Vi ser tilbage på Assassin's Creed: Syndicate

Midt i forrige årti var Assassin's Creed-serien i alvorlig fare for at stagnere, hvis det da ikke allerede var sket. Årlige udgivelser siden 2009 havde tæret på spillernes tålmodighed, og samtidigt havde seriens historie bevæget sig så tæt på nutiden, at, hvad der startede som en udløber af Prince of Persia-serien, nu mere lignede en konkurrent til Grand Theft Auto og Red Dead Redemption. Assassin's Creed: Origins fra 2017 reddede serien ved at skifte genren til actionrollespil og forflytte handlingen fra beskidte storbyer til smukke antikke omgivelser, hvor overtro og virkelighed blev blandet sammen på fortryllende vis.

Men, måske meget passende seriens plot taget i befragtning, så har historien det med at gentage sig. Med mere end 100 timer i hovedspillet og indtil videre tre udvidelser, virker det til, at rigtigt mange er kørt død i seriens seneste spil, Assassin's Creed: Valhalla. Der har derfor været rygter om, at Ubisoft vil vende tilbage til rødderne med et mere fokuseret spil kaldet Assassin's Creed: Rift, inden vi endnu engang kastes ud i en nærmest uoverskuelig åben verden med Assassin's Creed: Infinity. Skal et sådant projekt blive succesfuldt, bliver serien nødt til at lære af sine fejl, og i den forbindelse tænkte jeg, det kunne være interessant at se nærmere på Assassin's Creed: Syndicate - det seneste spil i serien, der anvendte den originale formel.

Lad mig starte med at den nemme konklusion. Assassin's Creed: Syndicate beviser, at der som sådan ikke var noget i vejen med den originale opskrift, og i mine 15-20 timer med spillet, var jeg storartet underholdt fra start til slut. At spillet kun scorer 76 på Metacritic, skyldes næsten med garanti, at vi på daværende tidspunkt var blevet serveret den samme type spil på årlig basis, og ikke underholdningsværdien som sådan.

Spillets eksplosive åbning formår på fremragende vis at sætte scenen. Vi introduceres her for tvillingeparret Jacob og Evie Frye. Nej, de er langt fra historiens mest spændende karakterer, og vi sendes ikke undervejs ud på en ti missioner-lang sidehistorie, hvor vi lærer deres dybeste hemmeligheder at kende. Men det gør heller ikke noget, for fokus er, ligesom i det fremragende Assassin's Creed 2, primært på sjov og ballade, ikke mere eller mindre troværdige konspirationer og udpenslet karakterdrama. Jacob og Evie er et par fornøjelige krudttønder, frække og sprudlende af energi, og deres indbyrdes dialog slår gnister, hvilket ofte antænder en ophedet diskussion, når tingene løber af sporet - hvilet bogstaveligt talt sker allerede i spillets første mission. Her skal du kapre en kørende togvogn, og det vilde kup udvikler sig hurtig til en spektakulær actionsekvens, der nyder godt af spillets forbedrede kampsystem.

I ældre Assassin's Creed-spil kunne det ofte være tungt og stift at hakke sig igennem fjenderne, selvom de altid var gode sportsmænd og angreb på skift. Assassin's Creed: Syndicate låner det populære kampsystem fra Batman: Arkham Asylum, hvor simple slagserier afveksles af kontrastød og undvigelsesmanøvrer. Dybden fra Rocksteadys successerie mangler, men omvendt var der også en grund til, at dette system så ofte blev kopieret. Det er hurtigt og intuitivt, og den konstante vekslen mellem angrib, parrer, angrib, parrer giver en god rytme.

Det er ikke kun kampene som glider bedre. Bevægelsen er langt mere strømlinet end i nogen andre af seriens spil, da du i Syndicate lynhurtigt kan glide hen langs hustagene takket være den nye gribekrog, der leder tankerne hen på superheltespil som Batman og Spider-Man. Kan det slet ikke gå stærkt nok, kan du også kapre en hestevogn, der mest af alt styres som en bil, men giver en langt mere intens køreoplevelse takket være nogle vilde animationer, når vognen først dundrer hen over de ujævne brosten. Hverken gribekroge eller hestevognene er særligt subtile, men igen: De bidrager kraftigt til den over-the-top underholdning, som spillet på mange parametre lykkes med at levere.

