Dansk
Gamereactor
artikler

Alt om E3 - Nintendo

Vi er nået til tredje og sidste del af vores kig på E3 - denne gang kigger Jonas i spåkuglen efter Nintendos pressekonference, der sandsynligvis bliver messens højdepunkt.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ

Det spiller ingen rolle at Microsoft spænder for med Halo 4 og Forza Horizon, samt at Sony viser flere førstepartsspil end noget menneske rimeligvis kan få brug for. I 2012 er det Nintendo, der er hottest på E3 allerede på forhånd. Årsagen er naturligvis, at de er klar til at indlede den ottende konsolgeneration med Wii U.

Dette mens Microsoft og Sony hænger på med deres gamle travere og forventes at gøre det længe endnu, i hvert fald mindst frem til næste år. Wii U blev som bekendt vist frem allerede sidste år på E3, men fik blandede reaktioner. Mens det er typisk Nintendo at tænke uden for rammerne og arbejde videre med spilmediet som vi kender det, så var der samtidigt rigeligt med berettiget kritik for den klodsede præsentation, hvor mange ikke opfangede, at der var tale om en helt ny konsol.

Alt om E3 - Nintendo
Selve Wii U-konsollen blev ikke vist overhovedet på sidste års pressekonference, hvilket fik mange til at tro, at tablet-controlleren var tilbehør til Wii.

Man havde heller ikke mange spil at vise eller finesser at tale om, og man lykkedes mest af alt nok bare med at advare konkurrenterne om at man var på vej, spænde ben for salget af Wii og forvirre fansene, som stadig ikke ved om der er tale om en konsol, der er ringere end den syv år gamle Xbox 360, eller om det er en rigtig sværvægter. Samtidigt gik det ikke så godt for Nintendo 3DS på daværende tidspunkt, og det gav følelsen af et vældigt svagt Nintendo, der befandt sig i krise, måske sin værste nogensinde.

Dette er en annonce:

Siden da har man trukket Wii U tilbage fra alle fremvisninger, sænket prisen på 3DS og fået gode spil ud til den, og i dag lader man til at være på banen igen. Hvad vi får at se fra Wii U er der ingen der ved, men meldingerne den seneste tid har udelukkende været positive. Lige med undtagelse af en enkelt udvikler, der gav udtryk for skuffelse over ydeevnen i Wii U, og antydede at den var dårligere end Xbox 360 og PlayStation 3.

Alt om E3 - Nintendo
Præsentationen af hvordan et Zelda til Wii U kunne tænkes at se ud, viser at Nintendo bestemt har tænkt sig at bygge en konsol med hestekræfter.

Jeg tvivler kraftigt på at Nintendo vil snakke tal på scenen for at forklare hvor meget ram og andet, der sidder i bæstet, men jeg tror godt vi kan gå ud fra at den kommer til at være mærkbart bedre end de aktuelle konsoller. Og i så fald sidder Nintendo i en gylden stol. Hverken Microsoft eller Sony kommer til at vise konsoller frem på E3, da det fuldstændig ville tage livet af salget af PS3 og Xbox 360, og det indebærer, at man i lang tid vil finde de bedste multiplatformsversioner på Wii U.

Alt om E3 - Nintendo
Wii U-tabletten har en opløsning på 854 x 480 og er 6,2" stor, altså klart lavere end de fleste moderne smartphones. Desuden understøtter den ikke det såkaldte multitouch. Disse oplysninger stammer dog fra 2011, og har forhåbentlig ændret sig til årets E3.
Dette er en annonce:

Vi ved også, kloge af erfaring fra PlayStation 2, at der godt kan holdes liv i to konsoller parallelt med hinanden i lang tid, og det gør at Wii U kommer til at stå vældig stærkt i konkurrencen og få god støtte fra udviklere mange år frem, og dermed være et godt køb på lang sigt, der med sikkerhed vil byde på lige så sjov som unik underholdning.

Nintendo er selvfølgelig bevidste om hvor hård branchen er for dem i dag, og hvor skrøbelige succeserne er. Publikummet som køber iPad-spil til seks kroner stykket vil sandsynligvis aldrig anskaffe sig en Nintendo 3DS, og får man ikke det traditionelle hardcore-publikum, man skræmte væk med Wii U, tilbage på sin side, så ser situationen gravalvorlig ud. Men Nintendo plejer at kunne præstere når det er nødvendigt, og lader til at have oprustet til en E3-pressekonference af Guds nåde.

Alt om E3 - NintendoAlt om E3 - Nintendo
Hvis Wii U får de bedste udgaver af spil som Assassin's Creed III og Call of Duty: Black Ops, vil Nintendo have vundet meget. Se bare hvordan bedre multiplatformsversioner hjalp Xbox 360.

Frem for alt er jeg overbevist om, at Nintendo har indset at det ikke rækker med deres egne spil. De har brug for tredjepartstitler som Call of Duty, Assassin's Creed og Grand Theft Auto for at tilfredsstille hardcore-publikummet med deres konsol. Der er brug for interessante titler hver måned, ellers kommer den hurtigt til at stå og samle støv.

