Dansk
Gamereactor
artikler

Holdning: Det er tid til at trække stikket på Stadia

En af Gamereactors svenske redaktører har fulgt tjenesten siden lanceringen i 2019, og konstaterer at selvom ambitionsniveauet var højt, så gik det bare ret galt...

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ

Vi bringer her en leder fra svenske Jonas Mäki, der i det bredere Gamereactor-netværk har fulgt Stadia siden lanceringen (det har vi alle i princippet) siden 2019, og hele vejen til i dag, hvor det nu skal lejes ud til kunder som AT&T.

Det er nu over to år siden at Google lancerede Stadia-tjenesten. Jeg tror alle vi kan blive enige om at potentialet var skyhøjt, fordi Google stod der på GDC-scenen og slog fast, at de havde teknologi i første klasse, der kunne afvikle spil udelukkende igennem skyen, og i en kvalitet som sagtens kunne stå imod PlayStation 5 og Xbox Series X. Derudover kunne de samtidig slå fast, at de ikke bare havde masser af spændende partnerskaber med eksisterende tredjeparter i støbeskeen, men at de samtidig var ved at brygge på et hold af studier, der alle skulle lave eksklusiv Stadia-software. Alle bestanddelene var der, alle ressourcerne - det lod faktisk til at branchen ville få en ny fast platformeindehaver.

Det var ikke kun os brancheentusiaster der så opmærksomt til, for Googles afsløring af Stadia spredte sig udover kloden, og nåede sågar mainstream-medier, der var ivrige efter at få forklaret hvad en spiloplevelse udelukkende afviklet igennem skyen egentlig betød. Præcis hvor megen succes Google stod til at få var der naturligvis allerede debat om dengang, men én ting lod til at være helt sikkert; spilbranchen stod til at få rystet posen godt og gevaldigt. Men allerede her, allerede her var der mørke skyer ude i horisonten.

Holdning: Det er tid til at trække stikket på Stadia
Stadia-controlleren var endnu et aspekt som var langt bedre end vi troede...
Dette er en annonce:

Google havde, både dengang og i dag, ikke det bedste ry for at følge op. Med det menes der at i stedet for at udvise hårdnakket tro på sine produkter og tjenester, og så benytter de sig i stedet af den såkaldte "throw it at the wall and see what sticks"-strategi. En lang, lang liste af aflyste og lukkede projekter, som du kan finde her, er et testamente til den her måde at tænke på. Det gælder naturligvis ikke samtlige Google-produkter og tjenester, men man kan være ret sikker på, at hvis noget ikke præsterer som forventet, så er de ikke blege for at sende dem op til en gård nordpå, hvor de kan løbe så langt øjet rækker. Netop denne tendens skabte skepsis. Dem der købte en original Xbox, en PlayStation Vita, eller en Wii U (tre konsoller der hurtigt blev anset som økonomiske fiaskoer) kunne stadig bruge disse efter dødsstødet faldt, og det var sågar muligt at tilkøbe yderligere fysisk software, men en helt og holdent digital løsning som Stadia kunne netop ikke rigtig gøre det, hvis lokummet endte med at brænde. Jo, du køber også digitale spil til din Xbox, eller PlayStation, eller sågar din Switch - men der er tale om lokale filer - problematikken er ikke helt den samme.

Det hjalp så sandelig ikke da Google afslørede, at de ønskede at sælge separate spil til fuld pris, i stedet for at gå med en abonnementsagtig opsætning ligesom Xbox Game Pass. Nej, du skulle købe et spil til 400 eller 500 kroner, men den licens ville for evigt gå tabt, skulle Google vælge at droppe Stadia-projektet. Netop denne frygt endte med at være lidt overdrevet, men det var dog velargumenteret dengang. Desuden skulle du stadig bruge et abonnement for at spille i højere opløsning, og for at få adgang til samtlige features. Det skal dog her siges, at Google dog havde for vane at tilbyde ret mange solide spil som en del af det her abonnement. Pointen var bare, at trods Googles størrelse, så var de her en underdog, og et Game Pass-lignende abonnement havde måske været med til at aflive dele af den mere sejlivede skepsis. Men ak nej, sådan skulle det ikke være.

