Gamereactor Danmark. Se de seneste trailere og friske interviews fra de største spil-messer i verden. Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
Gamereactor
artikler

Hvem skal udvikle fremtidige FIFA?

FIFA og EA går hver til sit. Vi ser på, hvor den populære licens kan havne fremover.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ

Efter mange rygter blev det for et par uger siden officielt. Efter mere end 25 år med FIFA-spil udviklet af EA, går det internationale fodboldforbund og EA hver til sit efter lanceringen af det kommende FIFA 23. Fremover vil kommende spil i den populære serie derfor gå under navnet EA Sports FC, og udover manglende adgang til officielt indhold omkring VM-slutrunder kommer alt nok til at blive ved det samme for EA's fodboldmastodont.

FIFA - altså fodboldforbundet - har dog meldt ud, at de fortsat har planer om at skabe en rival, der efter planen skal være "det bedste fodboldspil tilgængeligt for gamere og fodboldfans." Spørgsmålet er så, hvem der vil kaste sig over den dyre licens til FIFA-navnet? Et "brand" der efterhånden er godt sølet til i skandaler oven på flere årtiers korruptions kulminerede med den skandaløse slutrunde, som senere på året finder sted i Qatar. I denne artikel ser vi lidt nærmere på, hvem der måske kan magte den utaknemmelige opgave.

Hvem skal udvikle fremtidige FIFA?
FIFA 23 blev reddet på stregen takket være en kort forlængelse af licensaftalen, men derefter kommer spillet til at hedde EA Sports FC.

Den oplagte - 2K
"We're definitely interested in expanding our opportunities in sports, and FIFA has a great brand and incredible clout, but we have no current plans to discuss." Sådan lød svaret, da administrerende direktør for Take-Two Interactive Strauss Zelnick, blev spurgt af IGN, hvorvidt 2K kunne være et fremtidigt hjemsted for FIFA-serien. Det lyder langt fra som nogen afvisning, og studierne under 2K har da også leveret mange succesfulde sportsserier gennem årene.

Dette er en annonce:

I øjeblikket er NBA 2K22, WWE 2K22 og PGA Tour 2K21 de førende spil indenfor deres genrer, efter at man gennem årene blandt andet har vippet EA's Tiger Woods- og NBA-serier af pinden. Udgiveren har med aggressiv monetarisering i flere af deres spil, der inkluderer kasino-elementer og dyre kosmetiske genstande, samtidig vist, at de ikke er bange for at gøre EA kunsten efter, når det kommer til at vride hver en øre, cent eller penny ud af forbrugerens lomme - utvivlsomt et stort plus i FIFA's bog!

Med adgang til den store pengekasse hos Take-Two Interactive og deres egen know-how inden for sportstitler, virker 2K derfor som en af de få udgivere, der ville kunne skabe en reel konkurrent til EA Sports FC. Men det tager tid og ressourcer at udvikle et kompleks fodboldspil, og lægger man prisen for licensen oveni, er det langt fra sikkert, at selv den mest optimistiske investor vil blive overbevist om projektet.

Hvem skal udvikle fremtidige FIFA?
2K udvikler nogle af markedets bedste sportsspil.

Den undertippede - Strikerz Inc.
Det spændende fodboldspil UFL blev annonceret ved åbningsceremonien til sidste års Gamescom og har ifølge udvikleren selv været under udarbejdelse i fem år. Under mottoet "Fair to Play" bryster udviklerne sig af, at der ikke vil være mulighed for at købe sig til sejren ved at investere i de bedste spillere på samme måde som i FIFA Ultimate Team, omend selve spillets struktur i høj grad læner sig op ad den populære og samtidigt berygtede spildel.

Dette er en annonce:

Det minimale smugkig vi har fået af spillet fremviser realistiske animationer og solid grafik, men mindre end 5 sekunders gameplay afslører også store huller i de computerstyrerede spilleres AI - det måske vigtigste element i et fodboldspil. Som en ny udvikler har Strickerz Inc. næppe heller den milliard kroner, som de skulle betale årligt for at matche EA's tidligere aftale med FIFA. Der skulle derfor mere være tale om et eksperimentet for fodboldforbundets side, hvor man vinder lidt goodwill ved at slå sig sammen med en fremadstormende udvikler. Men da studiets ejerkreds befinder sig i Hviderusland og Rusland, er det næppe sandsynligt, at FIFA skulle have interesse i at lægge navn til deres kommende spil, de nuværende sanktioner taget i betragtning.

HQ

Den ironiske - Konami
Selvom FIFA-serien altid har domineret kommercielt, var Pro Evolution Soccer i midten af 00'erne til begyndelsen af 10'erne den ukronede konge af realistiske fodboldspil. Siden da har serien dog tabt en smule momentum, og derfor besluttede udvikleren Konami at relancerede spillet som F2P-titlen eFootball 2022. Desværre var lanceringen nærmest katastrofal, da det mildest talt ufærdige fodboldspil led under manglende indhold og gameplay, samt menuer der tydeligvis var rettet mere mod fremtidige spillere på mobile enheder end konsolmarkedet. Siden da er spillet blevet (en smule) bedre, men skal Konami for alvor gøre sig håb om at indhente deres evige rival, skal der måske et navneskifte til?

Her virker FIFA overraskende oplagt. For hvor mærkeligt det end vil lyde, så passer rivalens navn faktisk glimrende sammen med det hedengangne Pro Evolution Soccer i sin nuværende sørgelige tilstand. FIFA har allerede indgået flere samarbejder med NFT-udbydere, så hvorfor ikke slå pjalterne sammen med de engang hæderkronede Konami, der nu mere virker interesserede i at forvandle deres ikoniske serier til ubrugelige digitale samlegenstande?

Hvem skal udvikle fremtidige FIFA?
Konami har ikke kunne ramme bolden med eFootball 2022 og har måske brug for et navneskifte.

Den sandsynlige - Stribevis af mobiludviklere
Selvom FIFA meget gerne så, at en stor udbyder betaler astronomiske summer for rettighederne til deres brand mange år fremover, så har de også meldt ud, at de gerne sælger licenser til flere eksterne samarbejdspartnere. Ifølge forbundet vil en "non-exclusive" licensmodel sikre, at der allerede kan være nye FIFA-brandede spil på markedet til det kommende verdensmesterskab i Qatar.

Denne slutrunde finder som bekendt sted senere på året, fra november til december. Med den korte tidsramme in mente kræver det ikke megen fantasi at forestille sig op til flere mobilspil fyldt med sløje mekanikker og ikke mindst massevis af mikrotransaktioner. Det er i hvert fald standarden for de fleste fodboldspil på mobile platforme, og vi forventer ikke, at det bliver bedre, snarere tværtimod, når FIFA er involveret.

Kommercielt har mobilspil gode perspektiver. FIFA-spil til mobil vil utvivlsomt blive downloadet millionvis af gange under eksponerede slutrunder, og samtidigt er mobilspil også populære på de lukrative asiatiske markeder, hvor F2P spin off-serien FIFA Online tidligere har nydt stor succes. Endelig vil en serie af mobilspil også være med til at holde liv i FIFA-brandet (inden for gaming) frem mod en eventuel lancering af en konkurrent til EA Sports FC.

Hvem skal udvikle fremtidige FIFA?
Mobile platforme virker som det mest sandsynlige fremtidige hjem for FIFA-spil.


Indlæser mere indhold