Vi ved allerede at Nintendo har spil som Aliens: Colonial Marines og Darksiders II på vej til Wii U, komplet med ekstra finesser, og jeg tror at man vil introducere betydeligt flere. Måske kommer de bedste versioner af Call of Duty: Black Ops 2 og Assassin's Creed III til Wii U, og Nintendo har sikkert flere overraskelser på vej. De har tidligere arbejdet med Rockstar i forbindelse med Grand Theft Auto: Chinatown Wars, og kan tænkes at gøre det igen.

Alt om E3 - Nintendo
Nintendo fik megen kritik for at Wii U savnede rigtige analogpinde sidste år. Det har man tilsyneladende taget til sig, ifølge lækkede prototypebilleder der slap ud for et par uger siden.

Som jeg skrev i Microsoft-artiklen, er der stadig størst sandsynlighed for at Rockstar viser spillet hos dem, men Nintendo kommer på en soleklar andenplads. Overvej selv, om man spiller Grand Theft Auto V bedst på en Wii U. Man kunne for eksempel få et meget renere interface fri for al HUD (livsmetre, kort, kompas og så videre), der i stedet kunne ligge bekvemt på controllerens skærm. Der kunne man også let vælge våben og træffe valg gennem lette klik i stedet for bladring i menuer.

Spil som disse er livsvigtige, og alle udviklere af rang lader til at ville arbejde med Nintendo denne gang. Derfor tror jeg at vi kan se frem til den mest kalorierige pressekonference, Nintendo nogensinde har haft. For faktum er, at med bedre ydeevne og den helt unikke controller vil ethvert spil, der udkommer i løbet af efteråret, bliver højaktuelt på ny.

Alt om E3 - Nintendo
Regn ikke med at Wii får nogen større plads på messen, selvom det er Nintendos eneste stationære format det næste halve år.

Nintendo kunne for eksempel vise FIFA 13 og demonstrere hvor hurtigt man kunne udskifte en hvilken som helst spiller eller ændre holdopstilling uden at rode med menuer, de kunne vise hvor meget lettere det er at spille Far Cry 3 med alle dets funktioner, eller spille Dishonored på scenen og vise hvor let det er at samle ting op, tale med folk og håndtere alle sine evner og gadgets. Spil bliver ganske enkelt bedre. En tablet er ingen gimmick, når man samtidigt får en komplet controller oveni, for så bruger man den kun til alle de ting, der tilføjer noget.

Kort sagt tror jeg på en brutalt stærk E3-præsentation under E3, der vil overbevise de fleste. Det tror jeg ikke mindst inkluderer tjenester, hvor Nintendo har ligget langt bag ved ikke mindst Microsoft. Men det vil det nok være slut med, for mens PlayStation 3 og Xbox 360 fortsat lider af forældede løsninger, vil Wii U kunne byde på masser af nytænkning.

Alt om E3 - Nintendo
Der har gået rygter om en opdateret 3DS med to analogflader. Regn dog ikke med det, da udviklerne formodentlig ikke vil lave spil, der udelukker 20 millioner Nintendo 3DS-ejere for at tilfredsstille et publikum, der ikke findes endnu.

Det eneste man ikke kommer til at tale om, er pris og lanceringsdato. Det tror jeg simpelthen ikke er skrevet i sten endnu. Dels vil Nintendo vente og se om Microsoft eller Sony vil annoncere billigere hardware, og dels ved man nok endnu ikke hvor mange konsoller, man kan have klar til lanceringen. Det er i sin natur noget, der påvirker hvilke regioner, der kan få konsollen og hvornår.

Så er der jo Nintendo 3DS, tidernes hurtigst sælgende hardware. Her vil Nintendo selvfølgelig storsatse, både hvad angår tjenester og hardware. Nintendo har jo klogt nok valgt at bruge SD-kort til forskel fra Sony, der har valgt deres helt eget format til PlayStation Vita, og dermed er gigabytene praktisk talt gratis, og man kan således læsse på med hvad det skulle være. Hvilket er nøjagtigt hvad jeg tror de vil gøre.

Alt om E3 - Nintendo
Det hedeste rygte op til messen taler om en Retro Studios-crossover mellem Star Fox og Metroid. Vi krydser fingre for at det rent faktisk viser sig at stemme.

Det inkluderer både film, diverse tjenester, fuldprisspil til download og lignende. Apps er vigtige i dag, og Nintendo har med StreetPass-funktionen tydeligt vist, at man forstår at lave underholdende tiltag som ingen har lavet tidligere. Men mest interessant er selvfølgelig spillene, og vi ved allerede at der vil blive budt på et nyt Mario-eventyr.

Tiden er dog i allerhøjeste grad inde til et originalt Zelda til Nintendo 3DS, og det er også på tide at vise det nye Smash Bros. Udover disse kan vi nok godt regne med, at Nintendo vil vende tilbage til sine andre maskotter, og vi således kommer til at se Donkey Kong, Samus Aran og måske også et nyt Punch-Out.

Og med det afrunder jeg min gennemgang af årets E3. En messe som i år er mere interessant end den har været længe, takket være Nintendo, der står klar i starthullerne til at skyde en ny generation af spil i gang, og med sin unikke tankegang byde på noget ulig alt andet, vi før har spillet.

Læs også vores artikel om Microsofts E3 og om Sonys E3.



Indlæser mere indhold