Dansk
Gamereactor
artikler

E3-optakt: Hvad kan vi forvente os?

Hvad viser Microsoft, Nintendo og Sony frem til deres E3-præsentationer. Det giver vi et par bud på her.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ

Mandag aften går det løs. Startskuddet lyder til E3, hvor de store konsolfabrikanter hver især forsøger at overbevise os om, at lige netop de skal have vores penge til efteråret, og hvor en stillestående branche forhåbentlig kan få sig en enorm og kraftigt tiltrængt benzinindsprøjtning.

For trods stortitler som Bioshock Infinite, Tomb Raider og The Last of Us, og nogle få mindre men solid udgivelser som Metro: Last Light, så er det svært at komme uden om, at 2013 har været et magert spilår indtil videre. Alle har rettet kikkerterne mod julesæsonen og de nye konsoller fra Microsoft og Sony, og det har mildest talt kunnet mærkes.

Men nu sker det, altså. Vi har allerede fået en forsmag med konsolafsløringerne, men det er i næste uge, at kursen for alvor skal stikkes ud. Det er slut med appetitvækkere - nu skal hovedretten afsløres.

Microsoft
Microsoft har noget, de skal bevise. Sidste måneds Xbox One-afsløring efterlod mange spillere med en underlig smag i munden, da Microsoft hellere ville tale om tv- og mediefunktioner end spil, funktioner der endda i mange tilfælde ikke vil være tilgængelige ved lanceringen herhjemme.

Dette er en annonce:

Jovist, de sagde kort forinden afsløringen at de ville fokusere på maskinen og dens muligheder til afsløringen, og at spillene ville få hovedrollen på E3. Det løfte skal de så indfrie nu.

Microsoft har sagt, at der er 15 eksklusivtitler på vej til Xbox One, og at otte af dem er nye serier. Cryteks Ryse er formodentlig i blandt. Der har været stille om spillet siden E3-messen i 2011, men Crytek har bekræftet at spillet nu er Xbox One-eksklusiv, og tæller på deres webside ned til Microsofts E3-præsentation.

E3-optakt: Hvad kan vi forvente os?
Sådan så Ryse ud, sidst vi så noget til det. Det er snart to år siden...

Forhåbentlig kommer vi også til at se mere fra andre annoncerede titler som Forza Motorsport 5, Harmonix' Fantasia: Music Evolved og Quantum Break fra Alan Wake-skaberne Remedy. Afsløringen af sidstnævnte var mildest talt tilbageholdende med detaljerne, så vi krydser fingre for noget mere konkret.

Dette er en annonce:

Der har gået vedvarende rygter om, at der skulle være et nyt Project Gotham Racing på vej, og Lucid Games har antydet, at de arbejdede på noget i den dur. Studiet består blandt andet af tidligere Bizarre- og Criterion-folk, så de burde have styr på at skrue en sjov racer sammen - og racing-genren har altid været velegnet til at vise nye konsollers hestekræfter frem.

E3-optakt: Hvad kan vi forvente os?
Der har gået vedvarende rygter om et Project Gotham Racing 5, og racing-spil gør sig godt som lanceringstitler.

Tidligere på ugen lækkede et billede, der angiveligt viste nogle af titlerne, vi ville få at se til Microsofts E3-præsentation. En af disse, nemlig Halo: Spartan Assault, blev så officielt annonceret få dage efter, og det giver unægtelig noget ekstra troværdighed til den lækkede grafik. En anden af titlerne på den var Halo 5, og det virker på mange måder sandsynligt, at Microsoft vil afsløre netop det spil i næste uge. Om det så bliver med udgivelse senere i år, tvivler jeg på - Halo 4 blev afsløret halvandet år før det udkom. Men der er stadig masser af Xbox 360-maskiner derude, og dem kan der stadig sælges spil til. Det store spørgsmål er måske snarere, om Halo 5 bliver eksklusiv til én af de to Xbox-maskiner, eller om det kommer til begge.

Respawn Entertainment, der blandt andet består af udbrydere fra Infinity Ward, skal vist også snart afsløre deres spil. Tidligere på ugen lækkede en masse oplysninger ud, blandt andet at titlen skulle være Titanfall, og at spillet kom til Xbox One, 360 og PC - men ikke PlayStation. Derfor virker Microsofts pressekonference også som et oplagt sted at afsløre spillet, især i lyset af hvor populære Call of Duty-spillene har været på Xbox.

Sidst men ikke mindst tør jeg godt vædde en fadøl på, at de åbner E3-præsentationen med at vise det nye Call of Duty. Det er vel nærmest tradition på nuværende tidspunkt. Lee sværger at han er tilfreds, bare vi får lyden af orbs og Crackdown 3.

E3-optakt: Hvad kan vi forvente os?
Call of Duty og Xbox har været et fast makkerpar mange E3-messer i træk.

Sony
Sony rider ind på E3 på en bølge af medvind. PlayStation 4-afsløringen tog alle med storm, både store og små udviklere har gjort sig umage med at rose Sonys nye åbenhed og vilje til at lytte, og The Last of Us ligger lunt i svinget til at blive det bedst anmeldte spil i denne generation, hvis ikke nogensinde.

Når det så er sagt, så har de pokkerme at vise selve PlayStation 4-konsollen frem denne gang. Alt andet ville være pinligt. Dertil håber jeg virkeligt, at de viser nogle spritnye titler frem, så det ikke bare bliver en gentagelse af det, vi så til afsløringen tilbage i februar.

