Eksotiske racer i Guild Wars 2

Det var allerede under figurskabelsen at jeg blev imponeret over de to racer, specielt sylvari. En sylvarispiller kan vælge alt fra frisk grøn og nøddebrun til en mere blå og lilla "hud"-farve. Dertil lægger jeg for første gang mærke til at man pulserer, og at man kan ændre farve på pulsen. Jeg legede længe med forskellige farvekombinationer mellem hud og indre puls, da der er stor plads til individuelle udtryk. Asura havde færre øjeblikke, der skilte sig ud, men er alligevel solid. Jeg savner dog at kunne gøre mine øre rigtig store i ægte Guild Wars-stil.

Eftersom sylvari vinder første runde, begynder jeg med startområdet for asura-racen. Det som venter dig, når du træder ind i spillet som asura, er en manifestation af asura-racens brillans, men også dens galskab. Golemer løber hid og did, svævende møbler og arkitektur findes overalt, og mislykkede og succesfulde eksperimenter udføres i hver en krog. Asura er den eneste af de fem racer, der ikke har mødt nævneværdig modgang i de sidste 250 år, og det kan mærkes. Området virker fredeligt, og magiske eksperimenter er bygget ind i den omkringliggende jungle. Alligevel kan man mærke konsekvenserne af arrogant fokus på fremskridt, for i den nordlige ende af zonen ligger en vældig ruin af et fejlslagent eksperiment, hvor der er slået revner i virkeligheden. Dertil er udbrydergruppen Inquest stadig til stede og laver ravage. Ikke alle vil bryde sig om denne startzone, men ingen vil kunne argumentere for, at den ikke er unik.

Hos sylvari er det derimod det smukke, ikke det store, der præger startzonen. Sylvari-racen har formet naturen, ikke gjort indhug i den. Al arkitektur er planter som er formet til huse, gadelygter, hegn og bænke. Du møder mange forskellige sylvari, som stiller spørgsmål, kommer med dybe tanker eller ordspil. Det er tydeligt at ArenaNet prøver at fremhæve deres uskyldighed, nysgerrighed og visdom, men efter lidt tid fremstår dialogerne som prætentiøse og kedelige. Sylvari-racen er i en langt mere presset situation end asura. De ligger nærmere kysten og bliver dermed plaget af Zhaitans udøde slaver. Dertil er Mareridtshoffet stadig ude på at konvertere nye sylvari til deres side. Tonen her er helt klart at skønheden er truet af ydre, onde kræfter, og mange vil nok finde den tematik dragende.

Når man begiver sig ud af sylvarierne eller asuraernes startområde, møder man menneskerne, der er kommet fra nord. For første gang i spillet er flere af de spilbare racer samlet i større grupper, og det har gjort området til en interessant smeltedigel af opgaver, arkitektur og tematik. På menneskesiden er junglen på retur, mens antallet af asuralaboratorier og plantehuse falder, jo længere væk man kommer fra asura- og sylvari-racens startområde. Mod vest giver junglen plads til Maguuma-ødemarkerne (hvor der stadig var jungle i originalserien), et goldt og ugæstfrit landskab. Her har banditterne, der plager menneskerne mod nord, dannet en triade sammen med Inquest og Mareridtshoffet, og det er uvist hvilke intentioner de har. I zonens centrum har en fjerde race, skritt, etableret en underjordisk by, men får ikke fred fra triaden. Skritt-racen er kendt for at være dumme og korttænkende, men deres kollektive tænkeevne gør dem i stand til at udrette større ting når de samles. Ifølge deres konge er Skrittburgh et forsøg på at gøre racen mere civiliseret. Alt i alt en meget varieret og interessant zone, som jeg glæder mig til at udforske videre.

Hver af de fem racer har deres egen hovedstad, og asura og sylvari er ingen undtagelse. Som asura kan du stolt kalde Rata Sum dit hjem, denne gigantiske konstruktion, der svæver over junglen. Det er svært at sætte ord på hvor stor Rata Sum er. Byen er bygget ind i en cube stillet på højkant, og selve områderne, du kan gå rundt i, ligger helt øverst. Udsigten er intet mindre end fantastisk. Byen føles ellers som man ville forvente af asura-racen, magisk og ufrivilligt morsom. Alligevel har jeg en advarsel: der er langt ned, hvilket jeg måtte erfare mere end én gang, da jeg forsøgte at tage genveje rundt i byen.

The Grove, sylvari-racens fødested, er ikke imponerende ved første øjekast, men også her går racens yndige skønhed igen. Visuelt set kan The Grove beskrives som en fredelig sommernat: dunkel, men på en lun og varm måde. Guild Wars-veteraner vil genkende stedet hvor Det Blege Træ for 250 år siden blot var en spire. Det The Grove har, som Rata Sum mangler, er en historie og baggrund der pirrer nysgerrigheden. Man kan for eksempel finde Ventaris sagnomspundne tavle, samt tale med Det Blege Træ selv.

Indtrykket jeg sidder tilbage med er, at dette virkelig er noget anderledes end hvad vi har set tidligere. Både asura- og sylvari-racens startområder står i stærk kontrast til de åbne græssletter uden for Divinity's Reach, de sneklædte områder ved Hoelbrak, og det efterårsagtige Ascalon. Det er bare om at vælge og vrage.