Holdning: Det er tid til at trække stikket på Stadia
Jade Raymand indtog scenen for at tale om eksklusiv Stadia-sofware - relativt kort efter endte hun hos Sony under Haven Studios.

Pointen er at det globale publikum var meget interesserede i teknologien, og i ideen, men havde betænkligheder ved Googles historie, og hvordan en udelukkende cloud-baseret løsning ville påvirke hele ideen om ejerskab. Som vi nærmede os lanceringen stod det desuden også klart, at Google virkelig manglede afgørende erfaring i forhold til hvordan man designer en end-to-end brugeroplevelse, og der manglede, ved launch, en masse kritiske, basale features. Det du kunne med Stadia var at spille spil, og ikke meget mere, og selvom at Google faktisk kom efter det i månederne efter, så var manges førstehåndsindtryk mærket af den her mangel på det som konkurrenterne tilbød i overflod.

Dette er en annonce:

Det er dog vigtigt også at belyse det som Stadia så absolut gjorde helt og aldeles rigtigt, og netop denne del, det at spille spil, fungerede faktisk overraskende flydende og tilfredsstillende. Faktisk fungerer det stadig så godt den dag i dag, at jeg vil opfordre alle der har muligheden for det, at give det et skud, om ikke andet bare for at se et glimt af hvordan fremtiden kunne ende med at se ud. Siden da har adskillige konkurrenter dog snappet Google i hælene her, og særligt Xbox Cloud Gaming kombinerer netop en god lokal Xbox-konsolløsning, med et kæmpe abonnementsbibliotek i form af Game Pass med gaming via skyen på eksempelvis smartphones. Hvorimod Google tilbyder en overlegen streaming-oplevelse, så har Microsoft overtaget på alle andre centrale parametre, og hvis man ønsker at konkurrere med de store drenge, så skal det hele sidde i skabet.

Holdning: Det er tid til at trække stikket på Stadia
Spil som Cyberpunk 2077 landede på Stadia, men det er langt fra alle store tredjepartslanceringer.

Det er ikke altid den bedste hardware der giver den bedste spiloplevelse i det store og hele. Der findes klassiske eksempler på det her fra tidligere kapitler i spilhistorien, hvor eksempelvis Nintendo 64 tævede den originale PlayStation, men kun solgte lidt over en tredjedel af antal enheder. Ligeledes var Xbox en bedre konsol end PlayStation 2 i antal hestekræfter, men solgte bare en syvendedel af Sonys maskine. Det kræver spil, det kræver udviklerrelationer, det kræver tilfredsstillende brugerfladedesign - det kræver et økosystem. Og et økosystem kræver tid og penge at skabe fra bunden. Det kræver... tålmodighed.

Tålmodighed skulle Google dog ikke vise sig at have meget af, og det skulle yderligere vise sig at de ikke rigtig havde fået kigget konkurrenterne efter i sømmene. Jo, de havde nogle eksklusive titler ved lanceringen, men disse var hovedsageligt lidt mindre spil, og bare et år efter lanceringen af tjenesten lukkede de samtlige Stadia-eksklusive studier, som malede et dystoptisk billede af tjenestens fremtid. Ikke bare manglede Stadia nu dedikerede studier, der kunne fremvise den unikke teknologi, og fastholde interessen, de manglede også bare spil helt generelt. Det betyder ikke at Google ikke tilføjede spil løbende, det gjorde de og det gør de stadig hver måned, men der er et kilometerbredt dyb imellem antallet på Stadia, og på de direkte konkurrenter, og det anses som en undtagelse, snarere end en regel, at større tredjeparter lancerer deres spil på Stadia fra start af. Selv hvis du endnu ikke ejer en af de nyeste konsoller, så er det af denne årsag svært at anbefale Stadia bare alene af den grund. Jo, som et supplement, men så sandelig ikke som en central spiltjeneste, der erstatter en PS5, en Xbox Series, en Switch eller en PC.

