Nye eventyr i VR - del 2

Når vi snakker skala, er der grundlæggende to måder at bruge VR på. Man kan enten give spilleren følelsen af at være en lille myre i en kæmpe verden eller en kæmpe i en miniatureverden. For nu at sætte det lidt firkantet op. Spil der effektivt giver den første følelse er for eksempel Lone Echo eller Asgard's Wrath, mens Ghost Giant og Moss hører til i den anden kategori. De to titler vi skal snakke om i dag, repræsenterer sidstnævnte kategori. Den ene foregår i en decideret miniatureverden og leger med protagonist-rollen, mens den anden placerer dig i rollen som omnipotent bygherre. Genremæssigt kunne de næsten ikke være mere forskellige, men udover ovennævnte lighed, har de også det tilfælles, at de på mange måder inkarnerer hygge. Men nok sniksnak, lad os komme ordentligt i gang.

Moss: Book 2

De der læste med i del 1 af denne artikelserie, kan måske huske, at et af de erklærede mål med serien er at give opmærksomhed til de VR-titler, der måske flyver en smule under radaren i den brede spilpresse - hvilket vil sige langt de fleste. Med 38 anmeldelser registreret på Metacritic balancerer Moss: Book 2 på kanten til at være "for stort", men vi tager det med alligevel. Dels fordi det første spil havde dobbelt så mange anmeldelser og generelt havde større mediebevågenhed, men også fordi, vi ikke nåede at lave en dedikeret anmeldelse, og Polyarcs svanesang til PSVR er simpelthen for charmerende en oplevelse til, at vi helt kan overse det.

Moss: Book 2 er så direkte en efterfølger, som man kan forestille sig, hvilket giver mening, eftersom det første spil sluttede meget brat, netop som begivenhederne for alvor begyndte at at tage fart. Det føltes i høj grad som en første del af en historie snarere end sin egen bog, hvilket var en kende utilfredsstillende, særligt fordi vi har skullet vente fire år på at fortsættelsen. Derfor er jeg glad for at kunne rapportere, at det eventyr den lille mus, Quill, drog ud på, får sin naturlige konklusion samtidig med, at døren holdes på klem for nye eventyr.

Det er en efterfølger, som ikke tager de store chancer, men grundlaget er solidt og Polyarc tilføjer nok elementer til, at stagnationen ikke indtræder. For de uindviede er Moss et klassisk action-adventure, hvor du løser gåder og nedlægger fjender som førnævnte Quill, mens du samtidig styrer "The Reader", der kan hjælpe Quill ved at manipulere omgivelserne og fjenderne. I forhold til det første eventyr har de begge fået nyttige nye evner. The Reader kan for eksempel skabe nye veje for Quill ved at gro lianer på ellers golde overflader, mens den lille mus har fået to nye våben, som både tilfører variation til kampe og gåder. I kamp er chakrams for eksempel nyttige til at ramme det stadig lidt kedelige udvalg af fjender på afstand, mens de under gådeløsning kan aktivere ellers utilgængelige kontakter og ødelægge ditto generatorer.

Et af de mest opsigtsvækkende aspekter ved Moss: Book 2 er, som undertitlen antyder, spillets gennemførte eventyrbog-æstetik. Alt fra rammefortællingen hvor man fysisk bladrer i en stor, indbundet bog til de diorama-agtige scener, der udgør spillet, understøtter temaet. Og den simple men stadig højdramatiske historie læst op af en fortæller, der skifter mellem en håndfuld stemmer fuldender bedriften.

Eventyrbogs-æstetikken sætter scenen, men det er forholdet til den elskelige lille mus, der for alvor gør Moss: Book 2 til en særlig oplevelse. Animationen af Quill er i særklasse, hvilket gør det til en fornøjelse at iagttage hende hoppe, rulle og kæmpe sig igennem de detaljerede fantasymiljøer, og når hun henvender sig til min Reader-karakter for at give en high five, kommer et smil uvilkårligt frem på mine læber. Hun er også grunden til, at de mere følelsesladede øjeblikke lander til trods for et manuskript, der aldrig formår at sætte et klart aftryk.