E3-optakt: Hvad kan vi forvente os?
Vi har set controlleren hundrede gange - vis os nu selve konsollen!

Naughty Dog har som bekendt to udviklerhold, og hvor det ene har været travlt optaget med The Last of Us, så har vi ikke hørt noget om hvad de andre har lavet, siden de blev færdige med Uncharted 3 (udover lidt DLC-pakker) - og det er mere end halvandet år siden nu. Så måske er der nyt fra dem? Media Molecule skal også gerne snart vise noget mere håndgribeligt end den konceptdemo, de viste i februar. Sony Santa Monica kunne også tænkes at have gang i noget nyt, for de har folk til mere end bare God of War.

Det er vel også på tide at vi ser noget fra Destiny, der ikke bare er konceptbilleder eller flotte udsigter. Sony og Activision har allerede vist, at de fletter fingre over Bungies kommende spil, og da Activision ikke har nogen stor E3-præsentation, kunne Sonys pressekonference være et godt sted at vise Destiny frem for verden, sådan for alvor.

E3-optakt: Hvad kan vi forvente os?
Sony, Bungie og Activision fletter fingre over Destiny. Måske ser vi endelig noget gameplay til Sonys præsentation.

Både Driveclub og Infamous: Second Son virker som oplagte bud på gameplay-præsentationer, da vi ikke rigtig så noget in-game fra dem til PS4-afsløringen.

Jeg håber lidt, at Sonys nye kærlighed til de små udviklere betyder, at vi kommer til at se et par titler af den mindre og mere skæve slags, så alting ikke går op i AAA-titler med kæmpe millionbudgetter. De vandt en masse goodwill ved at hive Jonathan Blow på scenen til PS4-afsløringen, og det vil de nok forsøge sig med mere af.

Forhåbentlig kommer Sony også til at sige noget konkret om deres planer for cloud gaming, streaming af video fra ens spil, og Remote Play via PlayStation Vita. Det var ideer, Sony præsenterede uden at love noget, men tiden er vist ved at være moden til at melde klart ud omkring dem. Der gik for nyligt rygter om, at alle PS4-titler skal understøtte Remote Play, og det ville være en god nyhed for Vitaen, der har brug for al den hjælp, den kan få.

Vi mangler også at høre noget mere konkret om PlayStation Eye. Følger den med konsollen, eller skal den købes separat? Arbejder Media Molecule på noget sjovt til den? Kommer der mere Wonderbook?

Vita og PlayStation 3 kommer sandsynligvis også til at få en andel af opmærksomheden til pressekonferencen. Vi venter jo stadig på The Last Guardian...

E3-optakt: Hvad kan vi forvente os?
The Last Guardian er en af Sonys mest forsinkede produktioner nogensinde. Nu må det da snart være færdigt...

Nintendo
Årets joker er Nintendo. De har det ikke let for tiden. De tyvstartede den næste konsolgeneration med en maskine, der viste sig at have stort set se samme kræfter som de gamle HD-konsoller, og som Xbox One og PlayStation 4 kommer til at efterlade i støvet. Den nye controller har slet ikke vundet den samme folkelige genlyd, som Wiimoten gjorde, og det har haltet med tredjepartsunderstøttelsen.

Nintendo har i år helt droppet at holde den traditionelle pressekonference på E3. I stedet sender de et af deres Nintendo Direct-shows tirsdag eftermiddag dansk tid, inden dørene til messecenteret åbner.

Og hvad mon de så byder på? Jeg ved det ærlig talt ikke. Udover at Iwata altid laver de samme fagter og håndtegn, så har der ikke rigtig været nogen rød tråd i Nintendo Direct-udsendelserne, andet end at de handler om spil. Nogle gange om nye spil, vi ikke har hørt om før, og andre gange om spil, vi allerede ved er på vej. Smash Bros tilhører sidstnævnte gruppe.

E3-optakt: Hvad kan vi forvente os?
Klassiske Wind Waker får sig en HD-opdatering til Wii U. Men, eh, skal I ikke snart lave noget nyt-nyt, Nintendo?

Mere fra The Legend of Zelda: The Wind Waker HD-remaket, mere fra Zelda til 3DS (et rigtigt navn, måske?), mere fra New Luigi U, måske mere fra Pikmin. Det ville være den sikre vej at gå.

Omvendt har Nintendo også brug for at trække et par kaniner op af hatten. Vi ved stadig ikke hvad Retro Studios går og pønser på, og efter det skuffende og delvist rædderlige Metroid: Other M, skylder de os vist også et ordentligt spil med Samus Aran. Og så er der jo Bayonetta 2 ikke?

E3-optakt: Hvad kan vi forvente os?
Metroid: Other M var bestemt ikke det, mange Metroid-fans havde håbet på. Ser vi mon et nyt i serien til E3?

Men jeg håber mest af alt på noget nyt. Noget rigtigt nyt, noget der ikke bare er endnu et genbrug af serier, som Nintendo etablerede for 10, 20 eller endnu flere år siden.

Vi dækker selvfølgelig E3-messen her på Gamereactor dag og nat i den travle uge, og du kan ligeledes klikke her og tjekke vores tema-side ud.



Indlæser mere indhold