilgang, fyrer al vores ammunition mod dem, der træder først gennem portene, snupper deres automatvåben og skyder alt hvad den skindtætte spiondragt kan holde. Blacklist lader til at indeholde et lysende mix mellem stealth og action på stor skala på en måde, der manglede fra de tidligere spil. Lidt som en krydsning mellem Rainbow Six og Splinter Cell, hvis jeg skal drage en slags parallel.

Efter tre timer sammen med singleplayer-delen er jeg betydeligt mere imponeret end hvad jeg havde forventet mig. Blacklist føles som den perfekte blanding af den gamle skoles Splinter Cell-spil, og en kærkommen, velpoleret foryngelse af hele grundkonceptet. At kævle med spydige kollegaer ombord på Paladin er dog ikke noget, jeg ser frem til, trods overdådige mellemsekvenser og dyre stemmeskuespillere. Den del føles en smule påklistret ud fra det, jeg endnu har set. Men med tre forskellige spildele af høj kvalitet og en utrolig tæt atmosfære, føles Sams seneste eventyr rigtig, rigtig lovende.

Splinter Cell: Blacklist

Det kan tydeligt mærkes at Ubisofts nystartede Toronto-studie syder af kreativitet og gåpåmod, og for mit vedkommende er skepsis omkring udgivelsen af Blacklist blevet erstattet med forventninger.

Om et par timer hopper jeg på flyet hjem. Træt, mæt og imponeret.

Relaterede tekster

Splinter Cell: BlacklistScore

Splinter Cell: Blacklist

ANMELDELSE. Skrevet af Rasmus Lund-Hansen

Sam Fishers nyeste eventyr vender tilbage til mange af de dyder, vi kender og elsker serien for. Men nogle vil sikkert stadig være utilfredse.

2
Splinter Cell fanfilm ude på Youtube

Splinter Cell fanfilm ude på Youtube

NYHED. Skrevet af Bengt Lemne

De kreative folk hos Atomic Productions har netop udgivet en kortfilm kaldet The Splinter Cell på Youtube, og her får vi ni minutter med Ubisofts kendte franchise. The...



Indlæser mere indhold