Med Moss: Book 2 har Polyarc begået endnu et solidt action-adventure, men de to Moss-spils stærkeste eftermæle vil givetvis være deres evne til at vise, hvor overbevisende VR er til fostre empati hos spilleren gennem forholdet til de digitale karakterer.

Little Cities

Min erfaring med city builder-genren er mildest talt ret begrænset. Faktisk skal vi helt tilbage til Sim City 2000 for at finde et spil, jeg sådan for alvor har gravet mig ned i. Måske er min manglende erfaring - som til dels har sin kilde i en frygt for genrens komplekse mekanikker - grunden til, at Little Cities' intuitive og simplistiske tilgang til genren fangede mig fra første spadestik. Er du til endeløse grafer og minutiøs rørlægning, vil Cities VR nok kradse kløen bedre, men for dem af os, der foretrækker vores byplanlægning i en mere afslappende form, er Little Cities helt perfekt.

I Little Cities er målet simpelt. Du skal, på seks forskellige kort, bygge din helt egen drømmeby. I starten har du kun få bygningstyper til rådighed, men efterhånden som din by stiger i level, bliver dine muligheder flere. Når du rammer level 25, er kortet gennemført, men det er stadig muligt at blive hængende og pusle yderligere om skaberværket. På trods af at mulighederne bliver flere og flere, ville det være en skam at sige, at Little Cities på noget tidspunkt er andet end overskueligt og utrolig hyggeligt. Du har kun én slags vej til rådighed, og bygningerne er inddelt inddelt i fire kategorier bestående af 3-8 slags bygninger i hver. Ydermere er din by så godt som selvkørende, når den først er oppe at køre. Selv en aktiv vulkan, som på et par af kortene med jævne mellemrum går i udbrud, giver kun anledning til minimal genopbyggelse. Fokus ligger i stedet på at bygge løs og have for øje, hvilke bygninger, der fungerer bedst sammen, og hvilke der absolut ikke gør. Nogle bygninger booster således andres effektivitet, såsom stadionet der øger lokale butikkers indtjening, mens husejere der får et spildevandsanlæg til nabo, selvsagt ikke popper champagnen ved synet. Dermed bliver Little Cities en øvelse i at visualisere den gode opdeling, hvor alle husejere har en skøn udsigt og ingen mangler wifi eller adgang til uddannelse.

Når Little Cities er blevet så hyggelig en oplevelse, som tilfældet er, skyldes det også den elegante styring. Din højre hånd bruges til at navigere kortet og bygge med, mens din venstre viser din bys nøgletal og, ved at vride håndleddet, agerer den menu, hvorfra du vælger hvad der skal bygges. Det er intuitivt og præcist nok til at fejl sjældent forekommer, og skulle du alligevel placere en lufthavn ved siden af en skole, er fortryd-knappen altid inden for rækkevidde.

Skal jeg pege på en svaghed ved Little Cities, så er det, at den intuitive og simplistiske tilgang til genren medfører en mangel på variation og dybde. De seks kort er lidt for ens, for selvom udvikleren Purple Yonder med forskellige forhindringer som bjerge, sandstorme og førnævnte aktive vulkaner prøver at skabe varierede betingelser, er deres indvirkning på gameplayet alligevel begrænset. Det havde været sjovt, hvis man rent faktisk skulle bygge i for eksempel bjerge, men som tingene står, er disse bare en stor klods, man skal udenom. Lidt forskellige veje og flere hustyper, så man kunne lave høj- eller lavindkomstområder havde også været en sjov tilføjelse.

Jeg er dog klar over, at det er en svær balancegang, for Little Cities' mission er jo netop ikke at være kompleks, men snarere tilgængelig og hyggelig, og det lykkes det med. Den lidt ligegyldige men alligevel utrolig rare musik, den bløde, legetøjsagtige grafik og den udramatiske måde selv et vulkanudbrud håndteres er alt sammen med til at skabe den spilsmæssige udgave af at indtage sofaen med et vamset tæppe og en kop kamillete. Og så beviser den glimrende styring og det overlegne overblik over kortet, som følger med VR, at også city builder-genren passer glimrende til de klodsede briller.

Det var alt denne gang. Jeg vender stærkt tilbage, når "All I Want for Christmas Is You" igen ligger nr. 1 på de globale streaminglister.