Desværre har alle forbedringerne, som Ubisoft løbende have gjort, en pris. Fra samme sekund de to unge gavtyve ankommer til London, er de allerede langt bedre snigmordere, langt mere effektive dræbermaskiner end Altaïr og Ezio Auditore (hovedpersonerne fra de to første Assassin's Creed) nogensinde kunne drømme om at blive. Og der ligger endda et helt færdighedstræ af yderligere opgraderinger og venter.

Du kan bruge faldende tønder til at eliminere flere fjender på en gang, giftpile til at forvirre fjenderne og få dem til at slås indbyrdes, et fløjt til at kalde på egne bandemedlemmer for at få en hjælpende hånd og meget, meget mere. Men fordi spillet er så nemt, takket være det nye kampsystem, får du ikke brugt meget mere end en brøkdel af dit store arsenal. Nej, det var bestemt ikke sjovt at slås med fjender i de ældre Assassin's Creed-titler, men i det mindste måtte jeg tage alle værktøjer i brug for at overleve, hvilket gav incitament til en listig spillespil. I mine tyve timer med Syndicate fik jeg stort set ikke brugt hverken giftpile eller røgbomber - mine måske vigtigste værktøjer i de ældre titler.

Som et plaster på såret til fans af stealth-mekanikker introducerede Assassin's Creed: Syndicate en række Hitman-agtige scenarier, når du skulle snigmyrde en kriminel bagmand, en korrupt læge eller en anden vigtig fjende undervejs i historien. Ideen er på papiret god, da du introduceres for et relativt lukket miljø fyldt med NPC'er. Flere af disse har egne dagsordner og ved eksempelvis at stjæle et kostume eller overtale en karakter til at låne dig en nøgle, kan du finde nye veje til dit mål - hvilket ofte leder til unikke, filmiske drab.

Desværre er mulighederne for begrænsede, scenarierne for nemme, og (hvad der måske er det største problem) så kræver de ikke selvstændig tænkning. Det er egentlig ikke fordi, Assassin's Creed Anno 2015 mangler værktøjer - som nævnt har du et stort dødeligt arsenal - men i modsætning til eksempelvis Dishonored interagerer de kun sjældent med hinanden. Samtidig får du heller ikke lov til selv at regne ud, hvordan du bedst muligt dræber dit mål. Alle muligheder er på forhånd peget ud af spillet, hvilket fjerner meget af den glæde ved at opdage nye metoder, som præger et spil som Hitman.

Nu er det selvfølgelig ikke fordi, at det kommende Assassin's Creed: Rift skal laves om til et immersive sim (selvom det da ville være sjovt) eller nødvendigvis behøver at skrue sværhedsgraden helt til vejrs. Men hvis der er én overordnet lektie, Ubisoft i mine øjne bør drage af Assassin's Creed: Syndicate, så må det være, at de skal turde stole på spilleren, hvis Assassin's Creed-serien skal opleve en renæssance.

Spillets London er som at træde ind i en Dickens-roman med sine dampfyldte gader, bumlende hestevogne og forarmerede, men snedige børnearbejdere. Desværre forsvinder den historiske magi, når du ikke selv får lov til, sådan rigtigt, til at udforske de smalle, beskidte gader, og når hver eneste lille hemmelighed på forvejen er slået op på kortet som klistermærker på en reklamesøjle. Ligesom du ofte får mest ud af at udforske byer i virkeligheden, når du giver slip på turistguiden, så må Ubisoft lade spilleren gøre sig visse opdagelser selv.

Samtidig må Ubisoft stole på, at spillerne ikke automatisk smider spillet i skraldespanden, bare fordi de møder en udfordring eller to. At lege snigmorder må alt andet lige involvere en smule kreativ tækning. Men det er nu en gang svært at eksekverede sine sindrige planer, uanset hvor meget dødeligt værktøj man har, når udvikleren holder dig strammere i hånden, end en overbekymret forælder på vej med sit barn til første skoledag.

Nå, vi får heldigvis snart at se, hvilket vej Assassin's Creed bevæger sig i, da Ubisoft har lovet at fortælle mere om seriens fremtid til september. Indtil da kan man roligt kaste sig over det morsomme Syndicate, hvis man altså kan leve med, at du aldrig rigtigt får fornemmelsen af at være en snedig snigmorder.