Lost Ark - De første indtryk fra en MMORPG-nørd

Isometriske ARPG-spil er jo ikke noget nyt, og med en klar inspiration fra blandt andet Diablo er det altid sjovt at se hvordan fantasien har slået sine folder i det koreanske. Om det er kombinationen af det isometriske perspektiv og de mere MMO-agtige strukturer, om det er den relativt flotte grafik, eller om det, af mangel på et retvisende dansk udtryk er positiv "word of mouth" fra de territorier hvor Lost Ark har været tilgængeligt i lang, lang tid - ja, det er svært at sige.

Hvad vi ved er at spillet havde over 1.3 millioner samtidige spillere online under den globale lancering, noget der for alvor fik mig til at hæve det ene øjenbryn i umiddelbar interesse. Nu har jeg smidt et dusin timer efter det, og kan sige at interessen ikke er blevet mindre.

Lad os starte med det positive; det er gratis, serverne lagger ikke, det er stort og visuelt flot, og har man et Amazon Prime-abonnement er der månedlige bonuspakker at hente - det fandt jeg ud af ved et tilfælde.

Godt nok er det isometrisk, men selve stilen er netop den forventede ARPG/MMORPG-opsætning du forventer. Spillet er bygget om nogle relativt klassiske karakter-klasser, og stort set ditto specialiseringer. Der er hvad den slags angår skelet ret kraftigt til Blizzards udtryksmåde i øvrigt.

Der er en kriger, hvoraf den mest interessante er en Gunlancer, en slags, eh, gennemspidder - hvor man kan kun spille som mand, en Martial Artist der har hele fem specialiseringer, en Gunner der har fire specialiseringer, om end at jeg ikke rigtig kan se forskel på de to af dem, en Mage der udelukkende kan være kvinde, og med kun to specialiseringer, og en Assassin hvor det hele gentager sig. Faktisk har jeg lidt svært ved at finde noget konsistent ved den måde klasserne er bygget op på, og særligt deres specialiseringer. Moderne, og mere woke, typer end jeg selv vil måske også påpege at hvor en Warrior er afbilledet med voldsomt, heldækkende og meget maskulint kropspanser, så ligner eksempelvis en mage mere et kostume der bruges på nærmeste tarvelige stripklub, og det giver ingen mening til hverdags- eller kampbrug. Ja ja, realisme i et fiktionelt fantasy-univers - I know.

Historien er i bedste fald generisk, jeg er stadig ikke helt sikker på hvad den handler om, der bliver smidt sted-person- og genstandsnavne til højre og venstre i et semi-magisk middelalder/renæssanceunivers, uden at man som spiller har nogen chance for at vide hvad der er hvad. Så... man er et sted, skal finde... noget.. der hedder en Ark. Eller også er der flere af dem, og så er der nogen dæmoner der er ret uenige i den handling, og det hele foregår et mystisk semi-forladt sted, som alle har glemt, og engang var krigsskueplads for store kampe, men der er masser af mennesker, velfungerende og velbyggede byer og selv et postsystem. Og så er der noget med en stentavle der mangler et stykke, og det er ligesom der at man starter for alvor. Jeg siger ikke at den ikke opbygger tempo, men jeg siger dog at den ene floskel nærmest erstatter den anden, og man skal altså være "til" den slags, for ikke at gnægge i afmagt. Regulus, Arkesia, Petrania, Kazeros, Red Moon, Sacrian Order - prøv nu at følge med, ikke?

Tutorialen er fin, man lærer den basale styring, og kan teste forskellige egenskaber inden at man går i gang. Men selv efter noget tid, så er der så mange genstande, dimser, drikke, systemer der kan forbedres og andet, så man mister ganske enkelt overblikket, der er heller ikke megen forklaring på de evner man får tildelt, og ikke selv kan bestemme, og så starter man med at få smidt seks af dem i hovedet på hinanden. Der foretrækker jeg trods alt det lidt langsommere progressionssystem i eksempelvis Diablo III eller World of Warcraft, hvor man trods alt når at lære et nyt system, før det næste kommer. Spiller man Final Fantasy vil mange af tingene give mening - men nok stadig være en smule forvirrende, godt hjulpet på vej af at man kan købe sig boosts og pakker på et niveau hvor selv de fleste mobilspil ville skamme sig - men meget positivt, så bliver man ikke tvunget til det - i hvert fald med det jeg har prøvet. Og så er det altså bare ikke optimalt at smide alle spillets muligheder i hovedet på spilleren på én gang, og uden nogen forklaring af nogen art på hvad forskellige ting gør eller betyder.

Du kan dog ikke sige at Lost Ark ikke fremstår uhyre dybt, avanceret og forsætteligt forvirrende, og jeg føler mig ret sikker på at efter mere tid, så vil man ikke bare mestre disse mange systemer, men nærmest elske dem. Dybden, den er der i hvert fald.

