Dansk
Gamereactor
artikler
Prey (2006)

Prey - Holder det!?

Arkane Studios og Bethesda lancerede en anmelderrost reboot tilbage i 2017. Men er der stadig liv i originalen?

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ

Måske I kender det? At der er et spil, man virkelig gerne vil spille - man ser videoer, læser anmeldelser, måske køber man det endda - men af en eller anden grund, får man det aldrig spillet. Prey (2017) står for mig som en af den slags spil. Jeg har ville spillet det lige siden det udkom, men på trods af tilgængelighed på Xbox Game Pass og en foræring på Epic Games Store, kom jeg aldrig i gang - indtil nu. Det var dog ikke Arkane Studios' hit, jeg for nyligt kastede mig over, men i stedet originalen fra 2006 til Xbox 360. Spørgsmålet var så bare, om spillet ville kunne leve op til moderne standarder?

Og lad os bare slå det fast med det samme. Prey viser bestemt sin alder. Grafikken har den klassiske stil fra den syvende konsolgenerations spæde år, hvor kanterne er skarpe, teksturerne fremstår udvaskede, og mange af de atmosfæriske effekter, som vi nu tager for givet, enten mangler helt eller fremstår en kende simple. Samtidig udviser fjenderne nærmest ingen tegn på intelligens, på trods af de har rejst lysår gennem rummet for at udslette os med overlegen teknologi. Alt dette glemmer man dog hurtigt, for Prey er, på ganske makaber vis, en opslugende oplevelse.

Prey (2006)
De avancerede våben har nærmest ingen vægt eller rekyl. Du peger blot på fjenden og lader destruktionen slippe løs.

Hvad der først og fremmest adskiller Prey fra både samtidige og senere konkurrenter er spillets unikke hovedperson og tema. Du spiller som Domasi (Tommy) Tawodi, en Cherokee-indianer, der efter et længere ophold i hæren er vendt tilbage til reservatet, hvor hans familie har hjemme. Tommy længes desperat efter at se nye græsgange, og der går ikke mange minutter før hans ønske opfyldes - dog ikke ligefrem på konventionel vis. Sammen med sin kæreste Jen og bedstefaderen Enisi, bliver Tommy nemlig kidnappet af aliens med alt andet end fredelige hensigter.

Dette er en annonce:

Nu om dage slynger spiludviklere og store virksomheder ord som diversitet og inklusion ud med en sådan hyppighed, at man på sine gavmilde dage næste kunne have dem mistænkt for rent faktisk at mene det! Sådan lå landet langt fra tilbage i 2006, og Cherokee-kulturen er bestemt ikke inkluderet for inklusionens skyld, men står centralt for både historie og gameplay. Ikke at man lægger mærke til det i spillets åbning, som er ren FPS 101. Prey tager dog ret hurtigt en underlig drejning (hvis ikke invasionen fra rummet var slem nok), da du bliver transporteret til Åndeverdenen.

Prey (2006)
Åndeverdenen giver bogstavelig talt historie og gameplay en ekstra dimension.

Jeg kunne nok hurtigt blive til grin, hvis jeg skulle forsøge at forklare de mere spidsfindige teologiske pointer, så lad mig blot slå fast, at der er tale om en slags parallelverden, hvor både dyr, mennesker og objekter kan fortsætte med at eksistere, efter at deres fysiske tilværelse er forbi. Efter dit besøg i Åndeverdenen, lærer du en enorm brugbar evne, der bedst kan beskrives som en slags sjælevandring. Offensivt har du nu mulighed for at forlade din krop og skyde med åndelige pile, der ofte uddeler mere skade end spillets mere eller mindre konventionelle våben. Alternativt kan du også udnytte evnen til kortvarigt at fjerne fokus fra din mere udsatte kødelige krop.

Sjælevandringen kommer dog for alvor til sin ret i forhold til gåder og udforskning. Prey udkom før Call of Duty-serien for alvor populariserede den filmiske shooter, og derfor løber du ikke blot ned af lange, lineære korridorer. Nej, der er ikke tale om en immersive sim ligesom Prey (2017), men der er stadig masser af interaktionsmuligheder. Det kan for eksempel være usynlige broer, der leder til ammunition eller liv, og som kun kan ses gennem sjælevandringen. Mystiske portaler leder til nye områder og kan give dig mulighed for overraskelsesangreb, og til tider vendes tyngdekraften endda på hovedet, hvilket leder til nogle interessante skuddueller og vigtigst af alt: en smule af den weirdness, som et spil sat i en spraglende, semi-organisk rumstation kræver.

Dette er en annonce:
Prey (2006)
Prey anvender en effektiv fortælleteknik, hvor vage, ildevarslende antydninger bygger appetit op til et par store lunser eksposition, der serveres på det helt rigtige tidspunkt.

Med tanke på, hvor frastødende verdenen er i Prey, bliver man nærmest glad for, at spillet ikke har fået en remaster. Slim og snask synes at være den fremmede races foretrukne byggemateriale, og blandingen af organisk materie og high-tech teknologi giver spillet en hel unik atmosfære - en atmosfære der yderligere løftes af spillets unikke humor. Det glubske rumskib kidnapper nemlig ikke blot individuelle folk, men hele objekter og endda bygninger. Faktisk har rumskibet slugt en ordentlig mundfuld American Pie, og undervejs kommer du til at besøge en ægte diner, hvor du forvandler aliens til grillburgere med en plasmariffel, mens at Creedence Clearwater Revival brager ud af jukeboksen.

Den unikke blanding af humor og horror, spiritisme og science fiction, og ikke mindst intens action og hovedbrud giver Prey en næsten tidløs kvalitet. Gears of War og The Elder Scrolls IV: Oblivion var ganske vist i kritikernes øjne bedre tilbage i 2006, men de har siden fået efterfølgere eller interessante konkurrenter bygget over samme formel. Ingen andre spil har helt forsøgt sig med de samme ingredienser som Prey, og derfor kan jeg, med samvittigheden i orden, godt anbefale det til den moderne spiller - særligt hvis man har brændt nallerne på moderne FPS-titler. Nu er der vist heller ikke flere undskyldninger for, at jeg kaster Arkanes reboot.

Desværre er Prey ikke længere tilgængeligt på Steam. Man kan dog købe et digitalt eksemplar til Xbox 360, som også kan spilles bagudkompatibelt på Xbox One og Xbox Series X.

Relaterede tekster

PreyScore

Prey

ANMELDELSE. Skrevet af Thomas Tanggaard

3D Realms ældgamle spilide vækkes til live med et fabelagtigt tempo, imponerende grafik og en hel del innovative indslag. Tanggaard har leget indianer i et par dage...

1
Prey - Holder det!?

Prey - Holder det!?

ARTIKEL. Skrevet af Jakob Hansen

Arkane Studios og Bethesda lancerede en anmelderrost reboot tilbage i 2017. Men er der stadig liv i originalen?



Indlæser mere indhold