Det bliver desværre endnu værre, for selv hvis du godt kan lide udvalget, så tager det længere tid for kritiske opdateringer at ramme Stadia-platformen, og nogle gange ankommer de ikke overhovedet. Der er en solid Reddit-tråd om emnet her, og her påpeger brugere at spil som Dirt 5, Mafia III, Life is Strange og Outriders alle mangler kritiske opdateringer, der er kommet til andre platforme, eller at ventetid var betragteligt længere, end hos konkurrenterne.

Holdning: Det er tid til at trække stikket på StadiaHoldning: Det er tid til at trække stikket på Stadia
Der var små eksklusiver hist og her, men intet rigtig signifikant.

Google lovede desuden også, at de løbende ville opdatere Stadia, og ekspandere den grafiske detaljegrad. Dette er naturligvis ikke blevet til noget endnu, men ydermere har Sony og Microsoft lanceret PS5 og Xbox Series X, der får Stadias opskalerede 4K-grafik til at se gammeldags ud. Hele pointen med Stadia var at Google lettere ville kunne forberede den grafiske spiloplevelse, men indtil videre har denne været statisk, snarere end dynamisk, og konkurrenterne er spurtet forbi.

Det er så sandelig, igen, ikke at sige at der ikke er en fidus med Stadia. Teknologien er uhyre imponerende, brugerfladen er blevet lidt bedre med årene, og der kommer stadig spil til hver måned. Men alt, som i alt, ja selv den nylige afsløring om at teknologien nu lejes ud til virksomheder som AT&T, vidner om en platform der ikke ligefrem vokser, men skrumper. Stadia lader til hele tiden at være ét skridt tættere graven. Og hvis du virkelig er uenig i det, så kan vi i stedet måske blive enige om, at Stadia i sin nuværende form hverken er god branding for Google, eller omsætter for synderligt meget. Lad os bare sige, at visse eksempler på den førnævnte Killed By Google-hjemmeside har kostet en del mindre, og har ikke nært trådt lige så meget ved siden af, og det blev stadig lagt i graven.

Det leder os tilbage til hele ideen med at købe spil til fuld pris, for ja, selv hvis du tror hårdnakket på at der er en chance for at Stadia overlever i sin nuværende form, tror du så nok på det til at købe spil til noget nær fuld pris? Spil du enten kunne have købt fysisk, eller downloadet digitalt på eShop, PSN eller Xbox Live, og som er tilgængelige offline på platforme der er langt sundere?

Holdning: Det er tid til at trække stikket på StadiaHoldning: Det er tid til at trække stikket på Stadia
Amazon forsøger lige nu at bryde igennem med Luna.

Nej, som det er nu, så tror jeg ikke Stadia står til at redde. Selv hvis de fortsat rettede fejl, og tilføjede ekstra features, så er indtrykket for sværtet til. Flere spil, flere abonnementsordninger, intet af det ville hjælpe på nuværende tidspunkt. En potentiel bred relancering derimod? Måske, men det synes usandsynligt, og jeg synes ydermere at det er ret let at mærke på Google, at også de er lidt chokerede over hvor de står henne efter alle de har millioner af dollars. Men altså, AT&T-kunder har kunne spille Batman: Arkham Knight i 1080p/60fps via en browser, og det er da også ret sejt.

Måske er det det rigtige dog. Måske skal Google tage den teknologi, der fungerer bedre end den har nogen ret til, og udlicitere den. Måske kan Valve bruge den til Steam-spilsalg? Hvor man prøver spillene direkte fra browseren? Måske ville det være interessant til messer, så udviklere ikke var afhængige af hardware? Der er mange scenarier, men Stadia som forbrugervendt spilplatform er færdig som gårdsanger, og det et tid for Google at gøre hvad de altid har gjort. Du ved...

Lige meget hvad er det på tide at snakke lidt om Stadias umiddelbare fremtid, og jeg håber at I vil gøre netop det i kommentarfeltet herunder.

HQ


Indlæser mere indhold