Teknisk set er det et MMOARPG, og så er det koreansk - ikke at afsenderlandet er vigtigt, men rent kulturelt er det måske vigtigt at bringe på banen Mit sværd er eksempelvis 1.5 gange min egen størrelse, og ville selv hvis det var lavet i hul aluminium, være fuldstændigt umuligt at slæbe rundt på. Alt er overdrevet pompøst, der er ikke mange over 25, alle mænd træner mindst fem gange om ugen i det lokale fitnesscenter, og alle kvinder har tilsyneladende meget unge og smukke ansigtstræk, og bruger for det meste også den samme plastikkirurg. Stereotyperne vælter frem, og selvom at jeg har set værre, så er det ikke ligefrem her hvor realistiske kønsnormer formes. Det er én stor kliché - på godt og ondt.

Til gengæld har jeg svært ved at forstå at man med et 6900XT- grafikkort ikke kan komme over 74fps i 1440p - det skal der altså gøres noget ved. Spillet er som man kender det fra samme type knap-smadring-af-horder-af-monstre-spil, hvor du går steder hen (du får nu ret hurtigt en hest) og smadrer alt hvad der er ved at trykke med musen, for så at bruge dine specialangreb der alle har en timer, og så opbygger man en eller anden form for ressource der kan udløse et voldsomt specialangreb. Det betyder ikke at man kan slappe af. Jeg begik to små fodfejl, kom for tæt på, og glemte at bruge en af de helende drikke - som jeg i øvrigt havde hele 71 af allerede en halv time inde i spillet - og så var jeg færdig. Men det er dog mest boss-modstandere og deslige der udgør den trussel. I den åbne verden vil man kunne klare de fleste fjender, også i større mængder i selv den voldsomste snapse-rus.

Opgaverne er ikke overdrevet varierede indtil videre - gå herhen, snus rundt, kom tilbage. Gå derover, tal med den person, kom tilbage. Den mest afvigende opgave var at plante nogle blomster fem meter væk fra quest-giveren. Det gav ikke megen mening. Det gør dog at man i modsætning til nogen RPG-spil, hvor man skal læse opgaven igennem flere gange, aldrig er i tvivl om hvad man skal, eller hvor man skal hen. Det er særligt i starten en meget linær oplevelse, men det har også sin charme. Respawn-raten i den åbne verden er i øvrigt helt vanvittig, men heldigvis er langt de fleste væsner - på trods af at de er fjendtlige og kan angribes - ikke aggressive, og vil ikke angribe dig først. Men når man først er kommet videre, så venter der både borgbelejringer og opdagelsesrejse via skib forude, og det er næmest et helt andet og meget mere åbent spil, hvor en stor overliggende historie giver de enkelte opgaver langt mere mening.

Selvom at mellemsekvenser glider direkte over i almindeligt gameplay, så synes jeg nu at tingene kan virke noget stive når man selv spiller, sammenholdt med mellemsekvenser, eller de scriptede perioder der er i spillet. Herudover er der en animator eller to der kunne lære lidt om hvordan at dyr, såvel som mennesker, bevæger sig, og det er ærgerligt, for det er ellers en flot, levende og varieret verden man har fået opbygget.

Stemmeanimationerne varierer voldsomt, ofte er der én linjes dialog, og så er resten udelukkende skriftligt, og stemmeskuespillerne går fra overdrevet til decideret ligeglade, og sjældent er der meget imellem. Hvor eksempelvis netop World of Warcraft og Diablo III er kendt for solid baggrundsmusik, så er den her ret ligegyldig.

Det lyder som brok, men pointen er sådan set bare at Lost Ark kan give et rodet, blandet og selvmodsigende førstehåndsindtryk, hvor det hele virker lidt... ja, mobilspilsagtigt til tider. Mit indtryk efter 10 timer er noget mere positivt, men det er svært at ryste de første 2-3 stykker af sig, hvor det hele bare er... ja, rodet.

Noget af det afgørende for spillet er om man kan holde niveauet. Jeg var nummer 12.500 i køen første gang, og det gad jeg ikke efter en time hvor jeg stadig ikke var i nærheden af at komme ind. To dage efter var antallet af servere fordoblet - se det hjalp. Ligeledes er monetariseringen lige nu lidt grel, eftersom at du kan købe krystaller for rigtige penge, der eksempelvis kan genoplive din karakter uden konsekvens, og du kan sågar købe dig til at automatisk at gennemføre tilbagevendende missioner - big yikes. Men Smilegate har fået masser af feedback, så mon ikke det bliver skaleret ned? Lige nu er det dog ret rædderligt, det skal siges, og der kan ikke rigtig herske nogen tvivl om at penge brugt drastisk forbedrer kvaliteten af ens oplevelse.

Når det så er sagt, så er det tilsyneladende ikke alle der lader sig genere lige så meget af spillets ret markante monetariseringspres. Måske er det fordi det er free-to-play - det gør så sandelig noget, at du kan "få" hele oplevelsen gratis. Men spillet forsøger at manipulere dig lige nu, og det skal det så sandelig stoppe med. Var det her en færdig anmeldelse, havde det haft store konsekvenser. Lad os bare stoppe for nu med at sige, at du kan vitterligt købe skill points for kroner og ører. Skam jer, Smilegate.

Med andre ord; spillet kommer noget lunkent fra start, men via sine mange muligheder, dybe Skill-systemer, muligheder for interaktion og ret smukke verden, så begynder det så småt at vinde ind på dig, som timerne går. Der er ting Smilegate skal kigge på, såsom animationskvaliteten og særligt monetariseringen, men jeg føler mig fortrøstningsfuld. For nu.