Redaktøren Mener: Halo-serien bliver bedre og bedre

Det er faktisk ofte sådan, at tv-serier bliver værre og værre efter en relativt træfsikker pilotepisode. Det kan naturligvis skyldes at man kommer ind som offer for hype-maskinen, og til dels ser det man ønsker at se, eller at Hollywood ved at de skal placere krogene dybt i seeren fra start af. Men tit så introduceres mysteriet, de centrale skakbrikker over et overhængende tema, og det gør serier tit ganske glimrende, for så at skuffe når det gælder om faktisk at løse selvsamme mysterie, eller flytte skakbrikkerne rundt på brættet på tilfredsstillende vis.

Den første episode af Halo-serien var, sjovt nok, ret så skuffende. Planeten Madrigal var kedelig, visse sekvenser, som Kwan-Ha og venners svampeekskursion var ret så cringe og kampsekvesen i rebelbasen var... ja, nærmest bizar.

Men via de to efterfølgende episoder er der netop sket noget som sjældent sker, og det er at serien faktisk bliver bedre og bedre, og har, i min optik, været i fuld gang med at skabe en ret robust eksistensberettigelse, og det er både overfor faste Halo-fans, og for helt nye seere.

Først og fremmest er det ret fascinerende at se showet differentiere sig selv så meget fra den eksisterende mytos. Jo, Chief tager hjelmen af allerede i første episode, men tilbringer faktisk størstedelen af både den anden og tredje episode helt uden rustning. Schreiber håndterer den indre konflikt imellem karakterens biologisk programmering, samt det højere kald om at beskytte menneskeheden mod en måske uovervindelig trussel med en ynde og elegance du kun få færten af i første episode, og selvom at mange fans har en slags aversion imod at se Chief uden hjelm, så fungerer det så absolut rent dramaturgisk her.

Ikke bare det, det skulle vise sig at være ret spændende at checke ind ret tidligt i universets samlede tidslinje, hvor Reach stadig står, og hvor menneskeheden slet ikke har nogen idé om hvem Forerunners egentlig er, og at der før den voksende konflikt med The Covenant har eksisteret en civilisation, der er langt, langt mere avanceret end os.

Det er ikke altid at prequel-fortælling rammer plet, eftersom at vi i forvejen kender slutresultatet, og jeg forventer fortsat at Halo-serien vil i brede træk ramme samme centrale punkter som spillene. Men her er det faktisk ret interessant at se det hele tage rod fra starten af.

I det hele taget bruger både episode to og tre langt mindre tid på skuddueller, og langt mere tid på at etablere mystik, og det fungerer ganske enkelt glimrende. Særligt Dr. Halsey har vist sig at være en fascinerende karakter, der let og elegant svinger mellem hårdkogt kynisme og medfølelse for sine Spartans. At følge hende bliver spændende, netop fordi hun trodser dramaturgisk klassificering. Hun er ikke nogen heltinde, og ikke nogen skurk, og om hun arbejder med eller mod UNSC afhænger af situationen.

Det har også vist sig at bekymringerne omkring CG-kvaliteten var en kende forhastet. Jo, effekterne falder stadig ned i den såkaldte "uncanny valley", hvor de hverken er realistiske nok til helt at være troværdige, eller helt karikerede nok at forsætteligt påtage sig et kunstnerisk udtryk, men eksempelvis Covenant-sammenslutningens tre Prophets, samt en bestemt sekvens med en Elite i det tredje afsnit ser ret overbevisende ud. Desuden kommer Halo rundt om det ret ofte ved brug af smarte og overdådige lokationer, såsom flygtningebyen Rubble i andet afsnit.

Det er stadig ikke noget mesterværk, og visse udvekslinger er stadig for fyldt med ligegyldig eksposition. Samtidig med det er det måske tid til at se lidt mere action, og se hvordan folkene bag bruger Chief i kamp.

Men samlet set, så synes jeg at Halo-serien er på vej et bedre sted hen, og jeg tager mig selv i at glæde mig mere til det nye afsnit af Halo, end det nye afsnit af Moon Knigh