Gamereactor Danmark. Se de seneste trailere og friske interviews fra de største spil-messer i verden. Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
Gamereactor
artikler
Halo Infinite

Gamereactor Debatterer: Er Halo Infinite virkelig "dødt"?

Jo, sæsonerne er for lange, og ja det tager 343 Industries for lang tid at udvikle nyt indhold, men hvad sker der for det her med at erklære spil for "døde"?

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ
HQ

Blandt hårdkogte, og måske ældre, spilentusiaster, så er der en slags indgroet apati overfor den moderne "live service"-struktur. Det er som sådan forståeligt nok. Vi har ikke lyst til at spille spil for evigt, og vi har set at spil sætter deres integritet og underholdningsværdi over styr i et febrilsk forsøg på at blive en evighedsmaskine. Det er lige meget om det er sjovt, så længe der er meget, så længe du bare bliver ved med at spille.

Vi er den skare der ruller med øjnene når udviklere udgiver et såkaldt "road map", eller når de taler kynisk om "player retention" overfor deres grådige investorer. Igen; det er alt sammen forståeligt nok, spilbranchen har en tendens til at jagte tendenser uden sans for hvornår man bør holde igen, og de ønsker lige nu at blive en hobby, at du logger ind hver dag.

Halo Infinite
Dette er en annonce:

Så hvis spil bare bør blive lanceret til en konkurrencedygtig pris, og være udstyret med den indholdsmængde udvikleren fandt passende i årene op til lanceringen, for at selvsamme studie så bare bevæger sig videre til det næste, hvorfor er det så så mange der er så hurtige til at erklære spil for "døde"?

I visse tilfælde er det måske rammende nok, som med Battlefield 2042, som kom noget skidt fra start, og hvor den primære anke ikke på den måde er mangel på indhold, men at det der nu engang var, var i en så kummerlig teknisk tilstand, at selve rettelsen og tilpasningen er det som spillerne higer efter.

Men hvad med Halo Infinite egentlig? Her snakker vi om et spil der blev lanceret gratis, med et Battle Pass, 10 maps, et solidt udvalg af modes og glimrende gameplay, men bare uger efter begyndte medier (som faktisk også inkluderer os, jeg vasker ikke mine hænder her) at erklære det for "dødt", fordi 343 Industries nu viser sig at være for langsomme til at udgive nyt indhold. Det skaber billeder af spillerbasen som sådan et evigt sultent bæst, som bare skal have nye maps, nye våben, nye skins <indsæt Jeppe K her> hele tiden, og lige så snart at ventetiden bliver lidt for lang, eller at opdateringerne bliver for små, så er spillet "dødt". Fora, Youtube-kanaler, artikler produceres så, der enten pointerer at et spil er tæt på at dø, eller at det enten er for sent, som om at målet altid er at et spil absolut skal leve evigt, og ikke bare det, det skal også kunne fremvise evig vækst.

343 ønsker så også at spillet skal leve videre, det er jo i princippet pointen med hele live service-ideen, men jeg tager mig selv i tænke; hvis I godt kan lide Halo Infinite, så spil det. Og hvis I er trætte af at spille det indhold der er, så vent på at der kommer nyt indhold.

Dette er en annonce:

Et spils antal aktive brugere vil gradvist falde efter lanceringen, det er ligesom hele ideen, og hvis nyt indhold kan bremse den udvikling, eller sågar skubbe den i den anden retning? Jamen, det er da bare fantastisk for 343, og for de spillere der ønsker at spille videre. Men den traditionelle cyklus, som stadig kommer til sin ret, foreskriver at når et spil er færdigt, så udgives det til ivrige fans, og så "leger" de med det indtil de ikke gider det mere, og så leger de med noget andet.

Halo Infinite

Det betyder ikke at man som forbruger ikke kan have forventninger, men jeg synes ofte at der er et disconnect imod apatien overfor live service, og så ønsket om at erklære spil for "døde". Med de briller på er alle spil, bortset fra en lille håndfuld der netop bliver evighedsmaskiner, døde, bare i kraft af at markedet, og brugerne, bevæger sig videre. Selv ikke alle multiplayer-spil behøver konstant opdatering og indholdsudvidelse. Jo, de kræver da balancering, for at sikre at den oplevelse der tilbydes er fair, men det der med at der maksimalt skal gå to måneder mellem sæsoner, og at eksempelvis fire maps per sæson er noget nær utilgiveligt, det virker mere som om at forbrugerne giver efter for live service-forventningen, end at en udvikler som 343 decideret svigter deres fans. Læg Halo Infinite fra jer, det løber ingen vegne.

Naturligvis er det som altid et tveægget sværd, for samtidig har jeg virkelig, som i virkelig, svært ved at forstå hvorfor et af verdens største, dyreste og mest indflydelsesrige studier ikke kan oppe tempoet. Vi snakker om et af de dyreste spil nogensinde, formet af et af de største hold nogensinde, og det tager næsten et år at implementere online co-op? Og spillets anden sæson skal vare seks måneder? Som er længere end nærmest noget andet konkurrerende live service-spil på markedet? Hvad sker der derovre?

Men igen; Halo Infinite løber ingen vegne, og jeg betragter et eller andet sted min tid med det som værende færdigt. Jeg spillede det, både kampagnen og multiplayer, og nød det. Jeg blev færdig, lagde det fra mig, og spillede noget andet, som via Game Pass i øvrigt er lettere og billigere end nogensinde før. Jeg lagde det fra mig, og var tilfreds med min oplevelse, og blev ikke øjeblikkeligt bitter over at der ikke var mere. Det var i øvrigt gratis, og mine fremskridt er der stadig, hvis jeg en dag skulle vælge at logge ind, eventuelt for at tage et par maps med en ven.

Halo Infinite

At giver efter for den vrede over at de her spil ikke tilbyder uendeligt indhold, er uendeligt underholdende, og kan bruges til uendelig tidsfordriv ligner bare, i min optik, at man giver efter for netop den der sult som live service er designet til at skabe hos en. I stedet synes jeg bare at man bør spille noget andet. At 343 så tydeligvis er en kende sløve i betrækket helt generelt, og at noget tyder på at de har svært ved at ramme de deadlines de selv har sat, det er lidt en anden sag.

Det er dog en facetteret sag, det erkender jeg, og det der med at holde store udviklere og udgivere ansvarlige er generelt en praksis som jeg bifalder. Og som nævnt ovenstående er det cases hvor kritik er på sin plads, særligt hvis det indhold der er allerede er ufyldestgørende. Det har gjort sig gældende ikke bare med Battlefield 2042, men også med Babylon's Fall. Men mit indtryk har bare generelt været, at Halo Infinite fik ros for sin originale indholdsmængde, og har holdt et globalt community godt beskæftiget, men nu er tonen skiftet som om at spillerne "sultne" og "desparate" efter en undskyldning for at blive ved.

Har du det sådan? Er spillet "dødt" i dine øjne?

HQ

Relaterede tekster



Indlæser mere indhold