Dragon Age II - Holder det?!

Som man kunne læse tidligere, så elsker jeg det første Dragon Age-spil. Det er rollespil af den gamle skole, og Electronic Arts havde endnu ikke haft tid til at blande sig i Biowares affærer. Spillet havde en fed historie, fantastisk gameplay, og virkede som en 3D-version af Baldur's Gate. Så kampene krævede eftertanke, efter hvilke handlinger man foretog sig. Hvorfor nævner jeg det det? Jo, fordi det bliver vigtigt i min analyse af Dragon Age II. Da jeg så afsløringen af spillet dengang tænkte jeg; "uha, det er da kort tid efter Dragon Age: Origins". Faktisk er der kun to år imellem de to spil, og når man tænker på at der i mellemtiden også er udgivet en ret omfattende udvidelse, så virkede det underligt at Dragon Age II udkom kun to år efter. Så lad os se om det havde fået nok tid i ovnen, og kunne leve op til forgængerens storhed.

Lad os starte med historien, som starter med den ret cool dværg Varric, som bliver forhørt, af Cassandra, som er en karakter i Dragon Age: Inquisition, men her bliver hun bare kaldt "seeker". Varric starter fortællingen om Hawke-familiens flugt fra "The Blight", som er den begivenhed man stopper i det første spil. De er på vej til Kirkwall, hvor moderen engang tilhørte nobiliteten. Hun stak dog af fra byen til Ferelden som ung, og da de ankommer til byen mange år senere, efter at have mistet et af deres familiemedlemmer på vejen, ser de at Hawke-navnet ikke betyder det samme i byen som før. Herefter skal man som hovedpersonen Hawke genvinde sin families rigdom og ære i den super kriminelle og korrupte by. Kirkwall er midt i en konflikt imellem magikerne og tempelridderne, som skal sørge for at magikerne ikke bliver korrumperet af dæmoner. Hawke skal så navigere i dette betændte samfund, hvor han ikke kan undgå at blive revet med, og er på et tidspunkt nødt til at vælge side. Dette ville være fint, men når man har spillet Dragon Age II før, så ved man hvilke begivenheder dette omhandler, og ens manglende evne til at ændre disse, er dybt frustrerende. Jeg vil give eksemplet med magikeren Anders, som lige meget hvor meget man forsøger, vil udføre en handling, som jeg personligt, blev meget oprevet over. Mest fordi jeg virkelig prøvede at ændre hans mening med den indflydelse jeg havde på ham. Første gang, når man ikke ved at handlingen kommer, virker det, men når man ved at den vil ske lige meget hvad, så ender det med frustration. Nuvel, man kan straffe Anders bagefter, men det føles enormt hult. Der er flere af disse begivenheder, og jeg synes det ødelægger min nydelse af historien her mere end 10 år efter.

Ligesom i Dragon Age: Origins har man en hel flok følgere, som man kan tage med på sine eventyr. Der er de traditionelle velsammensatte karakterer, såsom netop Anders, men jeg bliver også nødt til at sige, at der er nogle ret nederen følgere man kan få med også. Sebastian og Fenris har jeg nærmest ikke brugt i min nye gennemspilning, for de er ret kedelige, og faktisk en smule pivede at høre på. Det er selvfølgelig subjektivt, men de er virkelig bare nederen. Heldigvis er der Merrill, Isabella og Varric, som er super fede karakterer, og det var også dem jeg havde med for det meste.

Dialogsystemet skal også lige nævnes her, for Hawke snakker i dette spil, og her kan man hele vejen igennem vælge hård tone, mediumtone eller sarkastisk. I alle samtaler. Så selv i de mest upassende situationer, kan man vælge at være sarkastisk. Det passer overhovedet ikke ind nogle steder, og kan blive ufrivilligt sjovt, da det slet ikke lader til at være designet til de situationer Hawke befinder sig i. Denne mulighed er helt fjernet i Inquisition, og det er der nok en grund til.

Dragon Age II har tre udvidelser, som alle er nogenlunde underholdende. Der er Mark of the Assassin, som har Felicia Day, der spiller Tallis, som ligner hende meget, hvilket er ret underligt, men historien er ok. Legacy er en ret kort udvidelse, som har enorme konsekvenser i Dragon Age: Inquisition, som jeg ikke vil spoile nu. Sidst men mindst, har vi The Exiled Prince, som tilføjer Sebastian og hans historie til spillet. Det er ikke de mest spændende udvidelser, men de er da underholdende nok.

Jeg nævnte i min indledning, at Dragon Age II udkom to år efter sin massivt populære forgænger, og grunden til jeg gjorde det, var at Dragon Age II kun foregår i Kirkwall. Dragon Age: Origins foregår i et kæmpe land, og der er nærmest ingen genbrug. Det er vigtigt at slå fast, at Dragon Age II ikke lever op til det løfte. Huler og områder udenfor Kirkwall bliver genbrugt igen og igen. Nogle af områderne har derfor aflukkede områder, så det virker som om det er nye steder, men det er de samme huler og stier man går på. Så to års udvikling kan tydeligt ses her. Tak EA! Spillet føles ikke helt færdigt på mange områder, og alting føles som om det mangler polering. Derudover er der mange opgaver, hvor man bare udveksler en sætning med en NPC, og så er missionen klaret. Det skriger af mangel på tid.

Det jeg nok både dengang og nu synes er det værste ved Dragon Age II er kampsystemet, som er på speed i denne omgang. Alle animationer og angreb foregår dobbelt så hurtigt som de gjorde i forgængeren. Det giver Dragon Age II en underlig arkadefølelse, som jeg slet ikke kan lide. Det er som om nogen, måske EA, har sagt, at kampene i Dragon Age: Origins var for langsomme, og at det derfor ville blive nødvendigt at appellere bredere ved at speede op, for "så vi kan få alle action-spillerne med." Det føles så urealistisk, og fjollet, og jeg kan stadig huske første gang jeg så kampene, og tænkte;"er det her Dragon Age?". Well, jeg kan her 10 år efter sige nej, det bliver ikke bedre med tiden.

Jeg vil slutte med hvordan spillet gebærder sig på det æstetiske område. Spillet er ret kedeligt, og farveforladt at se på. Kirkwall har en gråbrun farve, og føles som om det ligger midt i ørkenen, da det hele ser støvet og beskidt ud. Det er ret kedeligt, og jeg fandt hurtigt nogle mods, så det hele blev en smule mere spændende. Man kan dog ikke polere en bæ, og jeg synes Dragon Age II er super kedeligt at se på, over de 20 til 30 timer det tager at gennemføre spillet. Stemmeskuespillet og musikken er dog glimrende generelt, så det er lidt en blandet landhandel.

Holder Dragon Age II så? Hvis man kan lide en historie, som ikke føles særlig episk som forgængerens, så er der noget at hente, men der er bare rigtig mange grunde til at det her ikke bliver nævnt særligt meget, og det er fordi det er det sorte får i serien. Det kan på ingen måde måle sig med de to andre afsnit. Det er Bioware når de er mest meh, og det er det også 10 år efter.